Fortsæt til indhold

Finanslovens ulidelige lethed

Når vælgerne skal indfanges i et meget lige og velfungerende land som Danmark, må partierne skrue op for retorikken og samles om at være yderligtgående for at markedsføre sig. Men er det godt for vores samfund, når finansloven kvæles i fastfood?

Debat
René Gade

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

René Gade, gruppeformand i Alternativet.

Det er ødelæggende for alt det, vi har opbygget i generationer, når laveste fællesnævner og de mest sort-hvide overskrifter er det eneste, vi vil mades med som næsetipsorienterede kernevælgere af den private velfærd. Altså den velfærd, der stopper med at bygge bro og understøtte velfærdssamfundet, lige der hvor selfiestangen kan række ud til. Eller helt over til den næste med det samme rygmærke.

Tirsdag gik regeringen i takt om finansloven, og til januar må vi så se, om historisk store (eller nu i hvert fald ambitiøse) skattelettelser og konventionsudfordrende flygtningestramninger kan få et flertal af politikerhjerterne til at flamme i flok som et fyrtårn for fremtidens Danmark.

Hvad brænder du i øvrigt selv for? Drømmer du om at bryde menneskerettighederne og få skattelettelser oven i friværdien?

Kunsten at tælle til 90 bør ikke fremover være så domineret af krav om skattelettelser og voldsomme stramninger. Vi er et land i opdrift og med forspring, fordi vi har turdet at se længere end til netop egen næsetip i generationer. Og lige nu er de enkelte partiers yderligtgående og populistiske slagord ved at gøre os så skræmte, at vi lukker os om os selv og idéen om, at vi selv skal have mere og mere. Imens ser vi død og ødelæggelse omkring os på grund af klimakrise, interessekrige og en stadig større koncentration af verdens rigdom på færre hænder.

Vi er et land i opdrift og med forspring, fordi vi har turdet at se længere end til netop egen næsetip i generationer. Og lige nu er de enkelte partiers yderligtgående og populistiske slagord ved at gøre os så skræmte, at vi lukker os om os selv og idéen om, at vi selv skal have mere og mere.
René Gade, gruppeformand i Alternativet og ordfører for skat og god fordeling

Jamen det er jo nødvendigt med lidt kynisme, hvis vi skal passe på alt det vi har. Hvad nytter det at have udsyn og empati som slagord for Danmark, det kan man jo ikke tjene penge og jobskabe med eller hva? Kunne man spørge mig.

Og jeg kunne svare, at vi som forkælet småstat i en stor og globaliseret verden i den grad skal turde at passe på vores brand og Made In Denmark-historie. Altså den inkluderende fortælling om et demokratisk og forbilledligt land, der ikke slækker på menneskerettighederne eller med fråde om munden hapser vores velfærdssamfunds klæder i laser.

Vi skal gå forrest, for hvis vi går langsomt bagerst, er der ingen, der opdager os. Og hvis vi vader middelmådigt rundt i midten sovset ind i småborgerligt snæversyn, tramper de store os ned i mudderet. Når vi derimod går forrest, sætter vi vores kompetencer i spil og skaber forspring til dem, der tænker kortsigtet. Så hvad skal vi gøre med de politiske partiers bande- og overbudskrig på Christiansborg? Vi skal sige nej til at deltage i den. Nej til medierne, der videredistribuerer de yderligtgående holdninger som fakta uden at stille etiske og moralske spørgsmålstegn ved udgydelserne.

Vores stærke embedsværk og demokratiske infrastrukturer har skabt optimale levevilkår for både demokrati og tillid. Det nytter ikke noget at spare på menneskeligheden og drømme om forbrugsfesten. Til sidst kommer der ingen til festen, og dem, der kommer, æder sig selv i søvn foran flimmeren. Finansloven skal ikke gøres til fastfood for vælgerne.

Artiklens emner
Alternativet
René Gade