Efter mareridts-2015: Saxo Bank tilbage i plus
Handelsplatformsbanken kom ud af 2016 med et overskud på 302 mio. kr. efter skat.
Efter et 2015 malet fuldstændigt rødt af januar-udsving i værdien af den schweiziske franc var der igen i 2016 plus på bundlinjen handelsplatformen Saxo Bank.
Året endte med et resultat på 302 mio. kr. efter skat, markant bedre end det tab på 645 mio. kr., 2015 bød på - men også bag det mere solide resultat for 2014, der bød på et plus på 381 mio. kr.
Resultatet før skat svarer til en forrentning af egenkapitalen på 10,2 pct.
»Vi er tilfredse med det positive resultat for 2016. Den finansielle sektor er under hastig forandring, og vi er særdeles godt positioneret til at kapitalisere på denne udvikling, og vi forventer derfor at øge væksten yderligere i de kommende år,« lyder det i en pressemeddelelse om regnskabet fra adm. direktør Kim Fournais.
Saxo Bank peger på høj aktivitet i perioder med ustabilitet som en af de klart mest positive trends ved året, med en aktivitetsrekord dagen efter det amerikanske præsidentvalg:
»2016 var kendetegnet af perioder med høj handelsaktivitet som følge af store politiske begivenheder, navnlig den britiske afstemning om EU-medlemskab og det amerikanske præsidentvalg. Med mere end 490.000 kundehandler dagen efter det amerikanske præsidentvalg, satte Saxo Bank ny rekord for handelsaktivitet,« skriver banken om regnskabet.
Saxo Bank har længe været i spil som en børsnoteringskandidat, og mens overskuddet må anses for positivt i det lys, er banken formentlig mere bekymret for, at der trods stigende indskud fra kunderne ikke er nævneværdig vækst i driftsindtægterne i forhold til årene 2012-2014.
De løbende kapitalindskud har værdiansat banken til omkring 10 mia. kr. I en analyse sidste år sammenlignede Finans driften i banken med Spar Nord, der på det tidspunkt var omkring 8 mia. kr. værd, og leverede bedre resultater.
Spar Nord, der i dag er ca. 10 mia. kr. værd på børsen, kom ud af 2016 med overskud på 838 mio. kr. efter skat, altså lidt mindre end tre gange så meget som Saxo Bank.

