Fortsæt til indhold

Lauritz.com klasker mod ny bund

Investorerne i Lauritz.com har tabt 213 mio. kr. siden børsnoteringen for fire måneder siden.

Investor

Livet som børsnoteret selskab har været alt andet end en leg for auktionshuset Lauritz.com. Kort før den svenske børs lukkede onsdag, ramlede det danske selskab ned i en ny bund, og aktien lukkede i en kurs på 10 svenske kr. Endnu værre blev det torsdag morgen, da aktien fik et nyt stød. Et fald på 6,5 pct. har sendt aktien ned i kurs 9,35 efter en halv times handel. Det er 42 pct. lavere, end da Lauritz.com blev børsnoteret for fire måneder siden, den 22. juni i år.

Siden børsnoteringen er aktiekursen stort set kun gået én vej, nemlig ned. Mediefladerne har da heller ikke været spækkede med gode nyheder om auktionshuset. Tværtimod. Allerede da man meddelte børsplanerne, var mange skeptiske. Bl.a. fordi børsnoteringen skulle bruges til at skaffe penge, så ejeren Bengt Sundstrøm kunne indfri sin gæld til auktionshuset på 100 mio. kr. Millionerne havde Bengt Sundstrøm brugt på sit vinslot i Frankrig, Château Vignelaures, hvor pengene er fosset ud.

Og da investorerne sad og ventede på, at handlen med aktierne skulle gå i gang, udsatte Lauritz.com børsnoteringen få minutter før begyndelsen. Man havde ikke været i stand til at skaffe nok langsigtede investorer.

Siden er Lauritz.com kommet under beskydning, fordi det florerer med suspekte bud på auktionssitet. Bl.a. fandt Berlingske Business ud af, at 10 anonyme kunder stod bag millioner af bud. Bud, der ofte endte med, at personerne bag de mange bud ikke endte som købere.

Da regnskabet for første halvår landede, var det med meldingen om, at omsætningen var dykket 11,6 pct., og at resultatet kun blev holdt oppe af en urealiseret kursgevinst. Og som om det ikke var skidt nok, gik Lauritz.com også glip af en indtægt på 50 mio. kr., fordi man missede et salg af en lagerejendom på Nørrebro.

Der er 40,66 mio. Lauritz.com-aktier i omløb. Efter første handelsdag i juni var aktierne mere end en halv mia. kr. værd. I dag koster de 291 mio. kr., og investorerne står tilbage med et tab på 213 mio. kr.

Artiklens emner
Lauritz.com