Fejden om Nordjyske Bank er fortællingen om ikke at tabe ansigt
I nogle virksomhedshandler handler det mere om store egoer og om at holde andre fra at vinde end at vinde selv. Slaget om Nordjyske ligner en af den slags handler.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Det er ikke rart at tabe. Det huer aldrig konkurrencemennesker og store egoer at komme ind som en fin nummer to. Fejden om Nordjyske Bank handler om økonomi, men det er også fortællingen om ikke at tabe ansigt.
Det startede både godt og fredeligt. Jyske Bank kom som den store, men også den reddende part, da Nørresundby Bank valgte frihedens vej ud af Spar Nords omklamring tilbage i 2014. Jyske Bank blev dengang anset som livredderen, som kom med en pose penge, som mest var tiltænkt som en forsikring.
Men pludselig blev banken nødt til at hoste op med sine forpligtelser, da skaden indtraf. Der var kun få købere af aktier til kurs 115, og Jyske Bank måtte derfor selv finansiere størstedelen af kapitalrejsningen. Jyske Bank overtog i alt omkring en tredjedel af aktierne i den skrantende nordjyske bank. Andre store aktionærer kom og gik, men problemet med en økonomisk storebror blev ikke løst.
I tre år var kurs 115 den gældende pris for aktier i Nordjyske. Det tog næsten et år fra Jyske Bank skød salgsprocessen officielt i gang til der skete noget afgørende. Det var den 13. marts i år, da Jyske Bank efter en længere periode i tænkeboks valgte at byde 170 per aktie for hele Nordjyske.
Om det var det forhøjede bud, som fik bestyrelsen i Nordjyske til at handle hurtigt og finde sammen med en anden bank, ved jeg ikke. Uanset hvad kan det have haft en betydning.
At der undervejs har være en del egoer i spil, er der mindre tvivl om. Topchef i Jyske Bank, Anders Dam, ville ikke tabe ansigt og erkende, at hans bank stod 'skak'. Claus Andersen i Nordjyske havde ikke lyst til at være regionsdirektør hos storebror.
Bestyrelsen i Nordjyske ville ikke sættes udenfor døren og indflydelse. Og Nykredits ledelse ville givetvis have revanche for et voldgiftsnederlag i 2014, da de indgik forlig i tvisten mellem Jyske Bank/BRF og Nykredit/Totalkredit. Det handler om penge, men det handler også meget om ikke at tabe ansigt.
Vi er på vej ind i slutfasen. Ringkøbing Landbobank blev sandsynligvis Nordjyske Banks redningsplanke. Anders Dam trækker tiden lidt. Han er sikkert pikeret over, at han hverken tilbydes markedsprisen, eller en pris der svarer til hans eget bud. Nu har han spillet bolden tilbage til Nykredit og reelt opfordret dem til at byde højere, og har dermed sat sig i en irriterende position for modparten.
Jyske Bank kan som aktionær være den uvelkomne sten i skoen hos fusionsbanken. Jyske Banks aktiepost kan, som det var tilfældet i Nordjyske Bank i tre år, ligge som en dyne over prisudviklingen og holde aktien nede. Også selv om resultaterne er rigtig gode. Det vil gøre mere ondt og være en større udfordring for de sejrsvante vestjyder i Ringkøbing Landbobank, end det har været for Nordjyske Bank.


