Briefing Morgen:
Detailkæmper kræver svar fra GLS efter Finans' afsløringer.
Godmorgen
Flere store detailkæder kræver nu svar fra GLS om brugen af underleverandører med tråde til skattefusk og fiktive fakturaer. Det sker, efter at Finans har afsløret forbindelser til sager om bl.a. hvidvask og uforsvarlig forretningsførelse.
Det er en af de historier, vi ser nærmere på denne onsdag, men der er også meget andet på menuen. Her har du dagens første overblik.
God læselyst!
Foto: Thomas Lekfeldt
»Jeg er rystet«: Detailkæmper kræver svar fra GLS efter afsløringer
Flere af Danmarks store detailkæder kræver nu svar og handling fra GLS, efter at Finans har afsløret forbindelser mellem selskabets underleverandører og sager om skattefusk, hvidvask og fiktive fakturaer. Flere GLS-partnere efterlyser samtidig et politisk indgreb over for branchen.
Før var investorerne bekymrede for en boble: Nu er de bange for, at AI får for stor succes
Frygten for en AI-boble har længe luret i aktiemarkedet. I starten af året materialiserede den sig, da investorerne smed de rødglødende techaktier ud i kulden og i stedet tog alt det ind, som ikke rimede på AI.
Rockwool går benhårdt efter at vokse på det amerikanske marked
Jes Munk Hansen, topchef i Rockwool, fortæller om, hvordan man i USA har skruet op for antallet af sælgere, for gennemslagskraften på sociale medier og for samarbejdet med de store byggemarkedskæder. Nu skal amerikansk fremgang løfte koncernen.
Så store er VLAK’s foreslåede skattelettelser
En lang række afgifter skal minimeres, mellemskatten skal skrottes og selskabsskatten sænkes. Sådan lyder det i et nyt udspil fra Venstre, LA og Konservative.
Ny Matas-chef om svenske vanskeligheder: Vi skal være mere relevante
Matas Group leverer rekordomsætning og vækst i Danmark, men den nye topchef, Mette Uglebjerg, overtager samtidig en opgave med at få tempo i den nordiske ekspansion af salget af skønhedspleje i Sverige, Finland og Norge.
Nvidia har sat barren højt – nu kommer sandhedens øjeblik
Mens analytiker Per Hansen forventer, at pengene vælter ind hos Nvidia i dagens regnskab, noterer han sig også en ny situation på aktiemarkedet, som chipmastodonten skal forholde sig til.
Internationalt
Foreløbig handelsaftale på plads mellem EU og USA
EU er blevet enige om en foreløbig aftale om at implementere handelsaftalen med USA, oplyser den konservative EPP-gruppe i EU-Parlamentet. Aftalen skal blandt andet fjerne told på import af amerikanske varer, skriver Reuters og AFP.
Elon Musk taber sin store sag mod OpenAI – men hvad gik det ud på?
Efter tre ugers kamp led Elon Musk nederlag i sin erstatningssag mod OpenAI, hvor han krævede 962 mia. kr. i erstatning. Baggrunden for balladen er lang og mudret, og sagen bragte det beskidte vasketøj frem i lyset.
Trump truer igen Iran med nye angreb
USA kan blive nødt til at angribe Iran igen, siger Donald Trump tirsdag ifølge Reuters. Mandag satte Trump ellers planlagte angreb på pause efter et nyt iransk forslag til en fredsaftale.
Trump sikrer sig varig beskyttelse mod skattesager
Den amerikanske regering har indgået et forlig, der permanent afskærer myndighederne fra at undersøge Donald Trumps skatteforhold. Det fremgår af et dokument offentliggjort af justitsministeriet tirsdag som led i et søgsmål mod skattevæsenet IRS og finansministeriet. Aftalen gælder også Trumps sønner og Trump-organisationen, skriver AP.
Kommentar
Sådan kan robotter flytte produktion hjem til Danmark igen
De danser side om side med mennesker på scenen, de knokler i fabrikkerne, og de konkurrerer i maratonløb. Om 10 år bør vi ikke længere tale om ”Made in China” men om ”Made in Denmark – by Robots”, skriver Natasha Friis Saxberg, direktør for IT-Branchen, og uddyber i dette debatindlæg.
Børs
Amerikanske aktier faldt igen: Renter og Nvidia skaber uro
De amerikanske aktier faldt tirsdag for tredje handelsdag i træk, presset af stigende markedsrenter og frygt for, at næste rentetræk fra den amerikanske centralbank kan blive en forhøjelse.
Særligt de højt prissatte techaktier var under pres, mens investorerne samtidig afventer onsdagens regnskab fra Nvidia.
S&P 500 og Dow Jones faldt begge 0,7 pct., mens Nasdaq tabte 0,8 pct.
Det sker i dag
- Finans: Lollands Bank og Møns Bank kommer med kvartalsregnskaber for årets første kvartal
- Tech: Nvidia kommer med kvartalsregnskab for årets første kvartal
- Økonomi: Danmarks Statistik udgiver nationalregnskab for første kvartal af 2026
- EU-Økonomi: Eurostat kommer med det endelige estimat for inflationen i eurozonen i april måned
- Erhverv: Dansk Industri holder erhvervstræf på Blotinggaard Gods på Fyn
- Klima: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet holder for femte år i træk Copenhagen Climate Ministerial, hvor ministre og beslutningstagere fra hele verden kommer til København.
PS...
Kvindelige musikere stormede ind på danske musikhitlister i 2025
Flere kvinder dominerer hitlisterne i dansk musik, og siden 2021 er kvindelige udgivelser mere end fordoblet. TV 2 har historien her om, at kvindelige musikere har gang i en større fremmarch i dansk musik.


