Erhverv
0

Medie: Stenrig Nets-boss vil købe TV 2

Bo Nilsson har angiveligt en ambitiøs drøm om at købe den statsejede tv-kanal.

Bo Nilsson, der har tjent over en halv mia. kr. på børsnoteringen af Nets, er angiveligt lun på TV 2. Foto: Sofia Busk.

Topchefen i betalingsgiganten Nets, Bo Nilsson, arbejder i al hemmelighed på en opsigtsvækkende handel, der involverer købet af den statsejede kanal TV 2. Det skriver erhvervsmediet Inside Business.

Bo Nilsson, der har tjent over en halv mia. kr. på børsnoteringen af Nets, har ifølge Inside Business allieret sig med en erfaren advokat, Christian Scherfig, og leder efter finansielle sværvægtere, der kan være med til at finansiere handlen.

TV 2 er i dag ejet af den danske stat, men regeringen har meldt ud, at den agter at sælge TV 2, så snart det nuværende medieforlig er udløbet ved udgangen af 2018. Regeringen har angiveligt udpeget Danske Bank til at undersøge mulighederne for et salg af TV 2.

Tidligere har Egmont-koncernen og Berlingske Media meldt sig på banen som interesserede købere af TV 2. Den adm. direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, har til Børsen sagt, at han »naturligvis følger processen med interesse.«

Salget af TV 2 er ikke officielt skudt i gang. Men ifølge Inside Business er Bo Nilssons forretningspartner Christian Scherfig allerede indtrådt som direktør i selskabet Dansk Medie Invest Aps, der ifølge mediets oplysninger bl.a. skal fungere som holdingselskab i forbindelse med et køb af TV 2.

Finans forsøger at få en kommentar fra Bo Nilsson.

TV 2 gik i luften i 1988 som et alternativ til DR og beskæftiger i dag cirka 1.200 medarbejdere. Selskabet driver en række tv-kanaler, mens de regionale TV 2-virksomheder er selvstændige institutioner.

BRANCHENYT
Læs også