Regeringens erhvervsreform bremser væksten
I sin iver efter at forenkle de bureaukratisk regler for erhvervsstøtte har regeringen glemt at tænke uddannelse ind i erhvervsindsatsen. Det kan nemt koste dyrt i tabt vækst.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Der er mange ord, der beskriver Danmarks erhvervsfremmesystem, men ’enkelt’, ’nemt’ og ’overskueligt’ er ikke nogle af dem. Tallene taler deres tydelige sprog: Indsatsen er delt ud på ikke mindre end 110 ansvarshavende myndigheder, 30 koordinerende organer og mere end 200 operatører – og finder sted på både et nationalt, regionalt og kommunalt niveau. Når man ser bort fra den egentlige erhvervsstøtte anvendes der 3,7 mia. kr. i Danmark på at understøtte virksomhedernes muligheder for at udvikle og omstille sig til nye teknologier og nye forretningsmodeller.
Det overrasker næppe, at det både er dyrt og svært for virksomhederne at finde rundt i denne labyrint. Det er et stort problem, da et effektivt erhvervsfremmesystem er afgørende for vækstmulighederne i en globalisereret økonomi som den danske.
Det ser der ud til at blive ændret på nu. Forenklingsudvalget, som regeringen nedsatte i juni 2017, offentliggjorde forleden sine bud på det fremtidige erhvervsfremmesystem, og rapporten lægger op til en langt mere enkel struktur.
Danmarks Vækstråd og de regionale vækstråd nedlægges, og væksthusene erstattes af nye Erhvervshuse. Den nye enhed, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, overtager den overordnede styring af området og får ansvaret for udmøntningen af de regionale penge. Der skal etableres en digital platform, der skal fungere som en fælles indgang for virksomhederne, og der lægges op til en klarere arbejdsdeling i den statslige indsats. Antallet erhvervsklynger og innovationsnetværk skæres ned fra mere end 60 til 10-12 klynger.
Dermed at alt godt, ikke sandt? Desværre ikke. For i deres iver efter at forenkle har udvalget glemt at tænke arbejdsmarkedet og uddannelse ind i erhvervsindsatsen. Det var ellers centralt i trepartsforhandlingerne sidste år, at der var brug for en større sammenhæng mellem erhvervs-, beskæftigelses- og uddannelsesindsatsen for at undgå flaskehalse. For hvad hjælper det, at virksomhederne tvinges til at indføre ny teknologi, men ikke kan finde arbejdskraft med de rigtige kompetencer? Hvad hvis man har investeret inden for et område, men ikke samtidig har prioriteret uddannelse inden for det?
Hidtil har repræsentanter for lokale lønmodtagere bidraget til, at uddannelsesbehov blev tænkt ind i erhvervsindsatsen fra starten. Men med udspillet barberes antallet af repræsentanter ned fra seksten til én. Dermed kan man frygte, at koordineringen mellem erhvervs- og uddannelsesindsatsen svækkes.
Det risikerer nemt at koste en pokkers masse vækst – for ny teknologi kommer ikke i en pakke, lander på et skrivebord og pakker sig selv ud. Det kræver dygtige medarbejdere til at omsætte teknologien til nye produkter, services og arbejdsgange.
