Fortsæt til indhold

Vestas planlægger russisk investering på godt 100 mio. kr.

Investor
/ritzau/FINANS

Vestas planlægger at investere 1 mia. rubler, cirka 108 mio. kr., i opførelse af en vingefabrik i Rusland, efter at selskabet i juni kunne fortælle, at det var blevet udpeget som leverandør af op til 1000 megawatt i landet.

Det fremgår ifølge branchemediet Recharge News af en meddelelse fra den russiske vindmølleforening, RAWI, som også kan fortælle, at valget af fabrikkens placering er faldet på Ulyanovsk-regionen, og at den ventes at kunne sættes i drift medio 2019.

I juni blev Vestas udpeget som foretrukken leverandør af finske Fortum og sin russiske partner, Rusnano, af op til 1000 megawatt i landet, og allerede ved den lejlighed blev planerne om russisk produktion luftet.

Etablering af lokal produktion er da også af afgørende betydning, eftersom Rusland har sat en høj minimumsgrænse på 65 pct. i 2019 i forhold til, hvor meget af et mølleprojekt, der skal være produceret lokalt.

- Med strikse krav til lokalproduktion i Rusland kan etableringen af lokalproduktion blive en markant konkurrencefordel i kampen om fremtidens projekter på det russiske marked, der først nu påbegynder bevægelsen mod at få mere vindenergi i elektricitetsmikset, sagde aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank i starten af juni til Ritzau Finans.

Artiklens emner
Vestas