S afvisning af R markerer nybrud i dansk politik

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen smed noget af en sommerbombe, da hun annoncerede, at man ønsker at danne en et-partis regering ,hvis flertallet skifter til rød blok efter næste valg.

Det er første gang i 25 år, at Socialdemokratiet er gået til valg uden at ville danne regering med de radikale, og udmeldinger markeret på den måde er et nybrud i dansk politik.

Tilbage står et Radikale Venstre forundret tilbage, og skal både genopfinde sin plan for den kommende valgkamp, samt genopfinde sig selv. Der er få i folketingsgruppen, som har prøvet den nye situation, og de fleste markante MF’er lige fra Morten Østergaard, Martin Lidegaard, Sofie Carsten Nielsen til Andreas Stenberg har været vant til, at partiet var naturlig og nærmest selvskrevet som tæt makker til S.

Problemet for formand Morten Østergaard er både at afværge en umiddelbar valgkrise, men på sigt også at afværge en identitetskrise. Partiet er nemlig et parti, der både i sin selvforståelse, men også i sin ageren befinder sig bedst med at være en del af magten.

Socialdemokratiet ønsker med udmeldingen at lukke en tydelig angrebsflanke i den kommende valgkamp, hvor V og blå blok kunne have stillet spørgsmålstegn ved, hvor hård udlændingepolitik S kunne havde fået gennemført, hvis Radikale Venstre skulle med i regering. Mette Frederiksen (S) har tydeligt markereret, at de tidligere tætte samarbejdspartnere ikke får nogen som helst indflydelse på det spørgsmål, og med manøvren forsøger S totalt at afmontere udlændingespørgsmålet som tema i valgkampen.

Logikken er, at hvis DF, V og S er enige om hovedlinjerne heri, gør det ingen forskel, hvilken farve regeringen får, og dermed er det ikke interessant at diskutere. Udmeldingen understreger yderligere mindst et forhold i den socialdemokratiske tænkning. For det første at S ønsker at holde debatten på det, som man opfatter som sin hjemmebane, nemlig velfærd. Her vil S overbyde, hvad Venstre med støtte fra K og LA kan levere. Det giver mulighed for at tale om, at med en rød regering får man bedre skoler, ældrepleje, sundhedsvæsen, og at med Lars Løkke bliver pengene brugt på skatte- og afgiftslettelser og lavere bilafgifter i et forsøgt på at tilfredsstille LA og K.

For det andet viser udmeldingen, at der er vendt afgørende op og ned på det magtforhold, der oprindeligt var mellem Helle Thorning-Schmidt og Margrete Vestager, hvor sidstnævnte førte pennen i deres fælles regeringsgrundlag. Mette frygter ej respekterer tilsyneladende Morten Østergaard, og er ikke bange for, at Radikale Venstre for alvor kan gøre livet surt for S. Begge dele er markeringen af, at Mette og Socialdemokratiet er fuld at selvtillid.

Tiden vil vise, om de også har god grund til det.