Tvungen terapi på skatteborgernes regning: Hvornår stopper galskaben?

Først forsøgte De Konservative at blande sig i opdragelsesdebatten, og nu vil Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti blande sig i skilsmisser. Borgerne skal ifølge de to partier tvinges til skatteborgerbetalt familierådgivning, når det knirker så meget i parforholdet, at man har søgt om skilsmisse. Hvornår stopper galskaben?

Hvor meget af vores privatliv skal vi lade politikerne blande sig i, uden at de møder en bred, folkelig modstand? Det er ikke mindre end sygt, at politikere ønsker at blande sig i vores børns opdragelse, eller når voksne mennesker overvejer at skilles. Man behøver hverken være liberal eller socialist for at indse, at det er et vidtgående indgreb i borgernes privatliv.

Hvis det her forslag kommer igennem, vil den store magtfulde velfærdsstat til at blande sig i tusindvis af parforhold. Det svarer nogenlunde til at blande sig i naturens orden med genmanipulation uden helt at vide, hvilke konsekvenser det medfører i fremtiden. Politikerne kan umuligt tage højde for hvert enkelt individ og deres kærlighedsliv. Heldigvis. Tanken om, at politikerne til sidst overvåger alle parforhold i Danmark og løbende tilbyde obligatorisk ”rådgivning”, hvis Staten overhører et skænderi, er skræmmende.

Ideologien bag sådan et forslag er stærkt bekymrende. Borgerne reduceres langsomt til en flok lemminger, der ikke kan tænke selv, og derfor skal styres igennem livet af den årvågne velfærdsstat. Vi kan nøjes med at kigge i historiebøgerne og se, hvordan en stor stat på meget kort tid kan frarøve borgerne deres eget land.

Selvfølgelig bør staten spille en rolle i vores samfund. Vi kan og bør stille nogle rammer op, så vi kan fungere i et større fællesskab. Men jo mere magt vi overlader til staten, desto mere magt afgiver vi selv. Lytter man til argumenterne for at afgive indflydelse til staten, er de altid fornuftige på overfladen. Børnene i midten af en skilsmisse »bliver meget påvirkede«, lyder det eksempelvis fra DF-ordfører, Karin Nødgaard, når hun argumenterer for obligatorisk familieterapi.

Det er helt sikkert rigtigt. Men det bør aldrig være et statsligt ansvar at blande sig i en skilsmisse. Og mange børn ender måske med at være lykkeligere, hvis to ulykkelige voksne går fra hinanden. Der er ingen, der er tjent med at leve i et forhold, der bare ikke spiller. Statens tvungne intervention risikerer at trække pinen i langdrag.

Det største problem med forslaget handler om ansvar. Om at tage vare på sig selv. Det nytter ikke noget, at staten skal bruge skatteborgernes penge på at rådgive voksne menneskers i deres familieforhold. Man skal tage ansvar for sig selv. Forslaget reducerer det personlige ansvar og reducerer selve lysten til at tage et personligt ansvar. Hvis Danmark skal forblive et land med selvstændigt tænkende mennesker, så skal Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis magt minimeres. Og den her slags statsformynderi kasseres.