Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Tid til at stemme it-makværket hjem

Region Hovedstadens skandaleramte it-system, Sundhedsplatformen, har været en eklatant fiasko og bør rulles tilbage, før det sender hele sundhedssystemet i knæ.

Magnus Barsøe, debatredaktør.

Hovedstadens vælgere afgør tirsdag, om det udskældte og milliarddyre it-makværk, Sundhedsplatformen, skal leve eller dø.

Flere uger med voksende kritik fra patienter, læger og sygeplejersker kulminerede mandag morgen, da nye tal afslørede, at det skandaleramte it-system har kostet 200.000 færre behandlinger på hovedstadens sygehuse end planlagt.

Hospitalerne har haft en nedgang i de ambulante behandlinger på seks procent og en nedgang i indlæggelse på fire procent viser tallene, som Radio 24/7 har gravet frem. It-makværket, der har kostet skatteborgerne knap 3 mia. kr., er sat i verden for at løfte produktiviteten, men har altså kvalt produktivitet.

Man bør altid regne med startvanskeligheder, når man ruller et nyt system ud, men et så drastisk tilbageslag er »katastrofalt«, som Martin Geertsen (V) sagde til Radio 24/7. Det dybe økonomiske hul kommer oven på rækken af møgsager, som plager Sundhedsplatformen: Rasende læger klager over brugerfladen og tunge arbejdsprocesser, patientindkaldelser forsvinder, stigende udgifter og en kræftkontrol, der er brudt sammen.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) og resten af rød blok går til valg på at bevare Sundhedsplatformen. Et par enkelte i blå blok vil trække stikket og starte forfra. Vælgerne står altså tirsdag med et valg: Tror man på, at it-fadæsen nogensinde bliver en gevinst? Tror man på, at de politikere, der har forsvaret projektet med næb og klør, kan levere de forbedringer, de lover?

Det er svært at se, at regionens nuværende ledelse fortjener vores tillid.

For det første fejler Sundhedsplatformen på de mest elementære tekniske krav. Indlægges du på et hospital i Aarhus, kan lægerne feks. ikke udveksle røntgenbilleder og lægejournaler med Rigshospitalets system, fordi de to ikke taler sammen. Regionerne kan heller ikke spare penge ved at dele udviklingsomkostninger på tværs af regioner, fordi man sidder med hvert sit system.

Samtidig er Sundhedsplatformen lavet i et såkaldt proprietært system – dvs. software, som den amerikanske leverandør Epic selv har udviklet. I digitale kredse er det for længst et no-go. Kunden sætter sig i et ulige afhængighedsforhold til leverandøren, da man har svært ved at rykke hele butikken over til en ny leverandør, hvis man rager uklar med den gamle. Derfor udvikles de fleste nye digitale løsninger i licensfrie, åbne systemer som Wordpress.

Et af Danmarks mest velansete digitale bureauer, Magnetix, omsatte for 145 mio. kroner sidste år. Det betyder, at man for de 2,8 milliarder kroner, som Sundhedsplatformen har kostet, kunne hyre samtlige af bureauets 120 designere, udviklere, informationsarkitekter, strateger og projektledere på fuld tid i 19 år.

Magnus Barsøe, debatredaktør.

For det andet er der projektets svimlende pris. Systemets indledende budget lød på 1,1 mia. kr., men prisen er nu løbet op i knap 3 mia. kr. til udvikling, uddannelse og implementering. Jeg har nok aldrig helt forstået, hvordan offentlige it-systemer ender med at koste så mange penge.

Lad os lave et tankeeksperiment. Et af Danmarks mest velansete digitale bureauer, Magnetix, omsatte for 145 mio. kroner sidste år. Det betyder, at man for de 2,8 milliarder kroner, som Sundhedsplatformen har kostet, kunne hyre samtlige af bureauets 120 designere, udviklere, informationsarkitekter, strateger og projektledere på fuld tid i 19 år.

Selv hvis du reserverede 100-200 mio. kr. til f.eks. softwarelicenser, vil du stadig have et af landets bedste bureauer til at arbejde fuld tid med regionens digitale system i 17-18 år.

Ville det team levere et makværk som Sundhedsplatformen? Næppe.

For det tredje findes der et velfungerende alternativ. Region Midtjylland har i årevis finpudset et tilsvarende system til deres hospitaler. Det aarhusianske firma Systematic står bag Midtjyllands løsning, som er populær blandt læger og tilsyneladende har luget ud blandt de værste børnesygdomme. Hvorfor Region Hovedstadens daværende formand, Vibeke Storm Rasmussen (S), blankt afviste buddet fra Systematic i 2013 er stadig uklart.

Det er ikke noget nemt dilemma, som politikerne og vælgerne er fanget i. Det svarer til, at man står på kasinoet klokken halv 12 efter en sløj aften, hvor alt bare er gået skævt. Man er nede 10.000 kroner, og nu skal man træffe en afgørende beslutning: Dobler man op på væddemålet og satser alt på at vinde det tabte ind igen, eller bider man i græsset, tager tabet og kalder det en aften? Well. Do you feel lucky, punk?

For vælgerne handler det om: Stoler man på de utallige forsikringer fra Sophie Hæstorp Andersen (S), om at Sundhedsplatformen finder formen, overrasker positivt og indhenter det tabte? Eller tror man, det er klogere at tage tabet nu og tøffe hjem fra kasinoet, inden katastrofen forværres, og milliardregningen vokser.

Jeg ved godt, hvad jeg hælder til.

Magnus Barsøe er debatredaktør. Følg ham på @MagnusBarsoe eller skriv på magnus.barsoe@finans.dk

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.