Fortsæt til indhold

Velux-topchef stopper efter 17 år

Et længe ventet magtskifte i den danske industrivirksomhed Velux er en realitet.

Jørgen Tang-Jensen fratræder som topchef i Velux ved udgangen af året. Foto: Niels Hougaard.
Erhverv

Efter 17 år i spidsen for den danske industrigigant Velux træder topchef Jørgen Tang-Jensen tilbage.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Velux, der er kendt for firmaets ovenlysvinduer, har igennem længere tid arbejdet på et magtskifte, som altså nu er en realitet. Således bliver Jørgen Tang-Jensen ved udgangen af året erstattet af den 52-årige englænder David Briggs, der har været i Velux siden 1991, og som de senere år har været global salgschef for koncernen.

»Vi har sammen med ejere og bestyrelse planlagt Jørgens fratrædelse meget længe for bedst muligt at sikre virksomhedens fortsatte positive udvikling, og jeg er glad for at kunne sige, at det er lykkedes på alle punkter,« udtaler bestyrelsesformand Søren Bjerre-Nielsen.

»Jørgen afleverer en forretning, som er trimmet til vækst, og med et stærkt ledelsesteam,« fortsætter han.

David Briggs har været i Velux siden 1991. Nu skal han være koncernens øverste chef. Foto: Velux

Jørgen Tang-Jensen har været i Velux hele sin erhvervskarriere. Han begyndte i 1981 som produktchef for tilbehørsprodukter, gardiner og rulleskodder og blev salgs- og marketingansvarlig i 1989.

Siden 2001 har været han topchef i Velux, der i dag opererer over hele verden med egne selskaber i mere end 40 lande og knap 10.000 medarbejdere.

»Det er mig magtpåliggende at aflevere nøglerne på en mønsterværdig måde, der giver min efterfølger de bedst mulige betingelser,« siger Jørgen Tang-Jensen.

Han stopper dog ikke helt i Velux, da han forventes at indtræde i bestyrelsen hos Velux’ moderselskab ved næste generalforsamling i foråret 2018.

Afløseren David Briggs har haft adskillige stillinger i Velux siden 1991, inden han i 2015 blev global salgschef. Nu ser han frem mod at blive koncernens øverste chef.

»Jeg er dybt beæret og ydmyg over at have fået muligheden for at lede denne fantastiske virksomhed. Jeg føler et stort ansvar, men er samtidig utrolig begejstret, og jeg er helt overbevist om, at vi i fremtiden kan opnå endnu større resultater,« siger David Briggs.

Velux er en del af fonds- og familieejede VKR Holding, der omsætter for over 18 mia. kr. årligt. Velux ejes af brødrene Lars Kann-Rasmussen og Hans Kann Rasmussen, sønner af Velux-stifteren Villum Kann Rasmussen, samt Villum Fonden.

Artiklens emner
Velux