Fortsæt til indhold

Briefing Morgen:

Nye tal viser globalt magtskifte mellem Novo og Eli Lilly

Briefing

Godmorgen

Der er flere markante historier i dagens udgave af Briefing Morgen.

Mens Europa forsøger at frigøre sig fra afhængigheden af importeret gas og accelerere udbygningen af vedvarende energi, oplever danske vindprojekter at blive forsinket af nye krav fra Energinet, som ifølge branchen ikke matcher resten af Europa.

Og Novo Nordisk er ikke kun under pres på det altafgørende marked i USA. Den danske medicinalgigant har også mistet sin globale førertrøje til ærkerivalen, Eli Lilly, når det gælder markedet for diabetes- og vægttabsmedicin uden for USA.

Vi har også meget andet godt på hylderne. God fornøjelse og tak for at læse med!

Mike Doustdar, topchef i Novo Nordisk (tv) Foto: Thomas Lekfeldt. David Ricks, topchef i Eli Lilly (th). Foto: Antranik Tavitian/Reuters/Ritzau Scanpix.

Ærkerival buldrer frem: Analytiker afslører årsagen til Novos mistede forspring
Novo Nordisk presses nu på endnu en afgørende flanke. Nye tal viser, at den danske medicinalgigant har mistet sit historiske forspring og taber terræn til Eli Lilly på markedsandele uden for USA.

Erhvervslivet protesterer over stop for nye vindmøller: »Det giver absolut ingen mening«
Brancheorganisationer og eksperter retter nu kritik mod Energinets håndtering af de såkaldte RfG-regler, som skal sikre stabil drift i elnettet. Ifølge kritikerne er kravene blevet implementeret så stramt i Danmark, at nye vindmøller i praksis ikke kan leve op til dem.

15 regnskaber afslører: Her er det vigtigste spørgsmål til topchefen
Når landets store virksomheder stiller op for at svare på spørgsmål fra analytikerne, går geopolitik igen. Også teknologi og priser fylder, viser en analyse fra erhvervsorganisationen DI.

Uroen breder sig: Flere revisorer og rådgivere sigtes af Skat
Revisorer og økonomiske rådgivere bliver i stigende grad sigtet af Skat, når deres kunder overtræder skattelovgivningen, hvilket udløser bøder og i sjældne tilfælde fængsel.

Boligmarkedet gløder: Nu stiller vismændene diagnosen for København
Der har været fuld fart over feltet på salget af ejerlejligheder i København og på Frederiksberg gennem de seneste år, men der er ikke tegn på, at de høje prisstigninger i København udgør en risiko for den danske økonomi, lyder det nu fra de økonomiske vismænd.

Internationalt

SpaceX får gigantkontrakt fra USA’s militær
Elon Musks rumfirma SpaceX har fået en kontrakt til 14,7 mia. kr. fra det amerikanske militær. Aftalen med U.S. Space Force handler ifølge Reuters om at udvikle et globalt satellitnetværk til militær kommunikation mellem sensorer og våbensystemer.

Meta lider nederlag i sag om Instagram-afhængighed
Meta har tabt i USA’s højesteret i forsøget på at stoppe et søgsmål fra delstaten Vermont. Sagen handler om påstande fra statsanklageren om, at Instagram er afhængighedsskabende. Højesteret afviste tirsdag ifølge Reuters at behandle Metas anke.

Podcast

Lyn-analyse: Derfor ryger topcheferne ud som aldrig før
Lønnen er ofte høj, ansvaret stort og sædet varmt. Men for landets topchefer er temperaturen under dem skruet gevaldigt op. Nye tal viser, at der alene i første kvartal af 2026 er sket et gevaldigt hop i antallet af topchefer, der søger råd og vejledning i forbindelse med en fyring. Og det er ikke den eneste tendens, der har ændret sig på chefgangen. Hør, hvad det er i denne Finans Lyn-analyse, og hvorfor snoren er blevet så kort for landets øverste direktører.

Kommentar

Niels Lunde: Kampen om kunderne splitter Home
Den indædte konflikt i ejendomsmæglerkæden Home handler om magt. Om magten over kunden. Home-topchefen Martin Wiesener kæmper med et giftigt dilemma, som ingen kender svaret på, skriver erhvervskommentator Niels Lunde i denne kommentar.

Nye kriser ulmer under globale aktier på rekordkurs
Midt i en strøm af bekymrende begivenheder og uløste konflikter sprudler optimismen på det globale aktiemarked. Geopolitisk er situationen uafklaret i Mellemøsten, krigen i Ukraine fortsætter, og latente kriser truer i Taiwan, Cuba og Grønland, skriver Frank Velling, chef for aktivallokering, SEB Asset Management, i dette debatindlæg.

Børs

S&P 500 i rekordlukning efter geopolitisk optimisme
De amerikanske aktier steg tirsdag moderat efter Memorial Day-pausen og satte endnu en rekordlukning. Optimismen blev drevet af håb om en mulig fredsaftale mellem USA og Iran, selv om der samtidig kom anklager om nye angreb og brud på våbenhvilen. Håbet pressede olieprisen ned og trak renterne lavere, hvilket især gav medvind til teknologiaktier. Chipproducenten Micron Technology steg markant efter et hævet kursmål fra UBS. Det brede S&P 500-indeks steg 0,6 pct. til 7519,34 point – årets 19. rekordlukning.

Det sker i dag

  • Økonomi: Nationalbanken udgiver sin halvårlige analyse af den finansielle stabilitet i Danmark klokken 08.30 med efterfølgende pressemøde.
  • Erhverv: Danmarks Statistik udgiver tal over ledige stillinger, 1. kvartal 2026.
  • Udenlandsk økonomi: USA kommer med boligpriser for marts og forbrugertillidstal for maj.
  • Politik: Klimarådet offentliggør analysen Klimaholdninger i Danmark klokken 12.00.
  • Udland: Rådet for Almindelige Anliggender i EU mødes. Ministrene skal blandt andet drøfte EU’s flerårige budget for 2028-2034.

PS...

En af dinosaurverdenens største gåder kan være løst
Tyrannosaurus rex havde et frygtindgydende bid, men komisk korte arme. Nu peger et nyt studie på en mulig forklaring på dinosaurens mest berømte særtræk. TV 2 har historien her: Forskere mener at have løst mysteriet om t-rex’ små arme.