Fortsæt til indhold

Kremls lejehær er kommet i defensiven efter blodigt syrisk ragnarok

Efter store tab i Syrien bliver Wagner, et privat militært kompagni med forbindelse til Kreml, hårdt kritiseret.

Ruslands præsident, præsident Vladimir Putin, ser tropper marchere, da han og Syriens præsident, Bashar Assad, besøger Khmeimim-luftbasen i Syrien. Arkivfoto: Mikhail Klimentyev/AP
Briefing

MOSKVA — Det er ikke usædvanligt for redningsvæsenet i Skt. Petersborg at samle en påvirket borger op, men den beruser, som en ambulance sidste sommer hentede i den nordlige udkant af millionbyen, var ikke noget typisk tilfælde.

I lommerne på manden, der havde fået så meget, at han var dejset om, fandt ambulancefolkene papirer, der viste, at han var en højt dekoreret oberst af reserven.

De fandt også mistænkeligt mange kontanter – 5 mio. rubler (ca. 550.000 kr.) og 5.000 dollars (ca. 30.000 kr.) – plus lister over våben, rekvisitioner på et større antal militærtelte, en flybillet til byen Krasnodar i det sydlige Rusland og et kort over Syrien.

Beruset oberst afslørede Wagner

Mens obersten ved navn Andrej Trosjev sov rusen ud, fandt politiet ud af, at han var næstkommanderende i et privat militært firma, ”Wagner”, der har kæmpet for russiske interesser i både Ukraine og Syrien, fremgår det af en historie fra Skt. Petersborg-mediet Fontanka.

Våbnene og teltene var indkøbt til brug for Wagner-gruppen, og billetten til Sydrusland skyldtes, at kompagniets base, hvor lejesoldater bliver gjort klar til indsats uden for Ruslands grænser, ligger ved Krasnodar.

Denne type aktivitet er strengt forbudt under russisk lov og straffes med fængsel, men obersten blev sluppet fri uden videre tiltale – for Andrej Trosjev og Wagner har meget magtfulde venner i både Petersborg og Moskva.

Første gang navnet Wagner dukkede op i forbindelse med operationer uden for Ruslands grænser, var i 2014, da soldater fra det private militære firma deltog i kamphandlinger i Østukraine.

Stor og sofistikeret operation

Kompagniet er opkaldt efter sin øverste chef, Dmitrij Utkin, en tidligere højtstående efterretningsofficer, der angiveligt sværmer for tysk militærhistorie og derfor har fået kaldenavn efter operakomponisten, som excellerede i germansk mytologi.

Der er tale om en stor og relativt sofistikeret militær operation, som drives fra basen Molkino i Krasnodar-regionen. Området huser også tropper fra den russiske militære efterretningstjeneste, kendt under forkortelsen GRU, hvor Dmitrij Utkin tidligere har tjent.

Russiske medier har udpeget byen Kedrovoye nord for Jekaterinburg som en af de byer, der har leveret frivillige til lejesoldathæren Wagner. Mindst syv soldater er rekrutteret fra denne by, melder russiske medier. Foto: AP/ Nataliya Vasilyeva

Ifølge en journalistisk undersøgelse fra det russiske netmedie Republic omfatter gruppen over 3.600 frivillige, og trods den åbenbare risiko forbundet med tjansen er der ingen mangel på vovehalse klar til at sætte livet på spil for mellem 80.000 og 240.000 rubler om måneden (ca. 10.000-30.000 kr.).

»I Molkino har man aldrig manglet frivillige: Det er ofte tidligere militærfolk og veteraner fra indenrigsministeriets styrker, som ikke har fundet beskæftigelse i det civile liv eller nu blot arbejder som vagtmænd,« skriver Republic.

Dyrt foretagende: 2 mia. kr. på to år

Udover Wagner har flere andre private kompagnier bemandet med russiske lejesoldater ligeledes kæmpet i Ukraine, Mellemøsten og Afrika.

Wagners folk er udrustet med moderne våben og under kampe i Syrien, hvor de har været indsat i flere omgange, har de disponeret over både artilleri og tanks.

Det er ikke helt billigt at drive en gruppe af denne art: Republic har regnet sig frem til, at det over en periode af godt og vel to år må have kostet i omegnen af 17 mia. rubler eller knap 2 mia. kr.

Pengene kanaliseres tilsyneladende gennem en gruppe af »private sponsorer«. En af dem er Jevgenij Prigozjin, en 56-årig restauratør fra Skt. Petersborg, der er en nær bekendt af Vladimir Putin og de senere år har sikret sig aftaler om leverancer af fødevarer til det russiske militær for over 7 mia. kr., ifølge erhvervsmediet RBK.

I hvilken grad Prigozjin er involveret i at kommandere rundt med både russiske ministre og lejesoldaterne i Syrien er blevet tydelig, efter Wagner tidligere på måneden løb ind i sin hidtil største øretæve.

Russiske og syriske soldater bevogter i fællesskab en kontrolpost i nærheden af Homs i Syrien i september sidste år. Men der er også andre russere i Syrien - blandt andet lejesoldatgruppen Wagner, som ifølge russiske medier led et blodigt tab i begyndelsen af februar. Foto: AP/Nataliya Vasilyeva

I et slag ved den syriske by Deir ez-Zor nær floden Eufrat, natten mellem den 7. og 8. februar, menes i omegnen af 100 russiske lejesoldater dræbt. Det skete under et timelangt slag med det amerikanske luftvåben ikke langt fra et olieraffinaderi, som Wagner-gruppen angiveligt forsøgte at besætte.

Forud for denne konfrontation opsnappede amerikanske efterretningskilder, ifølge en historie i Washington Post, omfattende kommunikation mellem Prigozjin, der ikke har nogen kendt militær erfaring, men til gengæld har siddet næsten 10 år i fængsel for røveri, og flere russiske topfolk – inklusive mindst en minister og Putins diskrete stabschef, Anton Vaino.

Alvorlige og blodige følger

Ifølge den amerikanske avis lovede Prigozjin at levere »en positiv overraskelse« til Assad – formentlig det omtalte raffinaderi – men i stedet blev hans tropper sat ud af spillet.

Episoden stiller et alvorligt spørgsmålstegn ved lejesoldaternes værdi som Kremls forlængede arm i brændpunkter, hvor man ikke har lyst til at tone rent flag, vurderer den uafhængige militæranalytiker Pavel Felgenhauer.

Han peger på, at gruppen kom håbløst til kort i kamp med teknologisk overlegne amerikanske stridskræfter.

»Følgerne af slaget den 7. februar kan vise sig at være meget alvorligere end dette taktiske nederlag ved en fjern flod i en fremmed ørken,« skriver Pavel Felgenhauer i Moskva-avisen Novaja Gazeta.

»Det undergraver moralen overalt i de væbnede styrker og sår tvivl om resultaterne af oprustningsprogrammet til trillioner (af rubler, red.) og styrkernes og stabenes generelle tilstand,« mener han.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Krigen i Syrien