Fortsæt til indhold

Matas nedjusterer forventningerne: Sælger mindre end forventet

Den danske butikskæde regner nu både med en lavere omsætning og et dårligere driftsresultat end først antaget.

Investor

Der bliver solgt mindre i Matas' butikker, end kæden har forventet.

Derfor har Matas valgt at nedjustere forventningerne til det forskudte regnskabsår 2017/2018, oplyste selskabet i en fondsbørsmeddelelse tirsdag aften kl. 19.15.

Tidligere forventede Matas en underliggende omsætningsvækst på mellem 1 og 3 pct. Det er nu justeret til et forventet omsætningsfald på mellem 0 og 2 pct.

Samtidig ventes driftsresultatet før nedskrivninger på goodwill, Ebita, nu at lande mellem 440 og 470 mio. kr. Det skal sammenlignes med en tidligere prognose om et resultat på et højere niveau end sidste år, hvor Matas tjente 551 mio. kr.

Matas skriver i fondsbørsmeddelelsen, at nedjusteringen ikke får indflydelse på det udbytte, selskabet har tænkt sig at udbetale til sine aktionærer for indeværende regnskabsår.

Udbyttebetalingen forventes at ligge på 6,3 kr. aktien, nøjagtigt som i de foregående to regnskabsår.

Nedjusteringen fra Matas kommer på bagkant af, at selskabet i august fremviste et kvartalsregnskab med faldende top- og bundlinje.

Den 1. november får Matas ny topchef, når Gregers Wedell-Wedellsborg overtager posten fra Terje List, der har siddet som administrerende direktør i Matas i 17 år.

Artiklens emner
Matas