Asiatisk jagt på vækst kan give bagslag

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Japan har nu i en længere periode overrasket med en rimelig solid vækst. Den udvikling er sket parallelt med den kvantitative monetære politik, som landets centralbank har ført i en årrække efter amerikansk forbillede. Desuden har premierminister Abes regering ført en ekspansiv finanspolitik i fem år. Sådan en cocktail skal naturligvis resultere i en eller anden form for vækst.

Nu hører jeg til de evige kritikere af specielt den kvantitative monetære politik. Jeg argumenterer i stedet, at den primære årsag til den højere BNP-vækst det seneste halvandet år skyldes en større eksport til emerging markets-økonomierne i Asien. Naturligvis kan man se i statistikken, at den trafik er øget, og det falder sammen med en væsentlig fremgang i industriproduktionen i den samme periode, som grafik et viser.

I min optik er Japans vækst mere hjulpet af nogle regionale og globale faktorer fremfor en vækst, der er skabt af nationale initiativer og reformer. Overalt i verden har industriproduktionen haft medvind, ejendomsmarkedet er steget og alle finansielle aktiver har gennemlevet en optur, hvilket også hjælper i Japan.

Når det nye finansår træder i kraft den 1. april, så skydes det i gang for sjette år med en ekspansiv finanspolitik og sågar den mest ekspansive gennem alle årene. Hvis man skal være fair, så øges udgifterne til militæret grundet truslen fra Nordkorea. Men ellers bliver der strøet penge ud med rund hånd på en række udgiftsområder.

Et voksende antal økonomer er dog ved at blive kritiske over for premierminister Abe’s økonomiske politik. Det er en risiko, at investorerne og finansmarkedet mister tilliden til Japan, fordi gælden blot vokser til nye højder uden løsning på at afvikle den. Regeringen arbejder til stadighed med urealistiske budgetforudsætninger, fordi man naturligvis har behov for endnu højere BNP-vækst som modsvar på den voksende statsgæld. En forudsætning i dette års budget er f.eks. en BNP-vækst på 1,8 pct. Så det var nok en skuffelse, at BNP-væksten i 4. kvartal blot blev på 0,5 pct. omregnet til årlig stigning, hvilket blev offentliggjort onsdag.

Også i Indien bliver der arbejdet hektisk med budgettet, inden det nye finansår starter den 1. april. Landet er spændende og mangfoldigt på mange måder, men det har også en pris. For det er svært at samle og udvikle den folkerige nation i én fælles retning, også blot økonomisk set, og dermed opstår hele tiden strukturelle skævheder i økonomien. Det er et evigt hovedbrud for den til enhver tid siddende premierminister, som for tiden er Modi.

Det er muligt, at BNP-væksten er steget de seneste kvartaler, men den er reelt blot kommet tilbage på samme niveau, som før væksten faldt uventet. Hvis indiens vækst skal følge med befolkningsudviklingen, så skal landets BNP-vækst op på et endnu højere niveau. Det vil være en udfordring for enhver regering, uanset hvilket land det måtte være i, men Modi skal allerede nu indregne parlamentsvalget til næste forår. Modi har desuden skabt den udfordring for ham selv, at hans mange valgløfter inklusive troen på at kunne skabe millioner af nye job ganske enkelt er slået fejl. Han satsede bl.a. stort på arbejdspladser i industrien, men som grafik to viser, gik det modsat bortset fra de sidste par måneder af 2017.

Derfor er de nuværende forhandlinger om dette års finanslov ekstra spændende i Indien. For reelt set er der ikke penge til både at initiere nye investeringer med en langfristet positiv effekt og dele økonomisk valgflæsk ud.

Budgetforslaget, som finansminister Arun Jaitley fremlagde den 1. februar, indeholder et budgetunderskud på 3,3 pct. af BNP i stedet for 3,0 pct. som lovet for et år siden. En overvejelse er naturligvis, om et underskud på finansbudgettet overhovedet interesserer nogen mere? De tider kan komme tilbage, hvis renterne begynder at stige, og investorerne pludselig igen tillægger kreditværdighed en betydning. Men konklusionen er tydeligvis, at også i Indien forsøger man i år at få væksten op i et højere gear, eller i det mindste tilfredsstille nogle vælgergrupper – uagtet hvad det måtte koste.

Landbruget i Indien har været under økonomisk pres i flere år, så det var ventet, at budgettet op til valgåret ville hjælpe bønderne. Og landbruget får meget stor opmærksomhed i finansbudgettet, hvor regeringen principielt prøver at indbygge en sikret profitmarginal som andel af produktionsomkostningerne.

Hvis man dykker ned i, hvorledes den substitution, og specielt produktionsomkostningerne, beregnes, så forstår man udmærket, hvorfor mange af landets universiteter har så højt et akademisk niveau. Men jeg vurderer, at staten kan blive tvunget til at holde landbrugspriserne på et vist niveau gennem støtteopkøb, eller intervention, i markedet som følge af det nye forslag. Dermed bliver det delvist et statskontrolleret marked med manglende effektivitet over tid.

Det kan naturligvis bidrage til øget købekraft blandt landbrugsfamilierne, hvilket understøtter BNP-væksten. Men skal jeg være helt ærlig, så repræsenterer den nye finanslov på ingen måde kreativ makroøkonomisk tænkning, og det vil investorer reagere negativt over.

For trods alt at inkludere Kina med en sætning, så er det min forventning, at væksten i landet bliver som ventet. Desuden bliver der tydeligvis gjort mange vækstmæssige krumspring i Japan og Indien, også nok til at holde BNP-væksten oppe gennem hele 2018. Alt i alt kan det måske være nok til at tilfredsstille aktiemarkedet således, at risikoen for store kursfald reduceres endnu en periode. Men min opfattelse af obligationsmarkedet på globalt plan er, at nervøsiteten er tiltagende, og det kan hurtigt ramme lande, der driver finanspolitik, som Japan og Indien gør i det kommende finansår.