Italiensk valg vælter ikke noget, men

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Selv om meningsmålinger ikke er, hvad de har været, har det længe ligget i kortene, at partiet Femstjernebevægelsen skulle blive det største parti i Italien, samt at partierne på højrefløjen ville gå frem. Det overraskende er måske signifikansen i resultatet, hvor det før valget så ud til, at der ville blive tre lige store grupperinger i underhuset fordelt på højrefløjen, Femstjernebevægelsen og venstrefløjen inklusive det afgående regeringsparti, Det Demokratiske Parti. På højrefløjen tiltrak partiet Liga det største antal stemmer, og Femstjernebevægelsen fik et resultat i den øvre ende af forventningerne. Dermed er venstrefløjen reduceret til en mindre gruppering end forventet, dog kan Det Demokratiske Parti ende med at blive regeringsgrundlaget for Femstjernebevægelsen. Men har dette resultat reelt set nogen betydning for finansmarkedet?

Det enkle svar er nej, i det mindste på kort sigt. Hvis man derimod betragter udviklingen langfristet eller strategisk, så bidrager denne politiske udvikling med byggesten til det store billede af Eurozonen, hvor udfaldet af regeringsforhandlingerne kommer til at betyde en del.

Siden finanskrisen oplever man efter min vurdering oftere, at der sker en politisk indblanding i økonomien. Derfor mener jeg, det er rimeligt, at man som investor har en vurdering af, om man mener, der er politisk evne til at bevæge økonomien videre frem. I dette tilfælde med Italien bliver det fremtidige forhold til EU, specielt de øvrige medlemmer af Eurozonen, særdeles interessant. Det bliver af særlig stor betydning nu, hvor den franske præsident Macron, på Eurozonens vegne, forsøger at få fingrene i den tyske pengekasse.

Men der er da også et par udviklinger, eller mangel på samme, i Italien, der er værd at lægge mærke til.

Italien er kendt for sine problemer med korruption, og der er ingen tvivl om, at Femstjernebevægelsen tiltrækker vælgere grundet den klare afstandtagen til korruption. Men store vælgerbevægelser sker meget ofte grundet økonomien i et land. Hvis man ser på de to grafikker, så burde Italien netop ikke have haft det store valgskred, som man oplevede i søndags.

At PMI (indkøbschefernes forventninger til fremtiden) er så meget over det neutrale punkt på 50, burde udtrykke en ”stærk ekspansion” blandt de adspurgte virksomheder. Forbrugertilliden peger på det samme, for målingerne er i den øvre ende historisk set, hvor det højeste niveau var 120,86 for 30 år siden tilbage i 1988. Humlen er, at hvis disse forventninger virkelig taler sandt, så burde økonomien i Italien buldre frem, og enhver regering ville næsten sikkert blive genvalgt. Men sandheden er en ganske anden, for landet har nu 10 år efter finanskrisen opnået den højeste bnp-vækst for den periode, på hele 1,50 pct. i 2017.

Det er muligt, at de forskellige spørgeundersøgelser til forventningerne har ramt plet ved udelukkende at spørge de mest optimistiske, men den statistiske usandsynlighed tror jeg ikke på. Min vurdering er, at få og små fremgange bliver anset som store skridt, fordi 10 år med manglende vækst bliver som at vandre i en økonomisk ørken, hvor selv den mindste dråbe er kærkommen.

Dette billede passer godt med den store vælgerbevægelse, fordi selv en bnp-vækst på 1,5 pct. gennem godt et års tid på ingen måde kan mærkes i den brede befolkning. Dette ville være en velkendt årsag til en vælgervandring hen imod en anden økonomisk politik.

Men min vurdering af Femstjernebevægelsens bud på en anden økonomisk politik, der virkelig kan bringe fremdrift til landet, er, at der nærmest ikke er nogen politik for et så centralt område. De øvrige partier, der fik vælgernes gunst denne gang, har heller ikke været fremmelige med nytænkning på området. Mit bedste bud er, at Italien blot fortsætter i samme spor med lav vækst og dermed også forbliver uinteressant for de fleste investorer. Den brede befolkning kommer fortsat til at opleve et årligt fald i deres nationale og internationale købekraft.

I forholdet til de øvrige medlemmer i Eurozonen bliver de italienske regeringsforhandlinger, som nævnt, særdeles spændende. Dette forventer jeg, at nogle obligationsinvestorer vil give en vis opmærksomhed.

Det ville passe ufatteligt godt i den franske præsident Macrons plan om at overtage lederskabet af Eurozonen/EU, hvis der i Italien dannes en regering af Femstjernebevægelsen og det eu-venlige demokratiske parti.

For år tilbage havde Femstjernebevægelsen den holdning, at Italien skulle stemme om en fortsat forbliven i euroen. Det har for længst ændret sig til, at partiet har en væsentligt mere neutral holdning til EU. Men jeg er ikke i tvivl om, at Italien vil støtte det franske forslag om en delvis fælles finanslov for Eurozonen. Her spiller det tyske regeringsparti SPD også med, og de overtager finansministeriet i den nye regering i Berlin.

Hvis den plan lykkes for præsident Macron, så kan det få en langfristet indflydelse på kreditkvaliteten af de respektive landes obligationsmarkeder. Naturligvis vil de tyske statsobligationer komme under luppen, hvis det tyske finansministerium delvist skal til at sponsorere de franske og italienske budgetunderskud.

Dette kan meget vel blive den pris, Tyskland må betale for at overtage præsidentposten i Den Europæiske Centralbank ECB, der snart skal genbesættes.

Men endnu er intet afgjort, for det kommer formentlig til at tage sin tid med regeringsforhandlingerne i Italien. Udfaldet kan også blive, at regeringens parlamentariske grundlag bliver Liga, og dermed kommer der en ganske anderledes, EU-kritisk indstilling fra Italien, hvilket vil påvirke finansmarkedet – hvordan det udfald bliver, kommer der en indikation af den 23. marts, når formanden for Senatet i det italienske parlament vælges.

Lundgreen’s Capital rådgiver formuende kunder, virksomheder og kommuner i ind- og udland. Firmaet er repræsenteret i Danmark og Kina. Lundgreen’s Capital driver desuden investeringsforeningen Lundgreen’s China Fund, som investerer i kinesiske aktier og obligationer. Omtales et selskab, som Lundgreens China Fund har investeret i, vil dette fremgå tydeligt af klummen.