Fortsæt til indhold

Nordeas etiske oprydder skal se på højspændt amerikansk konflikt

Den samme interne vagthund, der tidligere har sat en stopper for investeringer i bankens egne aktier, skal nu se på Nordeas investeringer i opsigtsvækkende konflikt.

Investor

Presset på Nordea vokser for at give en forklaring. Det sker efter at en stribe Nordea-fonde har investeret over en kvart mia. kr. i selskaber med forbindelser til et kontroversielt olierørlednings-projekt. Projektet har skabt røre, fordi det løber gennem et indianerreservat i USA, hvor olierørledningen bl.a. krydser et vandreservat, der har stor betydning for indianerne.

Efter tidligere at have henvist til, at man har sat en ekstern undersøgelse i gang af sagen, sender banken nu også sin interne chef for bæredygtighed, Sasja Beslik, til USA for at tale med parter i sagen, inklusive repræsentanter for de demonstranter, der i mere end et halvt år har kæmpet mod projektet.

Det fremgår af en række svar fra Nordea Bank AB til vrede kunder.

Beslik er nok mest kendt for tidligere at have suspenderet Nordeas investeringfondes køb af bankens egne aktier efter bankens rolle i de såkaldte Panama-papirer kom frem. Forbuddet varede i ca. fire måneder.

»Vi har en proces på plads, der skal sikre, at de virksomheder, som vores fonde investerer i, følger international lovgivning og gældende regler for miljøbeskyttelse, menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og anti-korruption. Når vi ser noget, vi mener, bør ændres, forsøger vi at bruge vores ejerskab til at gennemføre denne ændring. Lige nu er en ekstern partner i gang med at undersøge denne særlige situation, og vi vil skride til handling, hvis det viser sig, at vores politikker ikke er overholdt,« skriver Nordea i et af en stribe kundesvar om sagen på sociale medier og fortsætter:

»Sasja Beslik, som er Nordeas Head of Sustainable Finance, har møder med interessenterne, bl.a. repræsentanter for Amerikas oprindelige befolkning, mellem den 5. og 10. december for at vurdere situationen på stedet. De amerikanske ingeniørtropper besluttede 14. november, at yderligere drøftelser er nødvendige i forhold til etableringen af en olieledning gennem Lake Oahe. Alt byggeri på land, der støder op til Lake Oahe-området, er derfor udskudt indtil videre.«

Artiklens emner
Nordea