Trump koster amerikansk turisme milliarder
I Donald Trumps præsidentperiode har færre udenlandske turister valgt USA som rejsemål. Det sker samtidigt med, at turismen globalt set er i vækst.
I syv år i træk er turismen globalt set bare vokset og vokset. 2016 var endnu et godt år med 1,2 milliarder internationale turistrejser. For rigtig mange turister er USA et must-go med utallige turistmagneter som Frihedsgudinden, Las Vegas, Golden Gate Bridge, Mount Rushmore, Niagara-vandfaldene, Grand Canyon m.fl.
Men siden januar, hvor Donald Trump satte sig på præsidentembedet, er antallet af indrejsende turister til frihedens land faldet. Det skriver Forbes.
Som det fremgår af grafen er antallet af ankomster til USA faldet med 1,4 pct. siden januar. Samtidigt er turismen globalt set vokset 4,6 pct. I USA taler man om en såkaldt Trump Slump, oversat Trump-nedtur, og faldet i turismen har fået flere eksperter til at bekræfte, at den faktisk er eksisterende.
697.791 færre turister besøgte USA i de første tre måneder af Trumps præsidentskab end normalt. Det fald svarer til 2,7 mia. dollar, eller 17 mia. kr., i manglende turistindtægter. I byer som New York spenderer udenlandske turister fire gange så meget som indenlandske. Derfor kan det mærkes på økonomien, når disse bliver væk.
Ifølge US Travel understøtter internationalt turismeforbrug direkte 1,2 mio. amerikanske jobs, hvilket svarer til ca. 205 mia. kr. i lønninger.
Ifølge ForwardKeys, der er en europæisk virksomhed, som analyserer og forudsiger rejsemønstre, faldt antallet af internationalt rejsende til USA kraftigt efter de to første af Trumps indrejseforbud. Først faldt antallet 1,3 pct., da det første indrejseforbud kom den 27. januar. Da dele af det andet indrejseforbud blev genindført den 26. juni faldt antallet af indrejser med 2,4 pct.
Turisme er den syvende største beskæftigelse i USA. Den beskæftiger 7,6 mio. arbejdspladser. I 2016 genererede den amerikanske rejse- og turismeindustri over 9,5 billion kr. Det svarer til 2,7 pct. af den amerikanske BNP.
Men det er ikke kun turismen, der lider under indrejseforbudende. Ifølge Global Business Travel blev 185 mio. dollars tabt på manglende reservationer fra forretningsrejsende alene den første uge, da Trumps indrejseforbud blev en nyhed rundt i verden.
I slutningen af september fremlagde Donald Trump det tredje indrejseforbud, der begrænser indrejsemulighederne til USA fra befolkning bosat i Tchad, Iran, Libyen, Nord Korea, Somalia, Syrien, Venezuela og Yemen. Det får flere eksperter i turismeindustri til at frygte for, at dette blot er begyndelsen på en skræntende sektor i den amerikanske økonomi.


