*

0

Hackernes cybertogt kan få flere virksomheder til at gå konkurs

Store økonomiske konsekvenser er en af virksomhedernes største frygt ved hackerangreb.

Når it-kriminelle hacker er det ofte et krav, at løsepenge bliver betalt i cryptovalutaen bitcoin, da den er svær at spore. Foto: Mark Lennihan/AP Photo

Når it-kriminelle truer med hackerangreb, er det tanken om de mange penge, der går tabt, som fylder mest hos virksomhederne.

Det viser en ny undersøgelse fra it-sikkerhedsfirmaet Bitdefender, der har spurgt it-sikkerhedschefer i store virksomheder i USA, Storbritannien, Frankrig, Italien, Sverige, Danmark og Tyskland.

55 pct. af de adspurgte virksomheder mener, at økonomiske omkostninger vil være det største problem ved et hackerangreb, og hver anden svarer samtidig, at et hackerangreb kan betyde, at virksomheden går konkurs.

Om undersøgelsen
  • Bitdefender har i foråret 2017 undersøgt virksomheder i USA, Storbritannien, Frankrig, Italien, Sverige, Danmark og Tyskland.
  • Undersøgelsen er baseret på svar fra 1.051 it-sikkerhedsansvarlige.

Det er måske heller ikke så underligt, da en undersøgelse fra sikkerhedsfirmaet Kaspersky for nyligt viste, at sikkerhedsbrud hos industri- og forsyningsvirksomheder gennemsnitligt udløser en regning på 3,3 mio. kr. om året.

De økonomiske problemer kan strække sig langt ud over bare den opkrævede løsesum. For virksomhederne bekymrer sig også om fald i aktiekurser og manglende ressourcer, foruden det direkte tab.

Når det økonomiske tab kan gå hen og blive rigtig stort, skyldes det også, at mange it-ansvarlige mener, at det ville tage et par uger eller en måned at opdage et angreb. 29 pct. svarer sågar, at det ville tage op mod et år at opdage et angreb.

Det økonomiske motiv er som regel årsagen til et hackerangreb, mener Leif Jensen, nordisk direktør i sikkerhedsfirmaet Kasperky.

»Mange it-kriminelle har stadig en større interesse i penge og et hurtigt afkast. De går efter de steder, de ved, pengene er,« har Leif Jensen tidligere udtalt til Finans.

Truslen om et angreb bliver ved med at vokse, og blandt de it-sikkerhedsansvarlige i virksomhederne mener tre ud af fire i undersøgelsen fra Bitdefender, at de ligger inde med oplysninger, som gør, at it-kriminelle kunne finde på at hacke dem og stjæle eller låse følsom data.

Alligevel har mere end hver anden virksomhed lige nu ikke en strategi for, hvad de gør, hvis de bliver hacket. Men 47 pct. svarer, at de er i gang med at udforme en strategi.

De it-ansvarlige har i undersøgelsen vurderet disse tre grupper af it-kriminelle, der kunne finde på at hacke virksomheden:

  1. 75 pct. mener, at det er aktivistiske it-kriminelle, der kunne finde på et ransomware-angreb, hvor de låser data og kræver løsepenge mod at få oplysningerne tilbage igen.
  2. 61 pct. mener, at det kunne være konkurrenter, der er interesseret i industrispionage.
  3. 46 pct. mener, at det kunne være en gruppe udenlandske statssponsorerede it-kriminelle.
Læs også