Er valutaveksling bankernes sidste bastion?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Jeg var i Rom forleden på en lille ferie. Det er jo en fantastisk by, og der er meget at se på. Desværre har jeg pådraget mig en arbejdsskade af mange år i den finansielle sektor.

Så en eftermiddag, mens fruen stod og beundrede et renæssancepalæ, faldt jeg i staver over det skilt, man kan se på billedet længere nede. Det er selvfølgelig en vekselbod. Læg mærke til påskriften ”no commission” – intet gebyr! Det lyder jo herligt. Man kan veksle gratis. Men nej. Ikke helt gratis.

Læg mærke til forskellen på købs- og salgskurser, det såkaldte ”kursspænd”. Det er stort selv for verdens største valuta, dollaren, og nederst på skiltet kan man se, at det er enormt for noget så eksotisk som svenske kroner. Vekselboden sælger 1 euro for 11,3 svenske kroner, men sælger 9 svenske kroner for en euro. Kommer man som glad svensk turist og veksler 10.000 kroner frem og tilbage, betaler man altså ca. 2.500 kroner – og stadig uden at have betalt gebyr; det er jo ”no commission”, det her.

Det var her, jeg kom til at tænke på en debat, jeg havde for et par år siden med en af de store bank-kontrollerede investeringsforeninger efter vores analyse af bl.a. valutaomkostninger i danske foreninger. Vi havde i analysen påpeget, at kunderne og vi ikke kan se, hvor meget vi egentlig betaler.” Jeg kan oplyse, at afdelingerne ingen kurtage betaler ved valutaveksling på foreningens vegne,” svarede direktøren for foreningen. Altså ligesom ”no comission” i vekselboden i Rom, bare lidt kursspænd: ”Det såkaldte spread ved eksempelvis en USD/DKK-valutahandel ligger ude på 3. eller 4. decimal,” tilføjede han.

Det er ikke en oplysning, vi bliver meget klogere af. Uden at gå i ordkrig kan det både betyde 0,15 procent eller 5 procent, alt efter hvordan vi vælger at tolke. Og vel og mærke på dollaren, som har det mindste kursspænd. Og det er min pointe: Finansbranchen giver os ikke klar besked om, hvad det koster at handle valuta.

Lad os gå tilbage til vekselboden i Rom. Vil du betale 200 kroner i synligt vekselgebyr, altså 2 procent, for at veksle 10.000 kroner, eller 2.500 kroner i kursspænd? Valget er let at tage, når man har fået tallene servereret på en forståelig måde. Der er andre eksempler på uklarheden.

I lufthavnen i Zürich prøvede jeg sidste år at købe en burger, hvorefter terminalen tilbød mig at afregne i danske kroner frem for i franc.

Et kurstjek på min telefon viste, at det ville koste mig 3-5 procent ekstra at betale i kroner. Igen er valget let, hvis de vigtigste tal er lige foran næsen på os. Valutahandel er en af bankernes sidste men stærkeste bastioner. Det er her, de kan tjene rigtig gode penge, uden at vi opdager det.

Jeg slår et slag for, at vi betaler synlige gebyrer i stedet for kursspænd, så vi slipper vi for at tage lommeregneren frem for at forstå, hvad det egentlig koster. Lovgiverne er godt i gang, og iværksættere udfordrer finansbranchen. Der er lidt vej endnu, men en sund udvikling er i gang.

Så kom nu banker, vis os hvad det koster!