Fortsæt til indhold

Briefing Morgen:

Aktionærer leverer ny markant kritik af Ørsteds risikostyring efter stop for milliardprojekt i USA

Briefing

GODMORGEN

Så blev det fredag, og inden weekenden for alvor melder sig, er der rigeligt at holde øje med i erhvervslivet.

Ørsted er fortsat i kraftig modvind i USA, hvor investorer nu langer voldsomt ud efter selskabets manglende risikostyring.

Samtidig peger en ekspert (med en fortid i FDA) på, at Novo Nordisk må se sig slået af de billige Wegovy-kopier, som bliver næsten umulige at stoppe og allerede har kostet dyrt.

De to historier – og meget andet – kan du dykke ned i i dagens Briefing Morgen fra Finans.

God fornøjelse!

Foto: Adobe

Illustration: Anders Thykier

Aktionærer i markant kritik af Ørsteds risikostyring efter stop for milliardprojekt i USA
Det vælter ned med dårlige nyheder om Ørsteds projekter i USA. Forløbet viser, at det statsejede selskab har været for dårligt til at risikostyre sin amerikanske forretning, lyder kritikken nu fra investorer. »Der har været en elendig risikostyring i Ørsted«.

USA-eksperter: Ingen har interesse i at hjælpe Novo Nordisk i kampen mod ”ulovlige” kopier
Novo Nordisk bliver presset på det amerikanske marked af efterligninger, men ingen andre end Novo har en interesse i at fjerne dem, siger eksperter. Katten er ude af sækken, og den kravler ikke ind igen.

Tidligere Lego-topchef om første formandsrolle: »Jeg var alt for dominerende og alt for meget til stede«
Jørgen Vig Knudstorp har efter rollen som topchef i Lego indtaget forskellige bestyrelser. Det har budt på smertefulde erkendelser, forklarer han i et usædvanligt ærligt oplæg.

Regeringen forventer et voldsomt dyk i inflationen
Danskerne får flere penge mellem hænderne i den kommende tid, hvor inflationen tager et voldsomt dyk, viser tal fra Økonomisk Redegørelse ifølge Børsen.

EU’s banktilsyn advarer: Digitalisering kan øge risikoen for hvidvask
Risikoen for hvidvask stiger kraftigt, lyder det i en advarsel fra EBA, EU’s banktilsyn. Og risikoen kommer fra nye områder. I en ny rapport advares der om, at bl.a. apps brugt af kunderne øger risikoen for hvidvask.

Internationalt

Dell løfter forventningerne til 2025 efter stigende salg af AI-servere
Den samlede omsætning ventes nu at lande på 105-109 mia. dollars, og AI-servere ventes at bidrage med omkring 20 mia. dollars – en markant stigning fra tidligere 15 mia. dollars. Til gengæld er Dells forventninger til indtjeningen i det igangværende tredje kvartal i den lave ende i forhold til analytikernes konsensus.

E3-lande vil genindføre sanktioner mod Iran
Tyskland, Frankrig og Storbritannien aktiverer den såkaldte snapback-mekanisme, som automatisk udløser sanktioner, hvis Iran ikke indgår en ny atomaftale inden 30 dage, skriver BBC.

Podcast

Mike Doustdar kaster med håndgranater i Novo Nordisk. Nu venter alle på eksplosionen
Han har kun siddet i chefstolen i Novo Nordisk i få uger, men den nye topchef Mike Doustdar har allerede skabt uro på de indre linjer i den danske medicinalgigant. Internt blandt Novo-medarbejderne syder det med rygter om en kommende fyringsrunde, og samtidig lægger Mike Doustdar op til at indføre en ny konkurrencekultur i Novo Nordisk. Lyt med på endnu en spændende udgave af Bundlinjen på Finans.

Debat

AI er en ledelsesopgave – ikke et eksperiment
Mens mange danskere i juli har brugt AI til at planlægge ferier, oplevelser og finde de bedste is på vej til sommerhuset, blev AI-scenen globalt præget af langt større ryk: En dansk kvantecomputer, GPT-5-rygter og EU’s AI-forordning, der nu er trådt i kraft. Teknologien rykker frem – og det samme gør brugerne. Ledere, der ikke tager ejerskab over AI, overlader udviklingen til eksperimenter uden strategi, skriver Mette Kaagaard, adm. direktør, Microsoft Danmark og Island, i dette debatindlæg.

Børs

Forsigtig optimisme på markederne – Wall Street i rekord, C25 vendt rundt
Efter en stille åbning torsdag endte Wall Street i forsigtig fremgang, hvor S&P 500 lukkede 0,3 pct. højere og dermed satte rekord for anden dag i træk. Investorerne holdt sig dog i ro forud for fredagens inflationsdata fra den amerikanske centralbanks foretrukne mål, PCE Core. I København brød C25 en tre dage lang nedtur og sluttede 0,6 pct. højere i 1685,89. Ørsted og Zealand Pharma lå i spidsen for stigningerne.

Det sker i dag

  • Erhverv: Atlantic Petroleum og Investea German High kommer med regnskab.
  • Udenlandsk erhverv: Cambell’s kommer med årsregnskab.
  • Økonomi: Danmarks Statistik kommer med tal på arbejdsløsheden i juli 2025.
  • Udenlandsk økonomi: Frankrig og Tyskland kommer med det første estimat for inflationen i august. Japan kommer med tal for arbejdsløshed, detailsalg og foreløbig industriproduktion i juli. Japan kommer også med Tokyo forbrugerpriser i august. Frankrig, Spanien, Italien og Tyskland kommer med de foreløbige forbrugerpriser for august. Tyskland kommer også med tal for arbejdsløshed i august.
  • Erhverv: Women’s Board Award 2025 uddeles i dag hos Dansk Industri.
  • Politik: Miljø- og Fødevareudvalget har minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) i åbent samråd om fortsat minkavl i Danmark.
  • Udland: Indiens premierminister Narendra Modi besøger Japan, og der afholdes et uformelt ministermøde for EU’s forsvarsministre.

PS...

FCK klar til Champions League
FC København har spillet sig i Champions League. Med en komfortabel 2-0-sejr over schweiziske FC Basel onsdag aften, og 1-1 fra det første opgør på udebane, er københavnerne nu klar til den største europæiske klubturnering, skriver DR.