Tech
0

Apples nye iPhone låser op, når den genkender dit ansigt - også i mørke

Trådløs opladning, bedre kamera, hurtigere processer og bedre lyd er blandt opgraderingerne i Apples nye iPhones.

Inden for i Steve Jobs Theater. oto: Marcio Jose Sanchez/AP

Tirsdag aften dansk tid præsenterede Apple sine nye iPhone-modeller i det nyåbnede Steve Jobs Theater i Californien.

Den sidste nyhed på podiet var også den, de fleste havde ventet mest på. Her præsenterede Apple sin 10 års jubilæumsmodel, iPhone X.

Den nye iPhone rammer butikkerne den 3. november med et prisskilt med tre nitaller på - 999 dollars. Eller hvad der svarer til 6.200 kr.

Den er vand- og støvtæt og kommer med en kant-til-kant OLED-skærm. "Hjem"-knappen er væk, skærmen fylder stort set alt, og i stedet skal man swipe nede fra og op for at komme tilbage til hjemmeskærmen.

For at låse den op, skal man bare kigge på den, så genkender den ens ansigt. Apple kalder det "Face ID", der scanner ansigtet med et infrarødt kamera. Den lærer dit ansigt at kende - selv om du bliver klippet eller skifter til briller.

Face ID kan desuden bruges som ID til at betale med Apples betalingssytem, Apple Pay.

Samtidig skulle det være endnu mere sikkert end det gamle system, Touch ID.

»Hvis du har en ond tvilling, kan du tilføje et kodeord,« sagde Apples senior vice president, Phil Schiller, på scenen.

I iPhone X nøjes man ikke med emojis, men nu har man også fået såkaldte animojis. Animerede emojis, hvor man bl.a. kan lave animerede ansigter med sine egne ansigtsudtryk og eksempelvis sende det med Snapchat.

Kameraet er 12 megapixel og har fået en opgraderet blitz-funktion, der skulle se mere naturlig ud end tidligere.

En af de mere opsigtsvækkende nye funktioner er, at man kan oplade sin iPhone X trådløst. Det sker ved hjælp af en Qi-oplader. I fremtiden spår Apple, at opladerne vil være til stede på restauranter, lufthavne og i biler, så man altid kan oplade sin smartphone, uden at have sin egen oplader med sig.

I den forbindelse har Apple også udviklet en ny oplader - AirPower - hvor man blot lægger sin smartphone, sit Apple Watch eller andet udstyr på - uden ledninger.

Batterilevetiden er to timer længere end på iPhone 7.

Inden fremvisningen af iPhone X havde Apple allerede præsenteret den nye iPhone 8.

I USA bliver prisen for 64 gigabyte-modellen 649 dollars. Det svarer til 4.000 kr. Imens kommer Plus-modellen til at koste 800 dollars.

Den nye model har fået en ny chip (processor) med navnet A11, som er væsentligt hurtigere end sin forgænger. Smartphonen er - ligesom iPhone X - opgraderet med et 12 megapixel kamera, som med en nye "portræt-lys"-funktion tager skarpere billeder end tidligere.

Samtidig optager den video i 4K-kvalitet, og nye funktioner skal gøre den optimal til at følge med bølgen af virtual reality. iPhone 8 understøtter ligeledes trådløs opladning.

Apple åbnede dørene til Steve Jobs Theater kl. 19 dansk tid. Der var formentlig godt med gåsehud og hjertebanken i salen, da den afdøde stifter, Steve Jobs, kortvarigt blev vakt til live. Mens mørket omfavnede de 1.000 fyldte sæder, kunne man høre Steve Jobs’ melankolske stemme:

»What keeps Apple Apple, is that we keep us us«.

Herefter gik hans efterfølger, Tim Cook, på scenen med en hyldest til Steve Jobs.

»Der går ikke en dag, hvor vi ikke tænker på ham. Hans ånd vil altid være Apples DNA. I dag, og for altid, ærer vi ham,« sagde Tim Cook, inden han og kollegaerne gik videre til præsentationen af en række produkter.

Udover de tre nye iPhone-modeller præsenterede Apple også nye modeller af Apple Watch og Apple TV.

BRANCHENYT
Læs også