Er Grækenland blot et varsel om eurozonens problemer?

BRUXELLES

Panderynkerne hos Frankrigs præsident Jacques Chirac blev dybere og attituden mindre venlig, da den daværende konservative partileder fra Storbritannien, William Hague, i 1998 forklarede ham, at det store arbejde med at introducere en fælles europæisk mønt var en dårlig idé.

Euroen vil forværre den økonomiske tilbagegang i nogle lande, der vil finde sig selv »fanget i et brændende hus uden en udgang,« lød advarslen dengang fra briten.

Talen på European Business School i Fontainebleau sydøst for Paris, som Hague i dag godt kan lide at fremhæve, blev ikke hørt, og advarslen blev ignoreret. For året efter fastlåste 11 lande deres valutaer til hinanden og gjorde euroen til en realitet. Men i dag – efter fem år med finanskrise, gældskrise og en græsk krise uden ende – er ingen i Europa længere i tvivl om, at den fælles mønt er fyldt med konstruktionsfejl. Euroen blev født uden præcise regler for, hvad man skal gøre, hvis tingene løber løbsk.

Har Hague så også ret, når han i dag stadig turnerer rundt med et forvarsel om, at Grækenland kun markerer begyndelsen for eurozonens problemer, og at andre lande vil følge i grækernes triste fodspor?

Spørger man David Marsh, en britisk finansekspert, som USA’s tidligere centralbankchef Paul Volckner har kaldt en af de mest respekterede og indflydelsesrige, svarer han på følgende måde:

»Ja, før eller senere.«

»Nogle af eurozonens lande er for langt fra hinanden, men pointen er, at det vil tage meget lang tid at komme hertil. Grækenland har været i krise, lige siden landet kom ind i euroen. Det har taget 14 år at komme hertil, men euroen vil ikke falde fra hinanden natten over, og en hård kerne af lande vil fortsætte med at holde den i live,« siger Marsh, der udover at have skrevet flere bøger om euroen til daglig er direktør for det uafhængige researchinstitut Forum for Monetære og Finansielle Institutioner (OMFIF).

Oprindeligt var det kun tanken, at euroen skulle startes op i en lille gruppe af kernelande. Frem til slutningen i forhandlingerne af Maastricht-traktaten, som danner det juridiske grundlag for den fælles mønt, kæmpede spanierne, italienerne og andre stadig ihærdigt for at få indflydelse på eurosystemet, selv om de ville stå udenfor.

Men så lykkedes det pludselig Spanien at kvalificere sig som euroland. Det satte gang i en politisk lavine. Man kunne dårligt tage Spanien med uden Portugal. Og hvis de kom med, kunne man næppe afvise Italien; særligt når Rom var i fuld gang med at få styr på sin økonomiske politik. Det efterlod grækerne isolerede, og så tog man beslutningen om også at tage middelhavslandet med ud fra politiske hensyn og i forventning om, at reformerne ville følge.

»Dengang gik det jo godt alle steder. Man kunne gå på vandet. EU var inde i en positiv periode,« siger den tidligere danske EU-ambassadør Poul Skytte Christoffersen.

Dengang var der stadig en tro på, at hvis alle medlemslande bare holdt sig inden for de givne stabilitetskriterier om maksimalt 0 pct. underskud på de statslige budgetter i normale situationer og 3 pct. i særlige situationer, så ville det være nok til at håndtere økonomiske kriser. Kapitalbevægelser ville skabe stabilitet og udligne produktivitetsforskelle.

»Det der med, at man gik ind i euroen velvidende, at det ikke var et holdbart projekt, er efter min mening en efterrationalisering,« fortsætter Poul Skytte Christoffersen.

Merkels regime er truet

Stabilitetskriterierne blev imidlertid ikke holdt. Hverken af Tyskland, som havde store udgifter på grund af genforeningen, eller af Frankrig. Reglen om et maksimalt underskud på 0 pct. blev hurtigt til 3 pct., og ikke engang det blev holdt. Og konsekvenserne blev tydelige, da bank- og finanskoncernen Lehman Brothers krakkede og hev Europa med sig ind i finanskrisen, som siden blev en statsgældskrise.

Men hvor efterlader det euroen i dag?

Ifølge Thomas Mayer, tidligere cheføkonom i Deutsche Bank og nu direktør i researchinstituttet Floosbach von Stoch, afhænger det af, hvordan eurolandene håndterer den græske krise på en række hasteindkaldte møder denne weekend i Bruxelles.

»Hvis den græske regering kan sætte sine egne betingelser for at få finansiel assistance, vil andre landet følge samme eksempel og hente penge fra de europæiske institutioner under egne betingelser,« siger Thomas Mayer og tilføjer:

»Hvis Grækenland kan gøre det, vil hele det regime, som den tyske kansler Angela Merkel konstruerede for at hjælpe lande i problemer, falde sammen. Hendes pointe har været, at for at få hjælp skal lande leve op til strenge krav. Men den græske premierminister Alexis Tsipras vil have hjælp på sine egne betingelser. Det er farligt for konstruktionen af euroen. Det risikerer åbenlyst at føre til, at der ikke længere er nogen disciplin,« siger Thomas Mayer.

Han er derfor heller ikke så bekymret for konsekvenserne, hvis Grækenland ender med at måtte forlade eurozonen.

»Så vil alle regeringer bekræfte deres stærke støtte til euroen, og der vil man slå fast, at medlemskab ikke er garanteret. Lande vil skulle gøre en ekstra indsats for at blive.«

Møntunionen er ikke færdigbygget

Cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian, mener generelt, at euroen ikke er i fare. Men der vil altid være problemer, hvis lande opfører sig uansvarligt, siger han.

»De seneste fem år har vist, at det ikke er nemt at have et valutarisk samarbejde, hvis man ikke samordner sin økonomiske politik. Man har allerede draget nogle konsekvenser af det, blandt andet med finanspagten, bankunionen og andre politiske tiltag. Det er sket i en erkendelse af, at euroen nok fra starten var lidt for løs i koderne. Man havde ikke tilstrækkelig koordination, og det har man forsøgt at reparere lidt på,« siger han og tilføjer:

»Men man kan ikke sige, at man er færdig med den politiske og finansielle integration, som er nødvendig for på den lange bane at have en fælles valuta. Derfor tror jeg også, at der gradvist vil komme flere tiltag i de kommende år,« siger Steen Bocian.

Mange glemmer i dag, at den fælles mønt ikke kun var et politisk projekt Den blev også introduceret for at løse nogle reelle økonomiske udfordringer. Sammen med udrulningen af Det Indre Marked og oprettelsen af Det Europæiske Monetære System kunne kapital nu bevæge sig frit. Det var blevet næsten gratis at spekulere i, hvilket land der næste gang ville komme i vanskeligheder. Samtidig var det et voksende politisk problem for især Frankrig, at systemet havde udviklet sig til, at det i realiteten var den tyske Bundesbank, som satte kursen for pengepolitikken i hele Europa.

Trods dette var der forud for skabelsen af møntunionen udbredt skepsis over for idéen om en fælles mønt. Særligt i Tyskland. Selv da den tyske Bundestag aktivt var gået med til at diskutere og planlægge muligheden, forsøgte man at forhale, at der blev taget nogen reel beslutning om at indføre mønten. Men så faldt Berlinmuren, og tysk opbakning til euroen var franskmændenes pris for at støtte genforeningen af Øst- og Vesttyskland. Men uden mønten ville Europa stå med nogle uløste problemer.

Det højspændte opgør om Grækenlands gæld har pustet fornyet liv i hele debatten om, hvordan man skal få eurozonen til at fungere, og frygten for, at andre lande falder.

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen peger på, at euroen lige fra begyndelsen blev født med en række indbyggede svagheder i konstruktionen, ikke mindst fordi møntunionen fra starten ikke blev udstyret med tilpas strenge magtmidler over for eurolande, som brød reglerne, som f.eks. Frankrig og Tyskland, som var nogle af de første lande til at blæse på reglerne om størrelsen på de offentlige underskud.

Farlig græsk afpresning

Men Uffe Ellemann-Jensen betragter Grækenland som et særtilfælde, der ikke nødvendigvis markerer en begyndelse på kaos i andre skrøbelige eurolande. Men det kan være en stor fare for eurozonen, hvis problemet med Grækenland håndteres forkert, og hvis de øvrige eurolande på nogen måde lader sig afpresse af Athen.

»Derfor er det så afgørende, at Grækenland bliver håndteret på den rigtige måde. Hvis det indtryk breder sig, at Grækenland bare får sin vilje, fordi landet skaber sig, så kan det hurtigt skabe en farlig præcedens i eurozonen,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

Samme toner kom torsdag fra den franske finansminister, Michel Sapin, der advarede om, at eurozonens troværdighed meget vel kan lide skade, hvis grækerne forlader euroen, men – tilføjede Sapin – det vil også underminere troværdigheden, hvis Grækenland får lov at blive, selv om landet blæser på reglerne for medlemskabet.

For EU’s ledere handler dramaet om langt mere end Grækenland og nye lånepakker. På spil står også hele sammenhængskraften i Den Europæiske Union, der i de seneste år har fået dybe ridser og i forvejen er fanget i en ond spiral af gæld, folkelig skepsis, en strøm af flygtninge og en truende folkeafstemning i Storbritannien om landets medlemskab af EU.

Uffe Ellemann-Jensen tror dog stadig på, at den græske tragedie til slut ender med en løsning, fordi det er en del af unionens ånd at finde udveje, som afværger katastrofer og sammenbrud. Hvis det derimod ender med en grexit, vil det være »et grimt og kostbart hug for eurozonen«. Men til trods for det græske drama, mener Uffe Ellemann-Jensen stadig, at det vil være en klar fordel for Danmark at gå med i euroen:

»Man skal se på det græske problem i det rigtige perspektiv: Man har pludselig fået en regering, der bygger på fuldstændig verdensfjerne marxister, som har travlt med at fortælle de andre, at hele samfundet skal laves om. Det er de andre lande blevet møgsure over, og der har ophobet sig et raseri, som gør det svært at finde et kompromis,« siger den tidligere udenrigsminister.