Debat

Sløve politikere tvinger erhvervslivet til at køre Formel 1 på brosten

Uret tikker, hvis vi skal sikre Danmark en bid af den velstand, som den fjerde industrielle revolution skaber i verden omkring os

Hele verden fulgte med, da selskabet SpaceX med direktør Elon Musk i spidsen sendte en Tesla-bil ud i rummet ombord på raketten Falcon Heavy for et par uger siden. Men forud for det spektakulære stunt lå en kamp mod et system, der ikke er indrettet til visioner om fragtraketter og rumturisme.

Bestyrelsesformand for SpaceX, Gwynne Shotwell, havde direkte fortalt den amerikanske regering, at den skal fjerne »den bureaukratiske praksis, der modarbejder innovation«. Hun pegede bl.a. på de rigide licensregler, som kræver, at SpaceX skal ansøge hver eneste gang de laver en ny opsendelse. En ansøgningsproces, som tager mere end fem måneder. Reglerne giver sikkert mening i en verden, hvor myndighederne regulerer traditionel flytrafik, men i en tid, hvor virksomheder skal eksperimentere med udstyr og månedlige opsendelser, er det et unødigt bureaukratisk benspænd, lød det fra Shotwell.

SpaceX er måske et ekstremt eksempel, men det er langt fra den eneste eller første visionære virksomhed, der møder en mur af regler, der ikke er tilpasset fremtidens økonomi og arbejdsmarked. I mange brancher driver virksomheder innovationen fremad i et klima af forældede offentlige strukturer og bureaukrati. Man forsøger at køre Formel 1 løb på veje lavet af brosten.

Hvis ikke vi formår at genopfinde procedurer og den regulative tilgang til erhvervslivet, kommer vi til at fejle som samfund. Selvom vi burde rydde vejen for eksponentielle teknologier, ender vi med at spænde ben. Vi står nemlig over for – nogle ville sige midt i – en industriel revolution, der i modsætning til de foregående ikke ændrer produktionsmidlerne alene. Denne gang drejer sig ikke om hverken dampmotor, elektricitet eller it. Den fjerde industrielle revolution er en omkalfatring af både de systemer, der omgiver os, og af os som mennesker.

Den gennemgribende forandring sker ovenikøbet med en hastighed, der kan virke svimlende. Det er kun lidt over et årti siden, at den første iPhone kom på gaden. Når den teknologiske udvikling tager til i fart, kan det være trygt at læne sig op ad de strukturer, vi har skabt gennem de sidste 100 år for at drive vores organisationer, samfund og økonomi. Men udviklingen er ikke længere lineær. Og her er ingen præcedens.

Hvis ikke vi formår at genopfinde procedurer og vores regulative tilgang til erhvervslivet, kommer vi til at fejle som samfund. Selvom vi burde rydde vejen for eksponentielle teknologier, ender vi med at spænde ben.

Natasha Friis Saxberg, forfatter og head of technology i Maersk Growth.

Hvis vi skal fremtidssikre vores samfund, kræver det, at vi skaber strukturer, der er lige så fleksible og grænseløse, som de forandringer, de skal understøtte. Tag 3D-print eksempelvis. Hvis H&M begynder at printe t-shirts i Sverige, hvad betyder det så for produktionsarbejderen i Bangladesh? Hvad betyder der for vores måde at transportere varer på? Og for os som slutbrugere?

Først og fremmest kræver det, at vi fremlægger modige visioner, der italesættes med optimisme frem for frygt. I stedet for at debattere, om robotter kommer til at tage vores job, bør vi fokusere på, hvordan fremtidens arbejdsmarked vil tage form. Vi skal se på, hvor vi kan finde nye kilder til viden og uddannelse. I stedet for at forbyde digital innovation som Uber i Danmark, bør vi forholde os til, hvordan vi lovgiver i en fremtid med førerløse biler og forandrede købsstrukturer.

Helt konkret kræver fremtidens handel såkaldt fleksibel governance. Altså et velsmurt offentligt bureaukrati, der er i stand til hurtigt at opsamle nye data og drive beslutninger på det grundlag. Et system, hvor processen bygger på input fra flere aktører og fokus er på slutbrugeren – dvs. de virksomheder og borgere, der påvirkes af en given lov.  

Samtidig forventer borgerne også, at nye regelsæt kan komme fra andre end politikerne. Kunstig intelligens er nok det bedste eksempel. Her har techgiganterne med det fælles initiativ Partnership on AI taget teten på at overvåge og regulere en teknologi med etiske dilemmaer af uoverskuelige dimensioner.

Den fjerde industrielle revolution stopper ikke, bare fordi vi ikke er klar til at understøtte den. Den bliver i stedet grebet af de nye magthavere som Tesla, Google, Amazon.

Natasha Friis Saxberg, forfatter og head of technology i Maersk Growth.

En af de radikale nye lovgivermodeller kommer fra jurist og økonom, Gillian Hadfield, og kaldes superregulering. Ifølge Hadfield skal statslige myndigheder fokusere på at sætte mål og værdier for lovgivningen, men overlade den praktiske regulering til markedet. Staten udnævner, monitorerer og evaluerer løbende, hvordan de private myndigheder klarer sig i henhold til målene. Men detailstyringen droppes. Superreguleringen vil fungere på tværs af landegrænser, da hvert land frit kan opstille sine mål og hver virksomhed har sin egen regulerende enhed på et frit marked.

Det lyder radikalt og vil uden tvivl kræve længerevarende politiske forhandlinger. Men vi kommer ikke uden om, at vi bevæger os ind i en økonomi, der kræver større fleksibilitet, efterhånden som rammerne for både arbejdsmarked og samhandel bliver løsere. Og virksomhederne skal kunne bevæge sig gnidningsløst på tværs af grænser inden for kort tid.

Den fjerde industrielle revolution stopper ikke, bare fordi vi ikke er klar til at understøtte den. Den bliver i stedet grebet af de nye magthavere som Tesla, Google, Amazon. De er bange for at redefinere regler, hastighed og autoritet. De ved nemlig, at den, der vinder først, vinder størst. Det er på tide, at vores politikere kaster sig langt mere offensivt ind i den debat.

Læs også
Top job