Fortsæt til indhold

Bavarian Nordic holder fast i milliardmål

Biotekselskabet Bavarian Nordic omsatte for 198 mio. kr. i årets første tre måneder.

Investor

Alt går tilsyneladende efter planen hos den danske biotekvirksomhed Bavarian Nordic. I sit kvartalsregnskab fastholder selskabet forventningerne til 2017, hvor man vil forsøge at få omsætningen op på 1,3 mia. og lave en EBIT-indtjening på 350 mio. kr.

I årets første tre måneder kom de første 198 mio. kr. ind på omsætningskontoen. Det var en væsentlig forbedring i forhold til perioden året før, der bød på 23 mio. kr. Underskuddet på driftsresultatet (EBIT) skrumpede samtidig til -3 mio. kr. fra -153 mio. kr. året før.

»Selskabets udvikling i 2017 har indtil videre været meget tilfredsstillende. Vi har fortsat med at eksekvere vores strategi for CV301, senest med indgåelsen af en samarbejdsaftale med Roche, og vi er i gang med forberedelserne til en række aktiviteter i den resterende del af året,« udtaler virksomhedens adm. direktør, Paul Chaplin.

I biotekbranchen er man voldsomt afhængig af sine produkter, og værdien af selskaberne er ofte bundet op på nogle forventninger til fremtiden frem for et her-og-nu-billede. Og ifølge Paul Chaplin bliver en del af de forventninger, som investorerne har haft til Bavarian Nordic, indfriet i løbet af i år.

»Der venter andre væsentlige nyheder i løbet af året, herunder proof of concept data for RSV, interimanalyse og endelige resultater for Prostvac (behandling af prostatakræft, red.) samt de sidste fase 3 resultater for flydende-frosset Imvamune (koppevaccine, red.). Således har vi en varieret og stærk pipeline og er forventningsfulde omkring de fremtidige udsigter,« udtaler han.

Mio. kr.1 kvt. 20171. kvt. 2016
Omsætning19823
Driftsresultat (EBIT)-3-153
Kapitalberedskab2.4481.365
Artiklens emner
Bavarian Nordic