Fortsæt til indhold

To af årets børsflop spås enormt gevinstpotentiale

Bavarian Nordic og Zealand Pharma kan stige over 50 pct. på et år, vurderer analytikerne.

Investor

Tør man stole på analytikerne, er det i to danske biotekselskaber, man skal placere sin opsparing. Forventningerne til Zealand Pharma og Bavarian Nordic er nemlig så høje, at analytikerne i gennemsnit spår et gevinstpotentiale på over 50 pct. inden for de kommende 12 måneder. Det viser data, som Investor har trukket fra Bloomberg.

Bioteksektoren er kendt som den mest risikofyldte sektor, fordi en betydelig del af virksomhedernes værdier er bundet op på forhåbninger om, at banebrydende produkter vil blive opfundet, produceret og godkendt engang i fremtiden. Selskaberne har som regel kun få produkter i porteføljen. Bliver de en succes, kan det betyde milliarder af kroner i indtjening. Bliver det en fiasko, kan selskaberne blive stort set værdiløse.

Det giver enorme udsving på aktiemarkedet. Det seneste grelle eksempel så man, da Bioporto fik afvist sit prestigeprojekt i USA. Aktiekursen faldt 50 pct. fra den ene dag til den anden.

Omvendt er Genmab et eksempel på det enorme potentiale, biotekselskaberne har. Den ene gode nyhed efter den anden har sendt kursen op med 100 pct. det seneste år.

Og nu mener analytikerne altså, at Zealand Pharma og Bavarian Nordic skal med i skålen på den næste kurskatapult.

Artiklen fortsætter efter graferne:

Alle ni analytikere, som dækker Bavarian Nordic med anbefalinger, råder investorerne til at købe. Deres gennemsnitlige kursmål er 371 kr., hvor prisen nu ligger på 247 kr. Bl.a. mener en af branchens mest respekterede biotek-analytiker, Michael Novod fra Nordea, at kursen bør ramme 394 inden for 12 måneder. Sker det, vil det efterlade et afkast på knap 60 pct.

Zealand Pharma-analytikerne er en anelse mere splittede. Blandt syv analytikere anbefaler fem at købe, en råder til at holde, mens en anbefaler at sælge ud, nemlig Peter Sehested fra Handelsbanken.

Analytikernes gennemsnitlige kursmål er på 178 - dagens kurs er 113,5. Altså et afkastpotentiale på 57 pct.

De danske analytikere er dog væsentligt mere skeptiske end de øvrige. Mens de fire udenlandske analytikere har et kursmål på 190 i snit, ligger de tre danske analytikere med et snit på 137. Førnævnte Michael Novod anbefaler i øvrigt 'hold'.

I år har de to selskaber indtil videre ikke været i stand til at overbevise investorerne. Bavarian Nordic er faldet med 30 pct., Zealand Pharma med 25 pct.

Zealand PharmaAnbefalingKursmål
JefferiesKøb200
Oddo & CieKøb215
Bryan Garnier & CieKøb176
RX Securities LtdKøb170
NordeaHold127
HandelsbankenSælg118
Danske BankKøb167
Bavarian NordicAnbefalingKursmål
NordeaKøb394
Maxim Group LLCKøb302,151
JefferiesKøb400
Needham & CoKøb410
CowenKøb350
Piper JaffrayKøb312
Danske BankKøb404
EdisonKøb423
EVA DimensionsKøb-
Jyske BankKøb360
Artiklens emner
Zealand Pharma
Bavarian Nordic