Er der noget som en kold øl? Ja. En ferie i Firenze. På skatteydernes regning

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Hvor må det være dejligt at vågne op ved siden af sin kone på et firestjernet hotel i Firenze. Aftenen forinden blev lang. Toscansk mad og vin, smil og latter og følelsen af, at livet er godt.

Nu er det morgen, solen skinner, og hun ligger der ved siden. Og, det man tænker på i sådan et øjeblik, i hvert fald som mand, er naturligvis: Affaldsforbrænding.

Så skal vi til det igen.

Et offentligt eller halvoffentligt selskab har endnu engang mixet business med pleasure. På skatteydernes regning. Denne gang hedder selskabet Vestforbrænding. Ledergruppen i Danmarks største kommunalt ejede affaldsselskab har været ude i verden og samle indtryk.

I Firenze er det i forbindelse med en konference. Der er også en konference et sted i baggrunden, da Vestforbrændings ledere med hustruer er i Wien. Men i Wien har lederne fra affaldsselskabet så travlt med at samle indtryk, at de ikke når konferencen. Pokkers.

For eksempel skulle lederne med fruer nå en udflugt til Budapest. Turen til Grønland gik på samme måde. Der er til overflod bilag på arktiske udflugter, men ingen bilag på, at man på Nordpolen blev klogere på affaldsforbrænding.

Lad den, der er uden synd, kaste den første sten. Også overtegnede har været der. Den dyreste vin, jeg har drukket i mit liv, var for eksempel betalt af en kasse, der på månedlig basis bliver fyldt af mennesker med indtægter, der hverken rækker til bourgogne eller topskat.

Kernen i Vestforbrændings-sagen er ikke moral, men kultur. Vi lever i et forargelsesårti, hvor intet fejltrin er for småt til at blive blæst op til skandale - under de rette omstændigheder. Statsministeren har boet gratis i sommerhus i Skagen en uge. Demed er det så godt som bevist, at han laver fiskeripolitik efter sommerhusejerens hoved. Folkedomstolen har talt. Sådan er 10’erne.

Men i Vestforbrænding er de turistlignende rejser bare et enkelt stykke kløvet birk i en brændestak. Der er også indkøbet af 2.155 flasker hen over fem år, direktørboligen på knap 200 kvm. til en fastsat leje på 4.900 kroner om måneden, og rejser til fjerne steder på kloden, som muligvis har været betagende oplevelser i et affaldsforbrændingsperspektiv, men også har en sær bismag af noget andet.

Samme bismag har turen til London i otte dage, hvor en revisionsrapport konstaterer, at det faglige indhold var overstået på den første dag. Det klinger som en kultur. Den tidligere ledelse henholder sig til, at alt er foregået efter reglerne. Det klinger stadig som en kultur.

Kultur er ligeglad med, om reglerne er overholdt. Kultur er ligeglad med, om bestyrelsen nikker stiltiende, fordi den er med til festen. Kultur er ligeglad med, om virksomheden er offentlig eller privat. Kultur er, om man systematisk tager for sig af retterne, til kanten af noget uforklarligt, når mulighed gives, over et langt tidsrum, og for andres penge.

I tilfældet Vestforbrænding er det i sidste instans skatteydernes penge. Kultur er, at noget kan blive besværligt at forsvare og forklare, hvis de forkerte spørger.

Så. Nu vågner hun. Det er morgen i Firenze. En dyne glider til side. Kvinden smiler. Manden lader en hånd glide hen over hendes ryg. Han tænker kun på én ting: Affaldsforbrænding.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.