Goldman Sachs hyrer tidligere EU-topchef
Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har ansat den tidligere chef for EU-Kommissionen som rådgiver oven på brexit.
Tidligere topchef i EU skal rådgive Goldman Sachs oven på briternes farvel til EU.
Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har i lyset af brexit hyret den tidligere formand for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, som ny rådgiver og formand for deres internationale business-afdeling.
Portugisiske José Manuel Barroso var formand for EU-Kommissionen i ti år fra 2004 til 2014, og er også tidligere premierminister i Portugal fra 2002-2004.
Ansættelsen sker, efter at Goldman Sachs og andre amerikanske investeringsbanker er blevet særligt sårbare oven på Storbritanniens beslutning om at melde sig ud af EU. Usikkerheden er opstået, fordi bankerne er afhængige af EU's »pas«-regime, der giver dem mulighed for at tilbyde opgaver på tværs af grænser, mens de fleste af deres ansatte er placeret i Storbritannien.
Investeringsbanken har derfor i kor med andre internationale virksomheder advaret mod, at briternes exit fra EU vil betyde, at de vil blive nødt til at flytte store dele af deres medarbejdere væk fra Storbritannien, hvis landet ikke længere kan tillade udlændinge at arbejde i landet under samme vilkår som i dag.
Goldman Sachs internationale business-afdelling, hvor Barroso bliver formand, har hovedkvarter i London, og ud af dets omtrent 6.000 medarbejdere er færre end 1.000 baseret uden Storbritannien.
Barroso skal hjælpe virksomheden rådgive kunder til at håndtere de kommende »udfordrende og usikre økonomi og markedsforhold,« forklarer Goldman Sachs Internationals direktører Michael Sherwood og Richard Gnodde i en meddelelse.
José Manuel Barroso har blandt andet opnået anerkendelse for sit tidligere arbejde med at hjælpe eurozonen gennem krisen fra 2009 til 2013, der blandt andet indebar oprettelsen af en finansiel redningsfond, fastsættelse af strengere budgetregler samt en strammere finansiel regulering.



