Heltene fra bogen »Flash Boys« har fået tilladelse til at drive en børs
Mændene bag selskabet IEX, der blev gjort kendt af bogen »Flash Boys « har fået tilladelse til at drive en børs, hvor der er indført fartbump.
Brad Katsuyama, der blev gjort til helt i bogen »Flash Boys« har vundet det første slag i kampen om hastigheden på det amerikanske aktiemarked, efter at de amerikanske tilsynsmyndigheder Securities and Exchange Commission (SEC) har givet Brad Katsuyamas selskab IEX lov til at operere som en børs.
Brad Katsuyama, der blev kendt i investorkredse, fordi han i bogen »Flash Boys« fra 2014 påpegede, at aktiemarkedet i USA var indrettet på en sådan måde, at det groft sagt var muligt for de såkaldte high frequency traders (HFT) at komme foran i køen på børserne. Det gav HFT-firmaerne en fordel, og denne fordel fik de på bekostning af private og mindre sofistikerede institutionelle investorer.
Da Brad Katsuyama blev opmærksom på problemerne, arbejdede han i den canadiske storbank Royal Bank of Canada, hvor han havde titel af Global Head of Electronic Sales and Trading. Her oplevede han bl.a., at han ikke kunne få fyldt sine ordrer, og at han ikke altid kunne handle til de priser, som stod på hans skærm. Nogle gange virkede det som om, at nogen fra banken havde sladret om, at han var på vej med en ordre, for det virkede til, at markedet kendte til hans ordre på forhånd.
Ingen havde dog sladret. Markedet reagerede så hurtigt, fordi HFT-selskaberne havde en fordel, som ingen andre investorer kunne få. Problemerne fik Brad Katsuyama og en håndfuld andre fra Royal Bank og Scotland til at forlade deres velbetalte job for at starte IEX. Det specielle ved IEX er, at indførte et fartbump på 350 milisekunder, som gør det umuligt for HFT-selskaber at få en »unfair« fordel på bekostning af almindelige investorer.
Indtil nu har IEX fungeret som en såkaldt dark pool. Det vil sige, at ingen andre end de investorer, som er koblet op på IEX, har kunnet se de priser, der er blevet stillet her. Men som en børs vil priserne på IEX nu blive offentlige tilgængelige, og de kan dermed komme til at påvirke resten af markedet.
Tilladelsen til IEX er kommet på trods af massiv modstand fra de etablerede børser, som har kaldt IEX's model for uamerikansk og truet SEC med søgsmål, hvis de godkendte IEX ansøgning om børstilladelse.


