Fortsæt til indhold

Er ved at løbe tør for nærmest alt: I dette land skal man lede længe efter mad, toiletpapir og kondomer

Økonomien i Venezuela er under ekstremt pres, og det viser sig nu for alvor, skriver CNN.

Investor

Mad, medicin, elektricitet, toiletpapir, tandpasta, sæbe, kondomer og p-piller.

Det er nogle af de ting, som det sydamerikanske land Venezuela er ved at løbe tør for, skriver CNN.

»Der er mangel på alt på et vist niveau,« siger Ricardo Cusanno, vicepræsident i Venezuelas organisation for erhvervslivet, til CNN.

Han forklarer, at 85 pct. af virksomhederne i landet har sænket sin produktion.

Venezuela er under et ekstremt stort økonomisk pres, fordi dets økonomi langt hen ad vejen er bundet op på eksport af olie, og da det ikke er gået som forventet, er Venezuela nu sendt til tælling.

Landets hovedkilde til energi, vandkraftværket ved El Guri-dæmningen, har tilmed aldrig oplevet et lavere vandniveau end nu.

For at spare på energien har Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, derfor ifølge CNN beordret rullende strømafbrydelser i flere byer rundt om i landet, og han har besluttet, at regeringens ansatte kun skal arbejde to dage om ugen. Desuden har Maduro bedt kvinder om at stoppe med at bruge hårtørrere i et forsøg på at mindske energiforbruget.

Basale fødevarer som smør, æg, mel og mælk bliver ikke længere importeret i normale mængder til Venezuela, da landet ikke har råd til at betale for det, og for nylig kom det frem, at sukkerproduktionen er gået så meget i stå, at det snart ikke længere er muligt at få en almindelig Coca-Cola i Venezuela.

Coca-Cola har simpelthen valgt at indstille produktionen af sukkerholdige drikke i Venezuela, når selskabets reserver af sukker er brugt op.

Det er i øvrigt ikke nyt, at økonomien i Venezuela halter. I februar kårede Bloomberg for andet år i træk Venezuela som verdens mest elendige økonomi.

Takket været en skyhøj inflation nåede Venezuela førstepladsen på Bloombergs elendighedsindeks, der laves ud fra inflation og arbejdsløshed.

Danmark var i øvrigt nummer 56, ottendebedst, på elendighedsindekset for 2015.