Fortsæt til indhold

En mand uden en passion er bare en mand

Han har hele sin pensionsopsparing i gamle Rolex-, A. Lange & Söhne- og Patek Phillippe-ure og er så passioneret omkring mekaniske armbåndsure, at han har gjort det til sin levevej. Jyllands-Posten har mødt Kristian Haagen til en snak om romantik, forførende design og skandinavisk luksus.

A. Lange & Söhne er næsten smukkest bagfra, hvor det exceptionelle værk kommer til syne. Her er det Haagens Datograph Perpetual med ryggen til kameraet. Ved siden af A. Lange & Söhne 1815 Chronograph Pulsation Scale. Foto: Nikolai Linares
Briefing
My Poulsen

Hvem vil du helst sidde ved siden af til en middag, hvor I skal sidde og snakke hele aftenen? Ham, der ikke har nogen passion – eller ham, der lever for sin passion, og som kan tale hele aftenen om den?«

Der er ingen tvivl om, at svaret for Kristian Haagen findes i mand nr. to. Ham, der har en passion, og ham som kan tale vidt og bredt om det time efter time.

»Mekaniske armbåndsure er min passion,« siger Kristian Haagen med så stor en overbevisning i sin stemme, at han næsten bobler over af entusiasme. For ham er et gammelt mekanisk armbåndsur en lille evighedsmaskine, der rummer uendelige mængder historie og forførelse – og derfor også noget af det mest sublime en mand kan erhverve sig.

Sublime summer

Urets sublime kvalitet ligger i materialerne, det tekniske håndværk, det gode design og, ja, i priserne. Ifølge den anerkendte filosof Emanuel Kant sættes menneskets rationelle dømmekraft ud af spil i mødet med det sublime. Om det er det, der finder sted, når verdens ur-aficionadoer dyrker deres entusiasme for de mekaniske armbåndsure og handler dem til svimlende høje priser, er svært at sige. Men selv om Kant var en stor tænker, har han nok aldrig kunne tænke sig til det marked, der findes for gamle vintage-ure i dag. Et marked, der er præget af mænd med stor passion for ure, der dyrker den store viden, der kræver at kende til vintage-urenes værdi.

Tre af Kristian Haagens yndlingsure er Patek Philippe Nautilus Chronograph, A. Lange & Söhne Datograph Perpetual og Rolex Cosmograph ref. 6239 fra 1964. Foto: Nikolai Linares

For vintage ure er en videnskab, og det er de helt små detaljer, der adskiller det helt fantastiske ur fra det mindre fantastiske ur.

»Det her ur for eksempel,« siger Kristian Haagen og tager fat i et Patek Philippe, Nautilus Chronograph i stål.

»Det er et ganske særligt ur. Det lille bitte Tiffany & Co.-logo gør det her ur ganske unikt. Tiffany & Co er det eneste smykkebrand i verden, der må sætte sit navn på et Patek Philippe-ur, og dét lille navn på skiven gør, at uret er et par hunedrede tusinde mere værd end et lignende ur uden stemplet« forklarer han.

Han viser stolt uret og det lille kendetegn frem. Det er de helt små detaljer, der adskiller det ene ur fra det andet, og som samtidig afgør, om uret koster 400.000 kr. eller 900.000 kr.

Det er det, der gør de gamle mekaniske ure interessante for horologer og ur-nørder som Kristian Haagen. Ikke prisen, men detaljerne. At købe og sælge ure er en sofistikeret hobby – det kræver tålmodighed, viden og kendskab til feltet – og noget, som man ikke kommer sovende til.

»Viden er for mig den allerstørste rigdom. Ur-universet er så uophørligt – man kan hele tiden tilegne sig mere viden om urene, og jeg lærer stadig noget nyt, når jeg læser, researcher og rejser rundt i hele verden for at opdage og opnå mere viden om urene,«

Men hvordan når man egentligt dertil, hvor et armbåndsur ikke længere blot er noget, der sidder om håndleddet, men noget man lever af at vide noget om?

Nostalgi og forførelse

Kristian Haagen har siden 1993 samlet på viden og information om ure. Og på ure. Det var internettets fremkomst, der hjalp hans passion på vej, for det var gennem den teknologiske udvikling, at han opdagede en verden, han ikke anede eksisterede.

Urværket er som et smukt landskab, man sagtens kan fortabe sig. Foto: Nikolai Linares

»Jeg fandt jo ud af, at jeg ikke var den eneste i verden, der interesserede sig for mekaniske armbåndsure. Internettet gjorde denne interessedeling mulig – og det var den fedeste fornemmelse, husker jeg.«

I gymnasiet solgte han billige kopi-ure og fik sponsoreret sine teenageår på den lille business. Senere rejste han til USA med sin kæreste. Der købte han tre Rolex-ure og solgte to af dem, så snart han kom hjem. Et salg, der finansierede hele USA-ferien og lidt til. Dengang skulle urene helst se helt nye og fine ud. I dag er det omvendt.

Tikkende historie

»Jeg bliver fanget af urenes gamle udseende og urenes hemmelige verden. Når jeg kigger på mit ur, ser jeg mere end tid og klokkeslæt. Jeg ser et kunstværk, der rummer så meget historie, nostalgi og forførelse«

Det er urenes historie – både den historie, de fortæller, og den historie, de skriver sig ind i –, der fascinerer ham. Det er urets DNA og dets unikke historier. Har det været på månen? Har Steve McQueen båret det, eller har Che Guevara? Samtidig er urene også en nostalgisk påmindelse om det, der var engang.

»Uret er symbolet på barndommens romantiske fortællinger. Alting var jo lidt bedre dengang, du ved, solen skinnede altid, vi fik pandekager tre gange om dagen, og der var fri leg i skolen. Det er denne nostalgi, jeg fornemmer, når jeg kigger på mine ure.«

Længslen mod en romantisk fortid er en tendens, som Kristian Haagen også ser i resten af samfundet. Verden er af lave, og nye brænde og konflikter opstår hele tiden nye steder i verden – og med al den kaos er fortiden det faste holdepunkt, som vi kan varme os ved og længes efter.

»Vi bruger rigtig meget af vores dyrebare tid på at dykke ned i fortiden, for den er jo langt mere interessant end både nutiden og fremtiden. Det er rarere at tænke på fortiden og blive mindet om barndommens romantik – og jeg tror, at vi bruger gamle ting til at holde fast i disse forestillinger,« forklarer han, mens han griber fat i et smukt ur fra 1964.

»Folk køber jo vintagetøj, gamle designklassikere og bruger enorme pengesummer på gamle klassiske biler. Det er jo det samme. Vi ønsker at blive forført af tingenes historiske og affektive værdi. Det er det, et gammelt ur er. Tikkende historiefortælling. Og det er det, der har gjort mig til den ursamler, jeg er i dag.«

Den evige jagt

Ligesom at han har været mange år om at opnå al den viden, han har om ure, har han også været mange år om at opbygge den ur-samling, han har i dag. Rejsen fra de falske Rolex-ure i gymnasietiden, til urene fra USA og til de ure, der på skift sidder om håndledet i dag, har været lang. Hvor mange ure, hans samling består af i dag, ved han ikke. Ikke fordi, at han har vanvittig mange ure, men fordi han ikke sådan holder regnskab med de ure, der går ind og ud af hans samling. For i virkeligheden er det ikke det at eje et bestemt ur, der er det mest interessante.

»Det er helt stenalderagtigt, men det er jo jagten i det, der er det sjoveste og det vigtigste, og jeg ved, at jeg aldrig bliver færdig med at jage ure.«

Det er en jagt, hvor han tillader sig selv at blive forført og forelsket. Lige nu jagter han eksempelvis et ur fra hans fødeår. Han ved endnu ikke præcist, hvilket ur det skal være. For det er altid lidt tilfældets skyld, hvilket ur han ender med.

»Først og fremmest er det ren og skær forførelse. Ligesom når du lige er blevet single og tænker “jeg skal bare ikke have en kæreste igen”. Og så pludselig sidder du der på en fortovscafe i Beirut og får øje på den her helt fantastiske pige. Det er forelskelse – og du kan intet gøre ved det.«

En pensionsopsparing i ure

Her og nu - midt i hans evige jagt består hans samling af ure, der er mere værd, end man kan forestille sig. Hele hans pensionsopsparing er i de ure, der ligger på bordet foran os – og han indrømmer, at det er blandingen af videbegærlighed og forførelse, der har bragt ham så langt. Omkring os er væggene i hans hjem klistret til med kunst af både danske og udenlandske kunstnere, men når han køber kunst, tillader han sig selv kun at handle med øjnene og hjertet. Han ved ikke præcist, hvem der har lavet hvilke værker – for det interesserer ham ikke på samme måde som urene.

Uret, der aldrig er båret (New Old Stock), er et Rolex Red Submariner ref. 1680 fra tredje kvartal 1969. Foto: Nikolai Linares

»Selvom jeg er fanget af både hjertet og øjnene af et armbåndsur, køber jeg altid ure med tegnebogen. Altså – jeg er velovervejet og fornuftig i mine ur-køb. Jeg går efter kvalitet og køber ure, jeg kan sælge videre en dag. Jeg vil ikke sige, at det er hardcore investering, men der er mindst lige så meget viden og fornuft i mine ur-køb, som der er designmæssig og æstetisk forførelse.«

Kvaliteten eksisterer i værkets mekanik. Alle urene er håndlavet af kyndige hænder – og ideen om, at alt i de gamle ure kan reproduceres både i dag og igen om 200 år, tiltaler ham. Kristian Haagen bliver afbrudt af fotografen, der midt i sin fotografering bliver imponeret over bagsiden på et A. Lange & Söhne ur.

»Ja – se nu der«, udbryder han i nærmest euforisk stemning.

»Det er jo fuldstændig fantastisk, det der. Se, hvordan du bare kan dykke ned i det hav, hvordan du kan komme helt i dybden i urets værk,« siger han, henvendt til fotografen og peger lystigt på fotografens seneste skud.

Fotografen er overbevist – det er imponerende. Kristians Haagen forstår at dele ud af sin passion.

Bankende hjerte i en bankboks

Formidlingen af passionen sker ikke kun, når han har besøg af journalister og fotografer i hans hjem et sted i Nordsjælland, men også når han rejser verden tynd og mødes med andre ur-interesserede gennem sit job og gennem bøger og magasiner, som han har forfattet. Han står bag onlinemagasinet timegeeks.dk, er co-founder af 8past10.com, holder foredrag om ure og er vurderingsekspert i auktionshuset Bruun Rasmussen.

Han færdes derfor utrolig meget i ur-miljøet, som er et miljø domineret af prominente og passionerede mænd. Han mener selv, at han repræsenterer en anden tilgang til faget end mange af hans kollegaer. Han er ikke loyal overfor ét brand, men interesserer sig for ure, som tiltaler ham – uanset mærket.

»Jeg er blevet meget mere afslappet med årene. Jeg køber ure i øst og vest og deltager ikke i den ofte lidt aggressive adfærd, der eksisterer på mange online-fora eksempelvis.«

Selv om hans forhold til de dyre ure er mere afslappet, er det tydligt, at urene betyder meget for ham. Når han skal på ferie eller på forretningsrejse, er det første, han gør at overveje, hvilket ur han skal have på, før noget som helst andet bliver pakket.

Til daglig ligger urene godt opbevaret i en bankboks nær hjemmet, og han besøger den jævnligt for at udskifte uret om håndledet. Selv om han indrømmer, at han ville ønske, at urene kunne bo i hans lejlighed sammen med ham, nyder han også turene til banken. Det er en intim oplevelse, hvor tiden står stille, og han nyder sit eget og urenes selskab. Som Sharon Stone i filmen “Casino”, der går ned i bankboksen og kigger på sine diamanter.

Kristian Haagen mener, at ure skal bruges. Derfor er det fine A. Lange & Söhne 1815 Chronograph Pulsation Scale og så røget på håndleddet. Foto: Nikolai Linares

»Det er altså en hel speciel følelse at stå dér i banken og nyde synet af urene. Jeg tænker altid på, hvor heldig jeg er. De er alle sammen mine. Urene er små tikkende børn, der ligger og sover. Når jeg ser på dem, tænker jeg på alle historierne og på alle drømmene. Og det giver mig stadig hjertebanken at stå og kigge på dem.«

Ser hvad klokken er

Men urene bliver ikke kun kigget på. Alle urene i samlingen gør han brug af på nær et: Rolex Red Submariner fra 1969, der aldrig har været båret. Hverken af ham eller af nogen anden. Det forbliver ubrugt. Men for Kristian Haagen er funktionaliteten i et ur ellers vigtigt. Han kigger, hvad klokken er, når han drejer håndleddet og ser på urskiven.

»Det er så simpelt. Uret er jo funktionelt. Det kan fortælle mig, hvad klokken er, og så kan det repræsentere en unik historie. Og gennem dette indeholder det en tidløs kvalitet. Det mister aldrig værdi, for efterspørgslen efter de dyre vintage-ure vil altid eksistere.«

Simpliciteten sidder ikke kun i urets begrænsede funktioner. Han mener også, at urets æstetiske og designmæssige udtryk skal være simpelt.

»Ikke noget bling,« som han siger.

Ingen diamanter og overbelagte guldure.

»Jeg er skandinaver. Og jeg har en tilgang til luksus, der udspringer af den skandinaviske tænkemåde og kulturform. Jeg er sikke på, at jeg har en mere fornuftig tilgang til ure, fordi mit fokus først og fremmest er i funktionaliteten og brugbarheden ved et design.«

Ny bog

En tilgang han har taget med sig i arbejdet med sine nye bog. “Hashtags and Watches”, som udspringer af tanken om at lave en enkel og smuk bog med rene og rå billeder af ure. I skandinavisk stil.

»Jeg ønskede, at bogen skulle være en sanselig oplevelse. Derfor har jeg ikke brugt glossy papir, men mat papir, selv om det suger en masse farve. Jeg har selv skudt billederne til bogen og brugt de rå billeder fra kameraet. Resultatet er en nedtonet, uprætentiøs bog.«

Samtidig er det også hans ønske om at forene den digitale verden med den analoge verden, for bogen er i virkeligheden Kristian Haagens Instagram-billeder på print.

»Jeg har 66.000 følgere på Instagram, så der er mange, der godt kan lide mine billeder. Men jeg synes egentlig, at det er lidt trist, at billederne bare dør i den digitale verden. Bogen er et forsøg på at udødeliggøre billederne – ligesom i gamle dage, hvor vi fremkaldte billederne. Ingen fremkalder billeder mere, og det er da en skam.«

”Hastags & Watches” er Kristian Haagens sjette bog og endnu et produkt af hans enorme passion for gamle ure og ønsket om, at resten af verden skal blive inspireret af passionen. Om han nogensinde får nok, tror han ikke. Urene tager stadig al hans tid, og det er svært at sætte viserne i stå og lade tid være tid, uden urene skal fylde den op. Men som hans kæreste siger:

»Jeg vil ikke have et ur - jeg vil bare have hans tid.«

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.