Debat

Rid på bølgen af compliance

En bølge af regulering skyller ind over banker og forsikringsselskaber i disse år. Men det behøver ikke at betyde mere bureaukrati

En styrtbølge af regulering skyller ind over de finansielle organisationer i disse år. Banker og andre finansielle spillere skal sørge for compliance, altså at de overholde en voksende liste af krav og regulativer.

Mange af dem dybt nødvendige. Både for at sikre, at de finansielle virksomheder håndterer deres kunders data sikkert og korrekt, og for at sikre markedets integritet, stabilitet og gennemsigtighed. Især for de såkaldt systemiske banker som er så vigtige, at det har store konsekvenser for vores samfundsøkonomi, hvis de får problemer.

Men den megen regulering, kravene til robusthed og udbredte nulfejlskultur, der helt naturligt hersker særligt i større banker betyder, at den digitale og teknologiske udvikling har svære kår i finanssektoren. En ny rapport fra PA Consulting Group og Stockholm School of Economics fremhæver fx, at den finansielle sektor i 2016 brugte mindre end 1,5 pct. af det globale udviklingsbudget selvom sektoren udgør seks procent af det globale bruttonationalprodukt.

Der er såmænd plads til iværksættervirksomheder inden for bankverdenen. Men der er ikke plads til at ryste på hånden, når de innovative teknologiske løsninger skal fungere i de finansielle systemer.

En af de mest hypede områder i den finansielle sektor er regtech - regulatory technology. En samlet betegnelse for digitale og teknologiske løsninger, som finanssektoren i stigende grad tyer til at drukne i flodbølgen af regulering.

Interessen er enorm. Virksomhedsinvesteringerne i regtechprodukter er steget fra 65 millioner dollars i 2012 til 236 millioner i 2016, og der er investeret næsten tre milliarder dollars i regtech-startups på verdensplan. Det er måske for meget at forlange, at sektoren ser den megen regulering som en gave. Men sektoren bør se den som en enestående mulighed for at ’disrupte’ den traditionelle tilgang til overholdelse af regulering.  

Vi vil med al sandsynlighed se mange flere investeringer og partnerskaber inden for den finansielle sektor. Mange virksomheder er i fuld gang med at forstå, hvordan de kan udnytte teknologi til at skabe konkurrencefordele og ikke kun til compliance. Det er både glædeligt og nødvendigt. For hvis banker og forsikringsselskaber skal modstå konkurrencepresset fra fx Google, Amazon, Facebook og Apple, så skal de bruge teknologien og innovationen som surfbræt på bølgen af regulering – og ikke som redningskrans.

Læs også