Skattesystemet som det burde være
Det danske skattesystem er snørklet og uretfærdigt, som var det udviklet af en grådig adel i 1600-tallet. Sådan gør vi det simpelt med fire greb, skriver Kasper Heumann Kristensen.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Det er ikke noget nyt fænomen. Det med at staten opkræver skat baseret på, hvad magthaverne mener, vi bør bruge af penge.
Tilbage i 1600-tallet havde staten finansielle problemer, og derfor indførtes der skat på jord. Man kaldte det hartkornsskat. Beskatningsgrundlaget var i øvrigt akkurat ligeså slattent som den nuværende grundskyld. En subjektiv vurdering af jordens kvalitet, ikke meget bedre end det gætværk nutidens skatteminister forsøger sig med.
Statens indtægt er den eneste form for indtægt, der tilrettelægges ud fra, hvad der tilsvarende er brug for på udgiftssiden. Det høres i ny og næ, hovedsageligt fra venstrefløjen, at hvis vi ikke har råd til dit og dat, så må vi sætte skatten op. Har vi underskud på finanserne, så må skatten op.
Det er bare lidt den omvendte verden. I økonomier, hvor man ikke bare kan sætte sin indtægt i vejret, der ser man først, hvad man har af indtægter, derefter tilrettelægger man sine udgifter, og forsøger at få så meget som muligt for pengene.
Det er faktisk et sundt princip. Det er rimeligt nok, at vi betaler skat for at opretholde et af verdens bedste velfærdssamfund. Men der er flere ting ved konstruktionen, der er knap så rimelige.
Først og fremmest er det urimeligt, at det skal være så kompliceret. Ligeledes er det urimeligt, at en stor del af skattesystemet er baseret på samme præmis som hartkornskatten, nemlig at staten skal have flere penge i kassen. Man kunne på Finans for et par dage siden læse, at danske borgere og virksomheder i 2017 betalte godt 1.000 milliarder i afgifter og skatter. Det er ny rekord, og har naturligvis flere årsager, men det er også et udtryk for finansiering af en af verdens største offentlige sektorer. Det burde bare være omvendt. Det burde være sådan, at skattesystemet byggede på nogle retfærdige og fornuftige grundprincipper.
Her er mit bud på skattesystemet, som det burde være:
- Skatten skal være simpel
Det er et demokratisk problem, at mange danskere ikke forstår deres egen skat, og det er social skævt, at det ofte er dem med det ringeste uddannelsesniveau og de laveste indkomster, der lades i stikken. Et simpelt skattesystem skaber tillid. - Gevinster beskattes
Det er rimeligt nok, at man betaler skat af sin løn, af sin gevinst på aktier, eller sin gevinst på fremleje af lejlighed. Der skal være skat på indtægter og skat på gevinster. - Ingen gevinst, ingen skat
Det kan ikke forsvares, at urealiserede gevinster er skattepligtige. Grundskyld er amoralsk, og skal afskaffes og erstattes af gevinstbeskatning ved salg. Det er kun rimeligt, at ingen borger beskattes, før man har en gevinst i hånden. Ligeledes skal arveafgiften afskaffes, en transaktion uden modydelse skaber ingen værdi, ergo er der intet at beskatte. - Afgifter følger forbruget
Afgifter er den mest retfærdige form for skat, fordi det er brugerbetaling for dem, der forbruger - såfremt det ikke misbruges. Registreringsafgiften er et eksempel på misbrug. Det hverken forurener eller skaber nogen værdi, at jeg køber en bil, derfor skal den afskaffes og erstattes af road pricing. Road pricing og benzinafgifter er rimelige, de aktiveres ved brug og forurening af de fælles ressourcer. Dem der bruger mest, betaler mest, det er et sundt princip. Lader jeg bilen stå i garagen, har den stadig kostet mig en høj afgift. Det er skævt.
Om skatten er høj eller lav er en politisk smagssag. Men det burde være i alles interesse at skabe et system, hvor enhver kan forstå sin egen årsopgørelse, og hvor skattebyrden bæres af dem, der tjener pengene, og dem der forbruger eller benytter sig af fællesskabets ressourcer.
