Fortsæt til indhold

Briefing Morgen:

Målløs over skattevæsenets ejendomsvurderinger til erhvervslivet: »Det er jo indlysende forkert«

Briefing

GODMORGEN

Velkommen til torsdagens briefing fra Finans, hvor du kan læse om balladen med ejendomsvurderinger til erhvervslivet og om boligejere, der risikerer låneproblemer. God læselyst.

Foto: Stensdal Group

Målløs over skattevæsenets ejendomsvurderinger til erhvervslivet: »Det er jo indlysende forkert«
Direktør Søren Stensdal fra ejendomsfirmaet Stensdal Group er bekymret for retssikkerheden i de nye ejendomsvurderinger. Grunden på hans nye ejendom i Lyngby er ifølge skattevæsenet 85 mio. kr. værd, hvilket er dobbelt så meget som købsprisen på 41 mio. kr. for både grunden og bygningen.

Mange boligejere risikerer låneproblemer, og det bekymrer Realkredit Danmark
Risikoen for oversvømmelser kan få store konsekvenser for mange boligejere. Temaet kommer til at fylde i de kommende år, fastslår Christian Hilligsøe Heinig, der er cheføkonom i Realkredit Danmark. »Vi bliver ofte spurgt, hvorvidt vi vil give lån til boliger, der er i fare for at blive oversvømmet eller er særligt eksponeret over for klimaforandringer. Det korte svar er ”ja”, men der er flere nuancer, og det er et område, der hele tiden er i bevægelse,« siger han.

Rivaler går i clinch med Kammeradvokaten
En analyse, bestilt af Danske Advokater, viser, at advokatfirmaet Poul Schmith tjener cirka lige så meget i det kommercielle marked som i kammeradvokataftalen, og samlet runder det mindst 1,2 mia. kr. Reelt er det formentlig landets største advokatfirma og er dermed blevet så stort, at det ligner den monopollignende position, som kritikerne længe har advaret om.

Industri i afmatning: Danfoss-partnerskab skal skubbe til salget
Industrigiganten Danfoss er i færd med at rulle en »opdatering af det organisatoriske setup« ud. Et af koncernens store forretningsområder har netop indledt samarbejde med en tysk koncern. Samarbejdet er et led i, at der skal holdes fart i en langsigtet vækststrategi og offensiv i et svært marked.

Better Collective fyrer 300 ansatte
Med en nedjustering i slutningen af oktober stod det klart, at medie- og bettingselskabet Better Collective har haft det svært. I det nye regnskab for tredje kvartal blev der sat streg under en hård tid, da det fremgik, at selskabet har skåret forretningen til ved at fyre 300 medarbejdere. »Beslutningen om at strømline vores drift kommer på baggrund af 35 opkøb, da kompleksiteten som følge af en så hurtig ekspansion har gjort det vigtigt at finde effektivitetsgevinster og optimere vores struktur,« fortæller Jesper Søgaard, adm. direktør og medstifter af Bette Collective i regnskabet.

Internationalt

Nu stiger inflationen igen i USA
For første gang siden marts steg inflationen i USA i oktober, viser dugfriske tal fra Bureau of Labor Statistics. Helt konkret lød inflationen i USA på 2,6 pct. i oktober sammenlignet med samme måned sidste år. »Amerikanerne har svært ved at få inflationen det sidste stykke i mål,« konstaterer Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.

Trump tager hele brættet
Så blev det endeligt bekræftet. Kommende og genvalgte præsident Donald Trump fejede al demokratisk modstand af bordet, da amerikanerne gik til valg tirsdag d. 5. november, skriver MSNBC. Nu står det fast at republikanerne udover præsidentposten også sikrede sig flertal i begge kamre - Senatet og Repræsentanternes Hus. Senest blev det bekræftet, at Sidstnævnte får republikansk flertal med 218 mod 208 demokrater.

Portræt

Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

Ølkusken, der endte helt i toppen som magtfuld bankdirektør
Koncernchef Michael Rasmussen fylder 60 år og kan se tilbage på mere end et årti i Nykredit, hvor han står bag en af de mest bemærkelsesværdige turnarounds i finanssektoren. Realkreditkæmpen er endda blevet så succesfuld under koncernchefen, at det bekymrer konkurrencemyndighederne.

Debat

Generation Z udfordrer lederskabet – og det er en gave til fremtidens forretning
»De unge kræver ægthed og mening, men det handler ikke kun om værdier. Generation Z viser os, hvordan autenticitet og engagement kan styrke bundlinjen, hvis vi er villige til at lytte,« lyder det fra Ann Forup Helmich, CEO, Forup Helmich & Associates, i denne klumme.

Børs

Det sker i dag

  • Erhverv: ALK, BioPorto, Hvidbjerg Bank, NKT Holding, NTR Holding, Mt Højgaard Holding og Aquaporin kommer med regnskaber for 3. kvartal.
  • Udenlandsk Erhverv: Burberry og Walt Disney kommer med halvårsregnskab.
  • Udenlandsk økonomi: USA kommer med ledighedstal, producentpriser og tal for olielagre. Eurozonen kommer med tal for BNP-vækst i 3. kvartal, og Spanien kommer med forbrugerpriser.
  • Udland: Den konservative aktionskomité CPAC mødes på Donald Trumps Mar-a-Lago.

PS...

Advokathus fyrer medarbejdere og partner efter TV 2-dokumentar
Horten fyrer og fritstiller tre medarbejdere og en partner. En direkte konsekvens af »usikkerhed« på bagkant af TV 2’s dokumentar ”Den sorte svane”. »Det er en vidtrækkende og svær beslutning. Selv om vi er overbeviste om, at vores tiltag vil have den ønskede fremadrettede virkning, må vi konstatere, at fortidens skygger stadig hænger over afdelingen med det set-up, den har haft frem til i dag,« fortæller direktør Anders Bager Jensen.