Danskere har tabt 63,4 mia. kr. på indlån / Her er eksperternes råd til danskere med penge på lommen / Investeringsforening frygter formuedræn ved gebyrforbud
GODMORGEN
NYHEDER
Danskere har tabt 63,4 mia. kr. på indlån. Det har skabt masser af overskrifter i medierne de seneste måneder, at renten er gået i minus, men reelt har renten været negativ i årevis. Det koster danskere med opsparing 5,3 mia. kr. om året.
Her er eksperternes råd til danskere med penge på lommen. Det er en dårlig forretning at have penge stående i banken, og obligationer giver heller ikke længere et afkast. Det er kort sagt hårde tider for danskere med opsparing.
Investeringsforening frygter formuedræn ved gebyrforbud. Sydinvest advarer sine medlemmer om risiko for et betydeligt fald i formuen i investeringsbeviser, hvis der kommer et forbud mod formidlingsprovision.
DET ER SKET I WEEKENDEN
Ted Cruz går efter at blive USA's næste præsident. Texas' senator, Rafael Edward Cruz, kendt som Ted Cruz, bekræfter mandag morgen dansk tid, at han går efter at blive Republikanernes præsidentkandidat frem mod valget i 2016, skriver flere medier.
Stærk dollar truer amerikanske virksomheder. Den største trussel mod de globale amerikanske virksomheder kan meget vel være den stærke dollar, der er steget 22 pct. i værdi det seneste år. Det får Bank of America Merrill Lynchs strateger til at advare om, at de store eksporterende amerikanske virksomheder kan stå over for en ”indtjeningsrecession”, som er defineret af to efterfølgende kvarterer med faldende indtjening.
Lufthansas fly på vingerne igen. Omkring 220.000 passagerer er blevet ramt af Lufthansa-piloternes strejke de seneste fire dage. Men nu lysner det tilsyneladende. Det tyske luftfartselskab oplyser, at flyene på de korte og mellemlange ture flyver normalt, mens flyene på langdistanceruterne endnu ikke flyver helt efter planen. Striden mellem Lufthansa og selskabets piloter handler bl.a. om pensions- og lønningsvilkår.
Kina vil prioritere miljøet frem for økonomisk vækst. Kinas vicepremiereminister Zhang Gaoli åbner op for, at Kina ikke vil jagte en vækst på 7 pct. de kommende år, selvom det i forvejen er den laveste årlige vækst siden 1990. »Vi betaler nu prisen for væksten,« siger han og peger på de voldsomme miljøproblemer, som landet kæmper med.
Våbenproducent vil bekæmpe miljøproblemer. En af verdens førende firmaer i luftfartsindustrien Lockheed Martin leverer nu ikke længere kun materiel, som skal forsvare USA's interesser rundt om i verden. Lockheed Martin er også begyndt at bekæmpe en anden trussel mod USA – nemlig klimaforandringer – senest ved at gå ind i produktionen af fisk på fiskefarme ud for Hawaiis kyster, som ikke forurener havet.
Det engelske boligmarked er splittet. Det er ikke kun i Danmark, at boligmarkedet er splittet. Herhjemme bliver Hovedstadens boliger revet væk, mens ellers dejlige boliger i provinsen ikke kan finde nye ejere. I North Ormesby i England – en forstad til Middlesbrough – finder vi det billigste sted at købe et hus i landet. De koster i gennemsnit 580.000 kr., men ingen har lyst til at købe dem. I London koster et gennemsnitshus 5 mio., og de bliver revet væk.
Skal IMF samarbejde med AIIB? Selv om USA er imod det, er det sandsynligt, at Den Internationale Valutafond – forkortet IMF – indleder et tættere samarbejde med en nyoprettet kinesisk pendant AIIB – det står for Asian Infrastructure Investment Bank. IMFs øverste chef Christine Lagarde er i hvert fald positiv over for et tættere samarbejde for at forbedre indsatsen for lande i svære økonomiske problemer.
GIK DU GLIP AF...
Firmaet kalder det »smiley-listen« - stuepigerne kalder den »shame-list«. En række stuepiger fortæller om løndumping og hårde arbejdsvilkår på landets mest prominente hoteller. Arbejdsgiverne er uforstående: Alle får den løn, de skal have.
PS...
Aktier har været en fest under præsident Obama. Den amerikanske præsident Barack Obama har regeret USA i 6 år. Hvis du investerede 100 kr. i amerikanske obligationer, da han blev indsat, havde du tjent 7 kr. i dag. Hvis du derimod havde investeret dem i aktier, var de blevet til 254 kr. Se her en liste over de investeringer, som har været bedst under præsident Obama.
DET SKER I DAG
¤
- Grækenlands premierminister besøger Tyskland for første gang
Øvrige
- Der afsiges dom i Retten i Lyngby i Bagmandspolitiets sag mod den dømte selskabstømmer Bjørn Stiedl, som hævdes at have skjult en række værdier i udlandet i forbindelse med en gældssanering
- EU-Kommissionen udsender rapport om farlige produkter
- Selskabstømmer anklages for at gemme værdier i udlandet
Tegnforklaring:
Betydning for børsmarkedet og/eller nationaløkonomien - under normale omstændigheder:
¤: Lille betydning
¤¤: Nogen betydning
¤¤¤: Stor betydning
Øvrige: Markerer, at begivenheden under normale omstændigheder ikke vil påvirke toneangivende børskurser, investeringsklima eller den nationaløkonomiske udvikling nævneværdigt.
Vi ønsker dig en god dag og glæder os til at forsyne dig med nyheder og analyser resten af døgnet. Hvis du har gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail Finans@finans.dk.



