Debat

Lærerne får bedre vilkår, men får vi også bedre lærere?

De lokale ledere skal have langt bedre muligheder for at belønne gode lærere decentralt i istedet for at holde fast i de forældede centrale forhandlinger

Slagsmålet om overenskomsterne er en sjov størrelse. Røde bannere, sure fagbosser og små uenigheder, der i medierne blæses op til blodige fejder. Et forældet stammeritual, der bringer minder om det moderne Danmarks barndom.

Som selvstændig arbejdsgiver kunne selve ideen om, at man laver en centraliseret lønforhandling for hundredtusindvis af mennesker ikke være mere fjern. Når jeg forhandler løn med mine ansatte, giver jeg bedre vilkår baseret på performance og resultater. Og den forhandling foregår naturligvis individuelt fra person til person.

I den endnu rullende konflikt spiller folkeskolelærerne en central rolle. De ønsker bl.a. en kvartalsvis opgørelse af overarbejde og bedre vilkår. Krav, der virker ufravigelige og rigide. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over de konkrete krav, men de rejser et interessante spørgsmål: Hvornår stiller vi krav til lærerne? Eleverne skal stå skoleret med lange arbejdsdage og karakterræs, men lærerne selv, de rækker kun hånden op, når de ønsker at få noget mere.

Der er masser er dygtige, engagerede og inspirerende lærere. Men lad os være ærlige. Der er også mange uduelige og dårlige undervisere. Når jeg tænker på min egen skoletid, var der bestemt både lyspunkter og sorte huller. Jeg husker, at mine to klasselærere var fulde på 9. klasseturen, og det var ganske almindeligt at få alkohol til sin frokost. Bevares, der er over 15 år siden, så tiderne er skiftet, men det store spænd mellem bund og topniveau bør tages seriøs.

Min grundlæggende undren handler om, hvordan man dog tror, at man kan lande et forhandlingsresultat, der retfærdigt afspejler både den fremragende og den elendige indsats. Man er nærmest dømt til at give de gode for lidt, og de dårlige for meget. Den centraliserede forhandling for tusindvis af lærere svarer til, at alle medarbejdere i min virksomhed skal have de samme vilkår. Det vil jo smadre motivationen blandt de bedste, og ens behandling vil lamme konkurrence på en sådan måde, at man ender med et B eller C-hold.

Løsningen ligger lige for. Man skal differentiere langt mere mellem de forskellige lærere. Nogle lærere er dygtige og andre er mindre dygtige. Og de bedste skal belønnes. Akkurat som vi gør i det private.

Men mere vægt på en personlig lønforhandling gør det ikke alene. Hvis Danmark skal være i verdenseliten, når det kommer til uddannelse, så drejer det sig også om, at vi kun sluser de allerdygtigste mennesker ind på lærerstudierne. Her bør vi kigge mod Finland, som topper mange lister over verdens bedste skolesystemer. Den tidligere amerikanske præsident, Bill Clinton, lagde under sit foredrag i Bella Centret for nylig netop vægt på, at de finske lærere er så dygtige, fordi adgangskravene til læreruddannelsen er høje.

Lige nu drukner hele debatten i et bureaukratisk forslag om enten kvartalsvise eller helårsopgørelser af overtid. Uanset hvad forhandlingerne ender med, kan man med garanti sige, at det næppe for alvor løfter lærergerningen. Vi bør have en langt mere ærlig snak om radikale løsningsforslag: Fx ved at lægge langt mere af lønforhandlingen ud decentralt, give mulighed for at løfte lønnen og sætte højere adgangskrav. Hvis ikke for lærernes skyld, så for eleverne og resten af Danmark. Der er nemlig brug for belønne de gode og luge ud blandt de dårlige undervisere.

Læs også
Top job