Det er faktisk de færreste iværksættere, der ejer en Porsche

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Overskrifterne er lige så mange, som de er forudsigelige: 'Gulddreng sælger virksomhed for millioner', 'Smykkemager sælger livsværk og flytter ned i solen', 'Superiværksætter sætter til søs med kronprinsen'. Fælles for dem er, at målet med at starte noget bliver opgjort som det at sælge det og blive rig. Og helst lidt kendt.

Det er et underligt koncept at målet med at starte noget, skulle være at komme af med det igen. Vi hylder jo heller ikke vores sportsfolk mest, efter de er stoppet eller vores topledere, efter de er gået på pension. Selvom vi stadig er glade for Michael Laudrup, er der nok bred enighed om, at hans storhedstid var på banen.

Så hvorfor sidestilles succes som iværksætter med, at man holder op med at være det igen? Jeg oplever, at dækningen i medierne handler uforholdsmæssigt meget om at blive rig. At det er de kæmpemæssige beløb, når virksomheder sælges, som bliver blikfang for iværksætteriet. Derfor bliver det de nyrige, som har solgt og optræder på de kulørte sider med reportager om deres biler og bryllupper, som bliver repræsentanter for en verden, som faktisk er helt anderledes end det, den fremstilles som.

Jeg forstår godt, at folk vil høre om det, der glimter. Det er en del af vores tidsånd at søge hurtige penge og berømmelse. Men det er en farlig udvikling, hvis du spørger mig. Hvis du taler med unge mennesker på skolerne, så er det væsentligste parameter for deres karrierevalg, at man kan bliv rig. Hurtigt. Helst ved at vinde en talentkonkurrence eller på anden måde stige direkte til stjernerne. Der er ingen længere, som har en forventning om, at det kommer til at koste noget at blive succesfuld.

Da jeg voksede op begyndte reality-tv at gøre sit indtog. Jeg så med stor forundring (og forargelse), hvordan mennesker havde lyst til at gå halv (eller hel) nøgne rundt på tv og udsætte sig selv for ydmygende strabadser for blot at blive set. Kendis faktoren var blevet attraktiv i sig selv. Det var ikke længere nødvendigt at være kendt for noget, bare man var kendt overhovedet.

I dag er vi nået groteske tilstande, hvor Kardashian-familien er verdenskendte for at være drama queens og have store numser. Det er jo grotesk, det er blevet noget at stile efter. 105 millioner følger Kim Kardashian på Instagram og ser op til hendes livsstil. Hvis det ikke havde været alvorligt, ville det være til at dø at grin over.

Men det er alvorligt, fordi unge mennesker spejler sig i de enorme succeser, selvom de er tomme. I dag har mange en forventning om, at deres eget liv skal være glamourøst og fyldt med materiel rigdom for overhovedet at være noget værd. Det skaber ulykkelige, ensomme mennesker, som tror, der er noget galt med dem, fordi Ekstra Bladet ikke dækker det, når de skal i biografen.

For hundrede år siden kom glorificeringen af skuespillerne (almindelige mennesker, der er dygtige til mimik), så sportsstjernerne, tv-værterne (almindelige journalister, som står foran kameraet), realitystjernerne, og nu er det så erhvervslivet, der bliver "celebrityiseret". Dækningen af erhvervslivet handler mere og mere om frontfigurer og millionsalg. Erhvervsdækningen ligner efterhånden livsstilssektionen.

Paradokset er bare, at ingen af de superiværksættere, erhvervsstjerner eller sportsstjerner, jeg kender, er kommet sovende til det. Hvad enten de er lykkedes eller stadig står midt i kampen for at lykkedes, så har de til fælles, at de arbejder hårdere end stort set alle de mennesker, de er omgivet af. At de ser nederlag som noget, der kan besejres, og at de er villige til at give afsavn på store, vigtige ting for at lykkedes. Jeg mener derfor, at det er væsentligt, at rejsen bliver en del af narrativet, når vi taler om succes.

Hvis rejsen bliver italesat med dens sande pris, så vil de langt de fleste slet ikke vælge at gå efter den store succes. Den koster alt, alt for meget, i forhold til hvad de er villige til at ofre. Og har man valgt det fra, så kan man lettere finde fred med at være ”almindelig”.

Det har ingenting med socialistisk forherligelse af kampen at gøre, eller konservativ hyldest af fordums tider. Min pointe er, at mennesker bliver ulykkelige af den her celebrityisering. Det skaber stress og depression, når alt det, som italesættes som noget værd i livet, er fuldstændig uopnåeligt. De fleste mennesker bliver ikke kendte, og de bliver ikke rige. Derfor skaber det enorm skuffelse, hvis det er det eneste, vi dømmer som noget værd.

Der er ikke noget galt i, at enkelte har en drøm om berømmelse. Men når et helt samfund har det, så får det store konsekvenser. Så skabes der en følelse af utilstrækkelighed. Hvis vi alle sammen sammenligner os med Laudrup, når vi står på motionsholdet og spiller bold søndag morgen, så får vi en følelse af ikke at være gode nok. Hvis vi i stedet sammenligner os med egne holdkammerater, så får vi derimod oplevelsen af, at vi godt kan følge med. Så får vi glæden over at spille tilbage. Sådan er det også i livet.

Vi skal have stoltheden over det almindelige liv tilbage. Vi skal forstå, at livet nok er en serie af valg, men det er altså ikke er en gavebutik med frit valg på alle hylder. Hvis vi gerne vil gå kl 16 og gerne vil tid til at tage i sommerhus ofte så skal vi vælge sådan et liv, og så skal vi finde fred med det. Selvom vi ikke er en str. 36, bager speltboller hver morgen eller blev inviteret til Kronprinsens fødselsdagstaffel.

De fleste iværksættere har faktisk slet ikke en Porsche. De har en plan og et mål, og de arbejder rigtig hårdt for at skabe noget. Det er det, livet som iværksætter handler om. Rejsen. Ikke Porschen.