Nej, regeringen er næppe fartblind - tværtimod
Hverken for sød eller sur. Det er svært at afstemme dansk økonomi ned på det sidste decimal, så måske bør økonomer bare lade være. Alt tyder også på, at økonomien er i fin balance indtil 2020
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Fartblind og risikabelt. Det var blandt de krasse ord, som nogle økonomer slyngede ned over regeringens finanspolitik kort før jul, da den seneste Økonomiske Redegørelse udkom. Regeringen bør i stedet for at snakke om finanspolitiske lempelser lette foden fra speederen og stramme op, lød det.
Men hvis man gransker tallene i den lange redegørelse, er det forkert at kalde regeringen for fartblind. Tværtimod. Regeringen har faktisk strammet finanspolitikken, fremgår det. Kritikken misser også skiven, da det grundlæggende er urealistisk at tro, at man fintune de økonomiske konjunkturer så nøjagtigt.
Økonomer er som regel enige om, at man med fordel kan stabilisere den økonomiske vækst i et vist omfang, så der tages fart af opsvinget, når det går godt, og man holder hånden under beskæftigelsen i en lavkonjunktur. Man måler politikkens virkning på væksten ved de såkaldte finanseffekter.
Udsagn om, at finanspolitikken er for lempelig, bygger på den etårige finanseffekt. Den skønnes at være et rundt nul for 2018. Det etårige mål viser imidlertid kun ændringer fra 2017 til 2018. Dermed ser 2018 nu mere lempeligt ud, fordi der er brugt færre penge end ventet i 2017. Men reelt er der ikke lempet. Den finanspolitiske opstramning faldt bare allerede i 2017. Den flerårige finanseffekt viser, at der i takt med forbedringen af konjunkturerne er strammet med i alt 0,9 pct. af landets økonomi (bnp) siden 2014.
Desuden er synspunktet udtryk for et ønske om fintuning. Lige nu peger skøn i år ganske vist på en fortsat flot højkonjunktur på ca. to procent vækst. Men her skal vi huske på, at prognosemagere historisk har skudt 1 procent forkert i snit. Da skønnet derfor er meget usikkert, giver det ikke meget mening at diskutere om den perfekt afstemte finanspolitik skal være 0,1 procent mere eller mindre lempelig. Det er simpelthen for usikkert at sige noget om.
Tilbage i 2007 konkluderede Det Økonomiske Råd i en debat om emnet ’finanspolitisk regel’, at man på grund af usikkerheder skal runde 1 pct. i outputgab, før man bør reagere finanspolitisk. Følger man denne tommelfingerregel og regeringens vurdering af konjunkturerne, behøves der ikke strammes før 2020.
Den økonomiske politik skal være afstemt med konjunkturerne – ellers risikerer vi en overophedning som op mod finanskrisens udbrud. Det er ofte svært for politikerne at enes om stramninger som højere skatter eller lavere offentligt forbrug, og der kan derfor være god grund til at råbe vagt i gevær, hvis finanspolitikken bliver for lempelig. Men kritikken på baggrund af Økonomisk Redegørelse er at skyde over målet.
