Fortsæt til indhold

Hr. topleder: Det handler om at få hende til at grine

Topledere, I udtrykker jer på skrift som lyseblå Stenström skjorter. Det kan I gøre bedre.

Debat
Anders Heide Mortensen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Anders Heide Mortensen, kommentator og kommunikationsrådgiver

Lige om lidt bliver det alvor, hr. topleder m/k, men først tager vi en lille hapser at komme i gang på.

En meget nyskilt kvindelig livsstilsekspert satte denne overskrift på en blog om, hvad der virker, hvis en mand vil holde på en kvinde: »Få hende til at grine. Og få hende til at komme«. Smak.

Se et øjeblik bort fra, om du synes, at hun er vulgær, sjov, plat, overfladisk eller livsklog. Kig kun formen. Kig kun på overskriften. Livsstilseksperten kan noget med sproget, du kan lære af: Fange opmærksomhed. Finde få, enkle ord der opsummerer en erfaring og et synspunkt. Og forføre dig til at læse videre.

Ok. Læs nu hvordan en topleder opsummerede sine pointer i en Folkemødedebat. Han ønsker, formodentlig, at fremstå interessant og skarp. Det her er så, hvad han skrev i et opslag på LinkedIn:

»De digitale og relationelle kompetencer mangler for en del af vores medlemmer. Vi skal have givet et kompetenceløft og have transformeret nuværende kompetencer til noget, der rent faktisk bliver efterspurgt«.

Hvortil en af hans medarbejdere leverede følgende replik i kommentarsporet: »Stærkt, Kent«.

Nej. Det er faktisk ikke stærkt, Kent. Det er skidt, Kent.

Jeg undrer mig. Hvordan kan det være, at danske topledere – meget klogt – gør brug af topprofessionelle rådgivere, når de skal på TV2/News, sætte en Folkemødedebat op, optræde i en kampagnevideo og bruge sociale medier i kontakten med deres omverden? Men når de vil igennem med et budskab pr. tekst, bliver der ikke brugt rådgivning.

Derfor fremstår ledere – på skrift – ofte som teknokratiske tørvetrillere, der ikke har en kreativ side, ikke kan se den skæve vinkel i en situation, ikke ejer humor og ikke har en personlighed.

Gør noget ved det, topledere. For I snyder jer selv for en masse gennemslagskraft.

På Folkemødet viste I, at I både kan være sjove, reflekterede og slagfærdige og bruge ironi til at sætte en pointe midt i skiven. På skrift, derimod, bærer mange, mange af jer den samme lyseblå Stenström skjorte i størrelse 44. Til skade for jeres gennemslagskraft. Men det kan der gøres noget ved.

Med mindre du selv er en haj til at skrive, er det i dit sekretariat, din kommunikationsafdeling eller hos jeres faste bureau, at du finder stopklodsen. Du vil blive overrasket over, hvor mange og store sekretariater og kommunikationsafdelinger, der ikke rummer en medarbejder, der kan give toplederens skriftlige budskaber kant, originalitet og personlighed. Hvorfor? Fordi man ikke kan lære en kommunikationsmedarbejder eller konsulent at tænke originalt. At overraske læseren. At få en pointe til at stå knivskarpt ved at bruge færre ord, ikke flere ord. At køre klichéer igennem en guldvask.

Hvad der virker? Et eksempel: En bekendt rammede sit budskab ind ved at skrue på en talemåde: »Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et parcelhus.«

Som i: Når man har prioritetslån, børn og andre forpligtelser, er der grænser for, hvor meget man skal eksperimentere med sit livsfundament. Kald eventuelt chefen idiot, hvis det ikke kan være anderledes, men gør det for dig selv ude på toilettet - ikke i kantinen.

Kan du se pointen, topleder? Så du skal i markedet efter en ghostwriter eller en tekstforfatter fra øverste hylde. Punktum.

Ministre har den slags specialister. De begynder med at affotografere ministerens personlighed, sprogtone og temperament. Et billede toner frem. Ud fra dette billede kan de nu være ministeren på skrift. Taler og personlige hilsner med netop ministerens egenart og betoning kommer nu til verden, mens ministeren passer andre gøremål på kommandobroen.

Hvis du vil give erhvervslivet en stemme og dig selv gennemslagskraft – på skrift – så tag den anonyme, lyseblå Stenström skjorte af. Den gør ikke noget godt i forhold til ledere i personaleblade, opdateringer på sociale medier, debatindlæg i aviser og ’personlige’ henvendelser til medarbejdere og kunder. Og det er ikke fordi, at du nu skal til at være poppet eller udtrykke dig som en nyskilt livsstilsekspert. Ingen af delene. Du skal bare være skarp, original - og dig selv.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Artiklens emner
Folkemødet
Anders Heide Mortensen