Fortsæt til indhold

Briefing Morgen

Sjælden priskrig: Nu sænker Nordea prisen på realkreditlån

Briefing

GODMORGEN

Den er god nok. Det er fredag. Og en velfortjent weekend venter lige om lidt. Men før vi begiver os ind i den, så sørg for at blive opdateret her i dagens briefing, så du kan flashe din viden om erhvervslivets vigtigste emner til weekendens sociale arrangementer.

Herover er Ulrik Johannessen. Han er privatkundedirektør i Nordea i Danmark. Han vil gerne stå stærkere i konkurrencen om boligkunderne. Foto: Arkiv.

Nordea sænker prisen på realkreditlån
Så er der priskrig i den danske banksektor. For første gang nogensinde gør Nordea det nu billigere at optage et realkreditlån. Mens Danske Bank for snart en måned siden nøjedes med at fjerne gebyret på afdragsfrihed på udvalgte realkreditlån, sænker Nordeas realkreditinstitut nu gebyret på samtlige realkreditlån.

Nedjusteringsbølgen har ramt Danmark
Både Coloplast og GN Store Nord har inden for et døgn nedjusteret forventningerne til året, og flere vil ifølge analytikere gøre det samme. »Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har været i en situation, hvor nedjusteringerne var i overtal,« siger en analytiker til Finans. De af jer, der har en god hukommelse, vil erindre, at vores egen Søren Linding anbefalede netop den strategi for nogle uger siden. Men han sætter gerne pladen på igen i dag med et par supplerende kloge ord: »Gør det ordentligt og få rustet maskinen til endnu dårligere tider.«

Virksomhederne holdt sig væk: Nu er regeringen klar med milliardstøtte
Det var ikke mange interesserede virksomheder, der slog til, da tre planlagte danske havvindparker blev sat til salg for et år siden. Faktisk var der lige præcis ingen. Nu vil regeringen gøre det mere interessant at byde ind på opgaven. Det skriver flere medier, der har set regeringens udspil for et kommende genudbud. (Energiwatch, TV2, Børsen)

Finanstilsynet vil undersøge priserne i forsikringsselskaber
Finanstilsynet indskærper nu over for forsikringsselskaberne, at de skal undgå urimelig prissætning over for private kunder. Det sker som en reaktion på Konkurrencerådets rapport om sektoren.

Randers var ikke ansvarlig for jordskred
En advokatundersøgelse om Randers Kommunes tilsyn i sagen om Nordic Waste viser, at kommunen ikke har begået fejl eller forsømmelser ud fra en retlig vurdering. Der er dog sket fejl i kommunens sagsbehandling. (Ritzau)

Internationalt

Kan euroen udfordre dollaren?
Frygten for recession stiger i USA, og det giver næring til den europæiske fælles mønt. Hvis Europa skal få glæde af det momentum, bør kontinentet dog gøre sig selv mere attraktivt for investorerne, fremhæver analytikere.

Apple skuffer med sit regnskab...
Tech-giganten Apple har i årets første kvartal solgt flere iPhones, end analytikere havde ventet. Alligevel faldt aktien med 2,6 pct. i eftermarkedet.

...og det samme gør Amazon
Den amerikanske e-handelsgigant Amazon præsenterede torsdag aften sine regnskabstal for årets andet kvartal. Her løftede selskabet sløret for, at det forventer at få et mindre driftsoverskud i årets andet kvartal, end analytikerne på Wall Street havde sat næsen op efter. Aktien tog sig et dyk i eftermarkedet.

Podcast

Lyt til Bundlinjen: Vrede, frustration og Trump-frygt

Donald Trumps første måneder som verdens mægtigste mand har lagt sig som en stor tung dyne af dårlig stemning over de danske kontorlandskaber. Flere ledere forklarer nemlig nu, at de ser det afspejlet som decideret dårlig stemning og psykologisk utryghed hos deres medarbejdere.

Spørgsmålet er, hvad man som leder gør, når ens ansatte er ramt af Trump-depression.

Lyt med her.

I studiet:

  • Mads Skovlund Pedersen, landechef i Nordea Danmark.
  • Suanne Juhl, bestyrelsesformand i bl.a. Aarhus Havn, Hofor og TDC Holding.
  • Søren Linding, erhvervskommentator på Finans.
  • Vært: Rasmus Bendtsen, nyhedsredaktør på Finans.

Debat

Diversitet handler om de fleste af os, ikke de få
Alle har en baggrund med i kufferten, som har stor betydning for, hvordan man bliver mødt af omverdenen. Og alle er på et tidspunkt i vores liv den, der står udenfor. Rasmus Brygger har samlet nogle eksempler, som du måske ikke har tænkt på.

Børs

De amerikanske aktier havde overordnet set endnu en dag med stigninger i kølvandet på onsdagens stærke kvartalsregnskaber fra Microsoft og Meta. Begge aktier vandt frem i markedet torsdag, hvor også Nvidia blev trukket med op, da de to teknologiregnskaber vidnede om fortsatte investeringer i AI-udbygningen. Læs hele lukkeberetningen her.

Det sker i dag

  • Erhverv: Danske Bank og Schouw & Co. kommer med regnskaber for 1. kvartal.
  • Udenlandsk erhverv: ING, Royal Dutch, Exxon Mobil og Standard Chartered kommer med regnskaber for 1. kvartal.
  • Økonomi: Danmarks Statistik udgiver indkomststatistik for 2024. Mybanker udgiver rentestatistik for april.
  • Udenlandsk økonomi: USA kommer med ”kongetallet” for jobskabelsen uden for landbruget og tal for arbejdsløshed, lønstigninger i april samt tal for fabriksordrer og ordreindgang af varige goder i marts. Japan kommer med tal for arbejdsløshed i marts. Tyskland og eurozonen kommer med PMI-tal for industrien. Eurozonen kommer desuden med inflationstal for april og arbejdsløshedstal for marts.
  • Udland: I dag frafalder toldundtagelsen på mindre pakker fra Kina til USA.

PS...

Tivoli-bøf er absolut kandidat til et sidste måltid
Tivoli er lidt af et smertensbarn som gastronomisk destination, men nu er der liv. For Tivoli har fået en restaurant i den bedre middelklasse, der også er entréen værd. »Her vil jeg spise, mens de andre kører i rutsjebane,« skriver vores anmelder.