Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Liberal Alliance er mere optaget af lønmodtagerne, end fagbevægelsen er

LA vil sørge for, at almindelige lønmodtagere beholder flere af deres egne penge. Men LO-bossen stritter imod. Det er svært at forstå fagbevægelsens religiøse modstand mod lavere skat

I sidste uge svarede LO-formand Lizette Risgaard på et indlæg, jeg havde på Finans d. 1. februar.

Jeg slår til lyd for, at fagbevægelsen melder sig ind i kampen for en lavere selskabsskat. Det vil nemlig sætte sig direkte i lønmodtagernes realløn. Finansministeriet anslår, at hvis vi fx sænker selskabsskatten fra de nuværende 22 procent til 12,5, som Liberal Alliance ønsker, så vil timelønnen stige med 1,7 procent. Det svarer til 6.000 kr. ekstra i lønposen om året for en almindelig LO-lønmodtager.

Pointen er, at selskabsskatten reelt set ikke er en skat på virksomheder. Det er en skat på virksomhedens medarbejdere.

Så skriver Risgaard, at fagbevægelsen allerede har sikret en årlig lønstigning på omkring 2,8 procent frem mod 2020, og det er langt bedre end gevinsten ved selskabsskatten. 

Det, Risgaard glemmer, er, at fagbevægelsen i længden ikke kan kræve stigninger i reallønnen, udover hvad produktivitetstilvæksten tilsiger. De 1,7 procent er altså oven i de reallønsstigninger, den nuværende produktivitetstilvækst giver. Det er helt grundlæggende væksten i produktiviteten, der styrer lønmodtagernes realløn – ikke fagbevægelsens evner i et forhandlingslokale.

Derfor bør fagbevægelsen også bakke op om alle initiativer, som øger produktiviteten. Og her er nedsættelsen af selskabsskatten det mest effektive værktøj i værktøjskassen. Løftet i produktivitetsvæksten sætter sig én til én i højere realløn. Her er der smæk for skillingen!

Sænkes selskabsskatten vil virksomhederne i højere grad investere i nye maskiner, teknologi og arbejdsgange, som vil øge de ansattes produktivitet og gøre lønmodtagernes arbejdskraft mere værd. 

Det er rigtigt, at en lettelse i selskabsskatten vil give staten et provenutab på 12 mia. kr. Men nej, det er ikke angreb på velfærdsstaten, når de offentlige udgifter samlet set beløber sig til ca. 1.100 mia. om året! Husk på, at pengene indirekte går tilbage til lønmodtagerne.

Generelt er fagbevægelsens religiøse modstand mod lavere skat svær at forstå. Vi så det, da regeringen lagde et ambitiøst udspil til en skattereform frem, hvor den ville lade de lavtlønnede beholde flere af deres egne penge.

Dengang sagde Risgaard bl.a., at det »ikke er nu, vi skal bruge penge på skattelettelser«. Det siger hun i en tid, hvor beskæftigelsen nærmest er rekordhøj, og statens offentlige overskud er på over 30 mia. kr. Man kan altså sænke skatter og afgifter markant uden at skulle spare nogen steder. 

Er der andre steder i verden, hvor lønmodtagerorganisationerne ikke kan unde deres lønmodtagere lidt flere penge?

Når Lizette Risgaard i sit indlæg spørger, om jeg er optaget af lønmodtagerne, så er svaret ja. Jeg er tilsyneladende mere optaget af dem end fagbevægelsen. Vi kunne starte med at sænke selskabsskatten. Det ville nemlig øge lønmodtagernes produktivitet – og det kan ses direkte i deres rådighedsbeløb sidst på måneden. Det er velfærd. 

BRANCHENYT
Læs også