Fortsæt til indhold

Udfordret lokalbankledelse: Aarhus-rigmand vil fusionere os væk

Storaktionær har foreslået bank, at den fusionerer med anden bank og dermed ophører.

Investor

Den aarhusianske rigmand Henrik Linds store aktieposter i en skiftende række af lokalbanker har i en årrække skabt spekulationer om, at Lind har en større fusion af indtil flere banker i tankerne.

Og netop en sådan plan har Henrik Lind ifølge bestyrelsen i Danske Andelskasser Banks - hvor Henrik Lind kontrollerer over 20 pct. af aktierne - gjort klart, at han ønsker for banken, der i årevis har kæmpet med tab og faldende aktiekurser.

Det har bestyrelsen dog afvist - og netop den konflikt ligger ifølge dem derfor bag Henrik Lind og en anden storaktionærs forsøg på nu at udskifte store dele af den siddende bestyrelse i Danske Andelskassers Bank.

»Henrik Lind har tidligere indikeret overfor bankens bestyrelse, at han ønsker, at banken skal indgå i drøftelser om fusion med et konkret andet pengeinstitut – og med dette andet pengeinstitut som fortsættende selskab,« lyder det i en fondsbørsmeddelelse, der fortsætter:

Advokat Jakob Fastrup, formand for Danske Andelskassers Bank.

»Umiddelbart efter at bestyrelsen havde tilkendegivet, at man ikke på nuværende tidspunkt fandt en sådan model attraktiv for aktionærer og kunder, meddelte Henrik Lind bankens bestyrelse, at man ønskede indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på valg af ny bestyrelse,« lyder det i en fondsbørsmeddelelse fra DAB-bestyrelsen, der gør klart, at man ikke støtter Henrik Linds forslag.

Det står ikke umiddelbart klart, hvilken anden »konkret« bank, Henrik Lind har haft i tankerne, men hans selskab Lind Invest A/S er også storaktionær i Skjern Bank. Henrik Lind selv besidder også en aktiepost i Østjydsk Bank.

Finans forsøger at få en kommentar fra Henrik Lind til Danske Andelskassers Bank-bestyrelsens udmelding.

Artiklens emner
Henrik Lind