Pandora betaler 119 mio. kr. for at få kontrol i Afrika
Smykkeproducenten Pandora opkøber en række konceptbutikker og shop-in-shops i Afrika.
Pandora vil have mere kontrol over sit brand. Derfor har det danske smykkeimperium købt netværket af Pandora-butikker i de afrikanske stater Sydafrika, Mauritius, Namibia, Zambia, Zimbabwe og Réunion for 119 mio. kr. Det oplyser selskabet til fondsbørsen.
»Med denne aftale vil vi blive i stand til at etablere en lokal tilstedeværelse på det enorme afrikanske kontinent, samt få adgang til et lovende, dog stadig relativt lille smykkemarked. Pandora-smykker har været tilgængelige i den subsahariske region siden 2009, og vi mener at det nu er tid til at overtage kontrollen over det brandede butiksnetværk,« udtaler David Allen, der har titel af præsident for Pandora EMEA.
Sælgeren er Scandinavian Brand House, der indtil nu har stået for driften og ejerskabet af Pandora-butikkerne i de førnævnte lande. Med i prisen følger 16 konceptbutikker, 18 Pandora shop-in-shops, ligesom Pandora vil overtage 19 franchise konceptbutikker og et samlet varelager til en værdi af knap 30 mio. kr.
Pandora er netop nu i gang med at folde en nye strategi ud. En strategi, hvor man ønsker at øge andelen af konceptbutikker ejet af Pandora. Pandora har været til stede i regionen siden 2009 og i 2015 stod de nyerhvervede butikker for at salg på ca. 100 mio. kr.
Salget er ikke noget, der umiddelbart giver genklang på børsen, hvor Pandora fra morgenstunden lægger ud med et lille fald.


