Debat

Nyhed: Lars Marcher støber fremtidens kugler for Ambus toprival. Nyhed: Dom bremser lukrativ skattefinte for arvinger. Nyhed: Jesper Buch køber sig ind i børnetøjsforhandler. Analyse: Dette er finansmarkedets største frygt lige nu.

»Påstanden om, at nogen topchefer tjener for meget, er ren økonomisk analfabetisme«

Da Kåre Schultz tiltrådte som chef for den israelske medicinalgigant Teva, steg aktien med 19,3 pct. på dagen, svarende til en stigning på 18,4 mia. kr.

David Bakkegaard Karsbøl, chefstrateg i Sparinvest.

Fra tid til anden forlanges det, at der skal være en øvre grænse for, hvor meget en administrerende direktør (CEO) kan tjene. Det sker ofte i forbindelse med, at vedkommende er fratrådt med et såkaldt gyldent håndtryk – dvs. et pekuniært udtryk for påskønnelse af den indsats, vedkommende har ydet for den virksomhed, han eller hun har siddet i spidsen for.

Påstanden ledsages ofte af betragtninger om, hvor mange gange mere en CEO har tjent end den almindelige arbejder på gulvet. Tilsvarende kan man høre betragtninger om, at uden diverse lavtlønnede kunne virksomheden jo slet ikke fungere. Sådanne forestillinger vidner om en manglende forståelse af relativt basale økonomiske sammenhænge.

For det første eksisterer der faktisk et marked for administrerende direktører. Aktionærer repræsenteret ved bestyrelser er faktisk interesserede i at ansætte dygtige og ærgerrige personer til at styre deres virksomhed, og de er villige til at betale mange penge for, at en direktør forvalter en stor og kompleks organisation med udfordringer.

For det andet svarer det at påstå, at direktøren kun må tjene et eller andet antal gange gennemsnitslønnen i virksomheden, blot til, at man siger, at letmælk ikke må koste mere end en krone mere end skummetmælk i supermarkedet.

For det tredje er aflønningen et udtryk for, hvor nemt det er at erstatte medarbejderens arbejdskraft. Påstanden om, at nogen tjener for meget, og at der skal indføres regler herfor, er derfor udtryk for ren økonomisk analfabetisme.

For det fjerde er aflønningen også et udtryk for en anerkendelse af det afsagn, som en CEO må lide for at kunne fungere som effektiv leder af en kompleks organisation. Den gennemsnitlige medarbejder har jo blot en arbejdsuge på under 37 timer, og en CEO kan ofte arbejde mere end dobbelt så meget. Men den sidste time, han tilbringer i virksomheden er ikke lige så meget værd for ham, som den første.

Hvad er en stor løn værd, når man stort set ikke har nogen fritid? Hvad er lønnen reelt værd, når man næsten aldrig ser sine børn og sin familie og venner? Eller når telefonen – også på ferier – ringer konstant?  

Men er alle direktører så deres løn værd? Sikkert ikke, men det er ikke altid nemt at vide – og slet ikke før man ansætter dem. Men ofte kan vi få en meget kontant værdiansættelse ved tiltræden eller afgang, idet aktiekursen på børsnoterede aktier kan bevæge sig voldsomt som følge af annoncerede ændringer i virksomhedens ledelse.

Påstanden om, at nogen tjener for meget, og at der skal indføres regler herfor, er derfor udtryk for ren økonomisk analfabetisme.

David Bakkegaard Karsbøl, chefstrateg i Sparinvest.

Et nyligt eksempel herpå er Kåre Schultz’ afgang fra Lundbeck, som ved annonceringen heraf faldt med 14 pct. samme dag. Dette fald svarede til en samlet værdi på 11,5 mia. kroner. Visse kommentatorer mente, at Kåre Schultz som CEO for Lundbeck med en aflønning på omkring 38 mio. kr. om året tjente for meget, men markedet mente altså, at han tilførte Lundbeck en værdi, der var omkring 300 gange større.

Kåre Schultz tiltrådte herefter som CEO for den israelske medicinalgigant, Teva, som ved annonceringen heraf steg med 19,3 pct. på dagen, svarende til en stigning på 18,4 mia. kroner. Hvis Kåre Schultz valgte at forlade Lundbeck pga. uoverensstemmelser om aflønningen, må bestyrelsen ærgre sig gule og grønne over deres påholdenhed. Et klassisk eksempel på, at man ved at spare en øre kan tabe en krone.

Den modsatte situation kan naturligvis også opstå – at en CEO efter markedets opfattelse står i vejen for, at aktionærerne kan opnå det fulde potentiale af deres virksomhed. Nogle direktører mangler overblik, eller de holder virksomheden tilbage, fordi de ikke forstår dens strategiske placering eller produkter. Andre er for konservative og formår ikke at holde organisationen smidig og adaptiv over for forandringer.

Et eksempel herpå kunne være, da Mærsk McKinney-Møller døde, og A.P Møller-Mærsk-aktien steg med 4,3 pct. på dagen, svarende til 7,3 mia. kr. Mærsk McKinney Møller havde udrettet meget for virksomhedens aktionærer, men det var markedets opfattelse, at han til trods for, at han ikke længere var direktør, til en vis grad stod i vejen for fremgang.

Et andet eksempel var, da Stine Bosse forlod Tryg, og aktien på dagen steg med 4,8 pct., svarende til 800 mio. kr.

Der er naturligvis ingen grund til at betale en CEO for meget, men i mange tilfælde er den rette CEO et simpelt spørgsmål om liv og død for en virksomhed i en negativ spiral. Jo større og jo mere kompleks virksomheden er, jo større og vanskeligere et ansvar er det også at bestride stillingen som CEO. Derfor giver det ingen mening at sætte grænser for aflønningen af ledelsen. Mange gange tilfører ledelsen en værdi, der er tifold eller hundrede gange større end deres aflønning.

Læs også