Storfusion sikrer fagbevægelsen milliarder: Nykredits topchef, Michael Rasmussen, ligner den største taber

Der bliver vendt op og ned på magtbalancen i den danske banksektor med mandagens nyhed om, at Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank vil fusionere og skabe en storbank under navnet AL Sydbank.

Fusionsbanken får styrken til at tage kampen op med de fire store: Danske Bank, Nordea, Nykredit og Jyske Bank.

Det er i sig selv interessant. Lige så interessant er det, at Arbejdernes Landsbank og Sydbank har valgt hinanden som fusionspartner.

De seneste år har det nærmest været en etableret sandhed i finanssektoren, at Nykredit ville opsluge arbejderbanken. Spørgsmålet var ikke, om det ville ske, men hvornår. Samtidig lød vurderingen fra flere sider, at Sydbank også stod meget højt oppe på Nykredits liste over opkøbskandidater.

Den liste toppede Spar Nord, som Nykredit opslugte i år. Det har sat gang i mange tanker og strategisnakke rundtomkring i bankernes bestyrelser og direktionslokaler. Flere direktører gav uden for citat udtryk for stor utilfredshed med, at deres væsentligste samarbejdspartner – Nykredit – gjorde sig til en langt større konkurrent på bankmarkedet.

Men bankerne har det problem, at de er dybt afhængige af Nykredit, som blandt andet via datterselskabet Totalkredit producerer de realkreditlån, som bankerne formidler til deres kunder – og som er en af deres vigtigste indtjeningskilder.

Arbejdernes Landsbank ejer 73 pct. af Vestjysk Bank, og ved at de to nu slår sig sammen med Sydbank, opbygger de et langt stærkere værn mod at blive overtaget af Nykredit.

Det lyder som et defensivt træk, men det er det ikke udelukkende. Den annoncerede fusion er også offensiv, og den skabes af tre banker, som umiddelbart passer godt sammen, og som i fællesskab både kan skabe en stærkere privatkunde- og erhvervskundebank og sikre en høj indtjening til ejerne.

Der forventes årlige synergier for 1,2 mia. kr. som følge af fusionen. Den største ledelsesopgave ser ud til at blive at få de ret forskellige kulturer i bankerne til at passe sammen og arbejde i samme retning.

Derfor ligner Nykredits topchef, Michael Rasmussen, den største taber oven på fusionsnyheden. Han er i gang med at integrere Spar Nord i Nykredit, og branchekilder vurderer, at han som sit næste træk havde planlagt at gøre det samme med arbejderbanken, hvorefter det måske ville være tid for topchefen, der fylder 61 år i november, til at lade sig pensionere.

Men han nåede ikke at opsluge arbejderbanken, inden den fandt sammen med en anden ven, som kunne agere bolværk mod ham.

»Med Nykredit kommer vi til at drukne,« gav bestyrelsesformand Claus Jensen fra arbejderbanken som begrundelse for ikke at se den vej i et interview med Finans. Det er sjældent set klar tale i den velpolerede finanssektor.

Sydbank ligner den største vinder oven på mandagens fusionsnyhed. Det bliver den fortsættende bank, og bankens nøglepersoner fortsætter som nøglepersoner i fusionsbanken med adm. direktør Mark Luscombe som topchefen.

Men fagbevægelsen, som ejer Arbejdernes Landsbank, ligner også en vinder.

Den har i årevis ejet en bank med ondt i indtjeningen, men veksler nu det ejerskab til en aktiepost på 39 pct. i den fusionerede AL Sydbank.

Arbejderbanken jagtede vækst, og det skulle den bruge kapital til. Det er sandsynligt, at den nye storbank ikke i samme grad skal bruge kapital til vækst, og at den i stedet kan sende en stor del af de årlige overskud tilbage til aktionærerne i form af udbytter.

Hvis AL Sydbank sender 2,6 mia. kr. tilbage som udbytter, er der 1 mia. kr. til fagbevægelsen.

Sidste år tjente de tre banker bag fusionen ca. 4,6 mia. kr. efter skat. Det er sandsynligt, at indtjeningen falder fremover, fordi renteniveauet er under pres. Det er også uoplyst, hvor stor en andel af de årlige overskud som skal udloddes.

Men det er ikke usandsynligt, at fagbevægelsen snart kan få en betydelig årlig økonomisk indsprøjtning fra sit bankejerskab. Meget vel i – eller tæt på – milliardklassen.

Mandagens fusionsnyhed giver svar på mange spørgsmål. Men et af de væsentlige er fortsat ubesvaret. Nemlig hvilken it-leverandør, som på banksprog kaldes for datacentral, som fusionsbanken vælger.

Det lyder måske kedeligt, men det kan få enormt stor betydning for magtbalancen i banksektoren.

Sydbank benytter Bankdata, som blandt andet Jyske Bank og Ringkjøbing Landbobank også er tilkoblet. Det virker logisk, at det bliver AL Sydbanks fremtidige datacentral.

Dels fordi Sydbank er den fortsættende bank i fusionen. Det er i sig selv en kæmpe opgave at flytte overtagne banker over på en ny it-platform. Hvis den fortsættende bank i det forløb samtidig selv skal skifte datacentral, bliver opgaven endnu større – og mere risikobetonet.

Men også fordi bankerne – selvom de ikke siger det højt – har et ønske om at gøre sig mindre afhængige af Nykredit. De bryder sig ikke om, at den både er en stor konkurrent, en livsvigtig produktleverandør og har vist sig at være sulten på opkøb.

Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank er i dag på datacentralen BEC – ligesom Nykredit. Hvis fusionsbanken fravælger den, efterlader det Nykredit med en it-udfordring.

Nykredit er den klart største aktør på – og bidragsyder til – BEC. Arbejderbanken er næststørst. Hvis den forsvinder, vil Danske Andelskassers Bank være den næststørste kunde på BEC. Det er en bank med 329 ansatte.

Så fusionsbanken kan stække Nykredit ved at vælge Bankdata. Det er ikke kun værdifuldt for AL Sydbank, men også for de øvrige Bankdata-medlemmer. Derfor sidder Mark Luscombe med ret gode kort på hånden, når han i den nærmeste fremtid skal forhandle sig frem til, hvor gode vilkår han kan få hos henholdsvis BEC og Bankdata.

Sådan er det, når man – i hvert fald for en stund – er vinderen i banksektoren.

Kristoffer Brahm er journalist på FINANS.