Trump har en pointe
Vi skal være ærlige om bivirkningerne ved den moderne udgave af frihandel og globalisering, som på nogle områder hverken gavner forbrugerne i USA, Kina eller Europa.
Frihandel har en særlig status blandt økonomer. Her gælder den gamle vits om, at to økonomer har tre meninger ikke. Alle er enige om, at frihandel er en god ting. Derfor er det nærmest kætteri, når USAs præsident angriber den globale frihandel, som han har gjort i de seneste måneder. Men han har måske en pointe.
Jeg er stærkt skeptisk over for de redskaber, præsident Donald Trump bruger. De sigter mere efter at beskytte amerikanske virksomheder mod konkurrence end mod at rette op på globale ubalancer. Men vi skal måske alligevel anerkende, at han peger på et reelt problem: Der er bivirkninger ved den moderne udgave af globalisering.
Igennem de seneste årtier er der blevet gennemført en række handelsaftaler, der etablerer spillereglerne for global handel. Det er især Kinas inklusion i den globale handel, der sammen med ny teknologi har banet vejen for en ny form for global integration: Det globale samlebånd, hvor produktionen af forskellige dele er spredt ud over hele verden.
Apples iPhone er et eksempel alle kender. Den er et amerikansk produkt designet i Californien, men samlet i Kina af arbejdere, der får langt mindre i løn end deres amerikanske kolleger med billige komponenter fra hele Asien. Det kunne i teorien være en gevinst selv for amerikanske arbejdere, hvis det førte til lavere priser på telefoner i USA eller højere lønninger i Kina. I praksis sælger Apple imidlertid iPhones i USA for det dobbelte af, hvad det koster at lave dem i Kina, og mange andre selskaber følger samme model.
En stor del af gevinsten fra globaliseringen tilfalder således hverken forbrugerne i USA eller Kina. I USA er reallønnen stagneret siden 1980erne, mens gælden er steget. Kina er imens blevet verdens største industriproducent, men forbruget halter langt bagefter.
Fri handel mellem lande er ikke det egentlige problem. Det underliggende problem er, at de globaliserede virksomheder er så store, at de ikke er udsat for reel konkurrence.
Fri handel mellem lande er ikke det egentlige problem. Det underliggende problem er, at de globaliserede virksomheder er så store, at de ikke er udsat for reel konkurrence. Men Kinas entre i det globale handelssystem uden frie arbejds- og kapitalmarkeder åbnede døren for en kronisk ubalance, hvor produktionen flytter til Kina, mens forbruget forbliver i USA og finansieres af eksploderende ’tvilling-underskud’ på budget- og betalingsbalancen.
Løsningen på det problem er ikke Trumps primitive forsøg på at sætte uret tilbage med nye toldmure. De globale forsyningskæder er kommet for at blive, fordi de giver en reel fordel, og USA har ikke råd til at hægte sig af. Regulering af globale virksomheder er nødt til at ske i er globalt samarbejde.
På langt sigt er den eneste løsning, at Kina bliver både verdens største producent og verdens største forbruger. Men det er nemmere sagt end gjort. Indtil da må vi nok leve med en kronisk ubalance i verdenshandelen og regelmæssige raseriudbrud fra den amerikanske præsident over de manglende fremskridt.