Briefing
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Tag kontrol over dit boliglån

Boliglånet kan blive unødvendigt dyrt, hvis man ikke løbende overvejer, hvilke skruer der kan strammes.

For at forstå sit boliglån og hvornår man skal foretage sig noget, er det nødvendigt at sætte sig ind i et par fagbegreber. Foto: Arkivfoto

For at forstå sit boliglån og hvornår man skal foretage sig noget, er det nødvendigt at sætte sig ind i et par fagbegreber.

77 procent af boligejerne, der har optaget eller omlagt et lån inden for de seneste tre år, mener selv, at de har styr på, hvad bidragssats er. Kun godt halvdelen kender dog deres egen bidragssats.

Det viser en undersøgelse fra Penge- og Pensionspanelet blandt boligejere mellem 18 og 74, som inden for det seneste år har optaget eller omlagt et realkreditlån eller prioritetslån.

Fakta: Tjek op på boliglånet
  • Tænk over, hvad der skal ske, når afdragsfriheden udløber.
  • Bruger du afdragsfriheden til at betale af på dyrere lån eller investere, er den godt givet ud og skal muligvis forlænges.
  • Få tilbud på samme lån andre steder, og sammenlign ÅOP.
  • Bidragssatsen varierer mellem institutter, men også over tid.
  • Har man friværdi - inden for de 80 procent, man kan låne i realkreditinstituttet - og har andre lån, kan man omlægge til realkredit og udnytte den billige rente.
  • Få overblik på raadtilpenge.dk/da/Gode-raad/boliglaan.

- Det er afgørende at have viden om, hvornår man skal foretage sig noget, siger Louise Skjødsholm, specialkonsulent i finansielt forbrug hos Penge- og Pensionspanelet.

Udløber afdragsfriheden, er det vigtigt at vide, om der nu skal afdrages - og dermed gøres plads i budgettet - eller om det kan betale sig at forlænge afdragsfriheden.

Derudover er der få ting, man løbende bør holde øje med, siger Per Jessen, uvildig rådgiver hos F10 Finans.

- Realkreditinstitutternes lån er ganske identiske et langt stykke hen ad vejen. Et fastforrentet lån har den samme rente og kurs det ene eller det andet sted. Så det er egentlig bare bidragssatsen, man skal holde øje med i realkreditjunglen, siger Per Jessen.

Realkreditinstituttet fastsætter nemlig selv bidragssatsen. Derudover varierer den afhængigt af lånet: Jo mindre del af boligen der er belånt, jo lavere bidragssats kan man få.

Hvis man vil optimere den sidste øre, skal man spørge flere institutter om tilbud og sammenligne ÅOP (årlige omkostninger i procent, red.), råder Per Jessen. Men det bør overvejes grundigt, før man omlægger til et realkreditlån med lavere bidragssats.

- Bidragssats og ÅOP er de vigtigste begreber på den lange bane. På den korte bane betyder stiftelsesgebyret også noget. For det er jo fint nok at spare 600 kroner om året i bidragssats, men hvis man har givet 20.000 for meget i stiftelsesgebyr, hjælper det ikke meget, forklarer Per Jessen.

Han råder til at få flere tilbud - og lade dem, man spørger, vide, at man får flere tilbud.

- Bidragssatserne kan ikke forhandles på private ejendomme, men man kan godt bruge det til at forhandle noget andet. Hvis bidragssatsen er meget høj et sted, man ellers godt kunne tænke sig at skifte til, kan man sige, at man i stedet vil have exceptionelt lave stiftelsesomkostninger, siger Per Jessen og fortsætter:

- Har man et andet lån - et boliglån eller billån - hos den bank, der samarbejder med realkreditinstituttet, kan man også forhandle om at få sat renten ned på sine øvrige lån.

/ritzau fokus/

BRANCHENYT
Læs også