Handelskrigen set fra Kina: Alle vandt

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Præsident Donald Trump vandt nok en symbolsk sejr i handelskrigen, men under overfladen er historien, at USA har trukket sig fra sin globale lederrolle, og at verdens næststørste økonomi, Kina, ligner et reelt alternativ som leder af den moderne kapitalisme.

Kinas reaktion på Trumps handelspakke har været meget afdæmpet. Man har så at sige slået tilbage med flad hånd gennem Verdenshandelsorganisationen WTO og med tariffer af mest symbolsk betydning, og nu giver de direkte indrømmelser. Det er ikke et svaghedstegn, men snarere et signal om, at Kina nu er på den teknologiske frontlinje, hvor man ikke behøver at beskytte økonomien mere. Det sociale medie Tencen er f.eks. bedre end Facebook. Mobiltelefoner fra producenterne Vivo, Xiaomi og Oppo er lige så populære som iPhones, og en kinesisk produceret Volvo kører også lige så fint som en tysk eller amerikansk bil.

Jeg har netop haft fornøjelsen af at besøge det centrale Kina. Det er tydeligt, at det ikke bare er Beijing, Shanghai og Shenzhen, der kan konkurrere, men hele området langs Yangtze-deltaet. Man er på vej op i gear, og alle byerne vil være førende inden for tech, finansiel teknologi, automatisering og robotteknologi.

Kinas reaktion på Trumps handelskrig er dermed et signal om national selvtillid. Man har en klar plan om at skabe et samfund, som i højere grad drives af forbrug, og forbrugerne har gavn af øget konkurrence og flere valgmuligheder. Derfor slipper man nu de protektionistiske krykker.

En stor nyhed er f.eks., at udenlandske firmaer nu vil få mulighed for at eje mere end 50 pct. af den lokale virksomhed, og man indleder med at åbne for udenlandske bilproducenter og finansverden. Det er Trumps kæphest om udvanding af de intellektuelle rettigheder, der lige er forsvundet. Samtidig har Kina lanceret en moderne Marshall-plan, der kan løfte væksten i resten af Asien og skabe tættere bånd til Kina.

Så Trump havde nok ret i, at det er nemt at vinde en handelskrig, men det skyldes, at modparten aldrig mødte op på slagmarken. Som besøgende sidder man tilbage med et ubesvaret spørgsmål: Ønsker Kina virkelig en fri og stærk markedsøkonomi, eller ser landet det bare som en opportunistisk mulighed for at få en stærkere global magtposition?

Kina virker inspireret af de erfaringer, som Storbritannien og USA gjorde, da de byggede deres imperier og opdagede, at såkaldt blød magt virker stærkest. Det kan da tænkes, at Kina også er på vej i en demokratisk retning. Som udgangspunkt handler det dog næppe om moral, men om økonomi.

Formodentlig vil præsident Xi Jinping satse på, at Kina skal blive en global økonomisk leder uden at opgive den tunge kontrol med befolkningens sindelag. Det bliver svært at nå de økonomiske mål, hvis man fortsat vil insistere på at holde den personlige frihed i skak. Det bliver Kinas udfordring i det kommende årti.