Beskatning af non-recourse lån

Landsskatteretten har i en ny kendelse fastslået, at en investor i et kommanditselskab skulle beskattes af en kursgevinst, når han blev frigjort fra gæld stiftet ved et såkaldt non-recourse lån i udenlandsk valuta.

Landsskatterettens afgørelse er i overensstemmelse med en landsretsdom fra 2016, som ændrede Landsskatterettens tidligere praksis på området. Retsstillingen kan dog endnu ikke anses for endeligt afklaret.

Et kommanditselskab er skattemæssigt transparent. Det betyder, at det ikke er selskabet, men derimod dets ejere, der beskattes af selskabets indtægter. Ejerne har også adgang til skattemæssige afskrivninger på selskabets aktiver og til at fradrage eventuelle underskud og tab i kommanditselskabet.

Opnår kommanditselskabet en gældseftergivelse, anses den for at komme selskabsdeltagerne til gode, hvorfor de risikerer at blive beskattet af en kursgevinst på gælden eller at få begrænset eventuelle skattemæssige underskud. En nedsættelse af hæftelsen kan også medføre efterbeskatning af tidligere foretagne fradrag og afskrivninger.

K/S-projekter med investering i udenlandske ejendomme er ofte finansieret med lån optaget på non-recourse-vilkår. Det betyder, at kommanditselskabet ikke påtager sig et almindeligt gældsansvar, men kun hæfter med værdien af den belånte ejendom. Hvis lånet misligholdes, kan långiver dermed kun holde sig til ejendommen, men ikke i øvrigt gøre krav gældende mod selskabet eller dets ejere.

I disse situationer har det før været antaget, at en nedsættelse af gælden til ejendommens værdi ikke medførte en skattepligtig gevinst på gæld. Når investorerne ikke hæfter personligt over for långiveren, bliver de heller ikke frigjort for nogen personlig gældsforpligtelse. Denne praksis har dog kollideret med, at investorer i kommanditselskaber kan medregne non-recourse lån i fradragskontoen og også har fradrag for renteudgifter på de fulde lån, hvilket forudsætter et personligt gældsansvar.

Den nye afgørelse fra Landsskatteretten handlede om et K/S, som havde købt en ejendom i England for ca. 40 mio. kr., og som i forbindelse med købet af ejendommen havde optaget et lån på non-recourse vilkår. Ejendommen blev siden solgt på tvangsauktion for ca. 5 mio. kr. Långiveren led derfor et tab, mens kommanditselskabet som følge af non-recourse-vilkåret blev frigjort for den del af gælden, der lå ud over ejendommens værdi.

Ifølge kursgevinstloven skal gevinst ved eftergivelse af gæld beskattes i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor. Heri ligger, at en gældseftergivelse kun er skattepligtig, hvis gælden nedsættes til et beløb, der er mindre end det, som kreditor kunne have opnået ved tvangsinddrivelse mv. På grund af non-recourse-vilkåret svarede fordringens værdi for banken kun til ejendommens værdi. Da non-recourse-vilkåret havde været aftalt fra start, fandt Landsskatteretten dog, at der slet ikke var tale om en eftergivelse af gæld.

Beskatningen skulle derfor vurderes efter en anden bestemmelse i loven, hvorefter gevinst i fremmed valuta altid medregnes til den skattepligtige indkomst.

Landsskatteretten anførte desuden, at den hæftelsesbegrænsning, der fulgte af non-recoursevilkåret, ikke i sig selv udelukkede, at der kunne realiseres en skattepligtig kursgevinst, når der bestod en reel forpligtelse til at tilbagebetale lånet. Denne betingelse var opfyldt, når skatteyderen havde foretaget fradrag for renteudgifter på det fulde lånebeløb.

Uanset afgørelsen kan praksis på området endnu ikke anses for endeligt afklaret, da landsrettens dom fra 2016 er anket til Højesteret. Det er bl.a. et spørgsmål, om bestemmelsen om gevinst på gæld i fremmed valuta er i strid med EU-retten, da bestemmelsen diskriminerer lån i udenlandsk valuta og dermed udenlandske långivere.

Advokat Peter Nordentoft, Bech-Bruun, skriver hver uge på Finans om aktuelle skattespørgsmål af

betydning for erhvervsejendomsmarkedet.